For Lykketoft er hadet til jøder og Israel en besættelse. Han er uhæmmet i sin antijødiske og antiisraelske propaganda og har ingen skrupler, når det gælder om at vildlede danskerne om den israelsk-palæstinensiske konflikt.
Af André Rossmann
I Berlingske den 4. juni er den tidligere formand for FN’s generalforsamling igen på banen med sine antisemitiske udfald. Det er hverken intellekt eller format, der har skaffet Lykketoft jobbet som formand for FN’s generalforsamling, men derimod hans had til Israel, som det muslimsk-dominerede FN kunne bruge i sit korstog mod Israel. I FN var Lykketoft bonkammerat og håndlanger for verdens mest brutale muslimske diktaturer og regimer, der bruger FN til at vedtage resolutioner rettet mod Israel, mens de muslimske lande i Mellemøsten aldrig bliver stillet til ansvar for deres brud på menneskerettighederne og brutalitet.
USA’s nye ambassadør i FN, Nikki Haley, var klar i mælet, da hun fortalte om oplevelsen af at deltage i sit første af FN’s Sikkerhedsråds månedlige møder om Mellemøsten:
“Jeg er nødt til at sige, at det var en smule mærkeligt”, sagde hun. ”Det er meningen, at Sikkerhedsrådet skal diskutere, hvordan man bevarer international sikkerhed og fred. Men på vores møde om Mellemøsten diskuterede vi ikke Hizbollahs ulovlige lager af raketter i Libanon. Det handlede ikke om de våben og penge, Iran giver til terror. Det handlede ikke om, hvordan vi bekæmper ISIS. Det handlede ikke om, hvordan vi holder Bashar al-Assad ansvarlig for mordene på hundredtusindvis af civile. Nej. I stedet fokuserede mødet på at kritisere Israel, det eneste sande demokrati i Mellemøsten”.
Lykketoft vildleder danskerne, når han beskylder Israel for at hindre en tostatsløsning. De palæstinensiske arabere har haft mange muligheder for at få en selvstændig stat, men har hver gang forspildt muligheden. Det er en historisk kendsgerning, at palæstinenserne har afvist at forhandle direkte med Israel i 1937, 1948, 1967, 2000 og senest i 2008.
Siden 2008 har Israel gentagne gange tilbudt at forhandle om en tostatsløsning, men hver gang har den palæstinensiske ledelse afvist tilbuddet, primært på grund af den dybe splittelse mellem Fatah og Hamas. Den Hamas-ledede regering i Gaza afviser fortsat de fundamentale principper i fredsprocessen, som det såkaldte Mellemøstkvartet har fastsat: (1) anerkendelse af Israels ret til at eksistere, (2) accept af hidtil indgåede diplomatiske aftaler, og (3) fraskrivelse af brugen af vold.
Da Obama-regeringen traf beslutning om ikke at nedlægge veto over for FN’s Sikkerhedsråd-resolution 2334, har den ødelagt mulighederne for en fredelig løsning på Israel-Palæstina-konflikten. Det siger sig selv, at eftersom Israel ifølge resolution 2334 ikke har ret til nogen af de landområder, landet overtog efter krigen i 1967, har palæstinenserne ikke længere noget incitament til at give Israel ”fred for land”. Resolution 2334 sætter således en effektiv stopper for fredsprocessen og tostatsløsningen.
Nu hvor ”land for fred”-paradigmet og tostatsløsningen er døde og begravede, har Israel frie hænder til at tage sit forhold til henholdsvis FN, EU, palæstinenserne og Jerusalems status op til fornyet revision. Den israelske regering har allerede sagt, at man ikke vil lade sig styre af resolution 2334, og at bosættelserne vil fortsætte.
Israel er den eneste demokratiske stat i Mellemøsten. Da landet er en økonomisk og militær supermagt, kan palæstinenserne ikke regne med, at deres arabiske venner vil intervenere som de gjorde i 1948 og 1967. Desuden har de sunni-dominerede arabiske lande med Saudi Arabien i spidsen p.t. et godt forhold til Israel, da de ligesom Israel opfatter Iran som den største trussel i Mellemøsten.
Palæstinenserne har allerede erfaret, at Donald Trump er langt mere Israel-venlig end Hussein Obama. De kan også se frem til, at USA’s FN-ambassadør, Nikki Haley, vil give deres venner i FN-systemet et kraftigt modspil. Og de kan se frem til en svagere opbakning fra det EU, som p.t. slås med kriser og opløsningstendenser.
Bundlinjen er, at palæstinenserne ikke kan regne med, at deres venner i FN, EU, Den Internationale Domstol, BDS-bevægelsen, Danmark mv. vil servere en tostatsløsning på en sølvtallerken. Palæstinenserne kan kun få egen stat ved at forhandle i god tro med israelerne. Sker det ikke, vil den nuværende situation fortsætte, og der vil kun være én stat – Israel.
Eftersom FN’s resolution 2334 har åbnet døren for en udvidet boykot af Israel, bør den israelske regering svare igen, f. eks. med at udvise FN- og EU-personel fra sit territorium, ophæve anerkendelsen af PLO og blackliste europæiske, herunder danske, politikere, der er berygtede for deres antisemitisme.