Af Anastasia Maria Loupis.
De seneste 14 måneder er de sværeste, jeg nogensinde har oplevet i min tid som læge. Aldrig har jeg været så splittet – langt hen ad vejen må jeg erkende at jeg også har været skræmt – skræmt over billeder fra overfyldte lighuse og forladte plejehjem med efterladte døde som halvdøde i Italien og skøjtehaller inddraget som lighuse.
Jeg er blevet uvenner med en masse gamle venner og bekendte, som på et langt tidligere tidspunkt advokerede for, at situationen i Denmark var voldsomt overdrevet med katastrofale samfundsmæssige, menneskelige og økonomiske omkostninger til følge.
En høj tilbøjelighed til at tro autoriteterne
Når man er opdraget i et land som Danmark, der ikke er kendt for korruption eller lignende, har man nok en meget høj tilbøjelighed til at tro autoriteterne, og det er derfor nærmest ubegribeligt, at de skulle kunne samle sig om at tage så meget fejl.
Nu er jeg ikke så vild med ammestuehistorier. Inden for det naturvidenskabelige stiler man efter evidens for ens påstande. Men jeg vil alligevel komme med min ammestuehistorie for de forgangne 14 måneder:
Hvis jeg skal være helt ærlig, så kender jeg utroligt mange mennesker, men jeg kender ikke en eneste personligt, der har haft et alvorligt covid-19 forløb.
Min far er et godt eksempel
Min far er et godt eksempel: Han er højrisiko: 74 år, lobektomeret venstre lunge efter lungecancer, har KOL på sin resterende lungekapacitet. Jeg smittede ham selv med CV-19 omkring årsskiftet, som jeg formentlig reddede mig via mit job som læge.
Han havde på intet tidspunkt luftvejssymptomer. Var kortvarigt indlagt med høj puls og havde ellers kun symptomer i form af febrilia og muskelsmerter. Og sådanne beretninger kunne jeg fortsætte med at fremføre.
Lad os erkende vores katastrofale fejlvurdering af situationen
Lad os være ærlige efter 14 måneders fejlvurdering! Lad os erkende vores katastrofale fejlvurdering af situationen: CV-19 er en sygdom på højde med influenza.
Skal vi smadre vores land hver eneste gang influenza rammer landet fremover? Lad os erkende vi tog fejl og redde hvad der reddes kan!
Lad os give en stor og uforbeholden undskyldning til alle de mennesker, hvis liv vi har smadret: Det private erhvervsliv, minkavlerne, alle de øvrige patientgrupper, vi har forsømt i snart 14 måneder (det har helt sikkert kostet en masse menneskeliv, men jeg tror ikke det er opgjort), alle de ensomme og isolerede, alle der er gået fra hus og hjem og har mistet deres arbejde, alle de ældre på sygehusene og plejehjemmene, der ikke har måttet få besøg.
Jeg ved, at mange mennesker med alvorlige lidelser har været så skræmte over situationen, at de slet ikke har henvendt sig til sundhedsvæsenet med katastrofale følger. Vores børn og unge, der har været nægtet skolegang og sociale aktiviteter i over et år, og som derfor nu er voldsomt overrepræsenterede i børne-unge psykiatrien.
Vi skal ikke bruge min ammestuehistorie til noget, men vi skal se på de reelle tal – og her er der økonomer der er langt bedre til at regne end jeg er, fx Lars Christensen som skriver:
Siden Covid-19-pandemien ramte i marts 2020 er 2446 danskere døde af/med Covid-19.
Heraf har over 85% været over 75 år.
For gruppen under 70 år er der 274, der døde, men af dem har 207 haft komorbiditeter.
Med andre ord er kun 67 danskere under 70 år uden komorbiditeter er døde af/med Covid-19 siden marts sidste år.
Der er knap 5 millioner danskere under 70 år, og hvis vi anslår, at 10% af dem har været smittet med Covid-19, så er sandsynligheden for, at død af Covid-19 altså 0,01%.
Med andre ord, når vi har vaccineret stort set alle danskere over 70 år, og personer der er i risikogrupperne (den særlige risikogruppe 5), så vil dødeligheden ved Covid-19 være faldet fra omkring 0,5% til 0,01%.
Dermed vil dødeligheden for den ikke-vaccinerede del af befolkning være på niveau med influenza eller endda lavere.
Lige nu er situationen den, at indenfor de næste par uger vil stort set alle danskere over 70 år og risikogruppe 5 have fået første vaccination.
Det samme har i øvrigt stort set alt sundheds- og plejepersonale og pårørende til personer i risikogruppe 5.
Det her er den største krise siden 2. verdenskrig
Derfor bør vi også igen spørge – kan det på nogen måde retfærdiggøres at fastholde massive restriktioner på danskernes personlige og økonomiske frihed på grund af en virus, som den resterende ikke-vaccinerede del af befolkningen er forbundet med en overlevelsessandsynlighed på 99,99%, hvis de skulle blive smittet.
Til sammenligning skal det pointeres, at der i 2020 var godt 55.000 døde mennesker i Danmark og 2/3 kan ca tilskrives vores helt store dræbere: Cancer samt hjerte-kar-sygdomme.
Jeg ved det er svært at tabe ansigt og erkende sine fejl men jeg synes virkelig den siddende regering skylder den danske befolkning en uforbeholden undskyldning.
Det her er den største krise siden 2. verdenskrig!
***
[NewSpeek har indsat rubrik og mellemrubrikker]