KRIGEN MOD ISRAEL

(Foto: Demonstration i New York til støtte for Israels reaktioner på raketangreb fra Gaza)
Shares 274

Danmarks Radio stiller jøder i mistænkeligt skær og vinkler særdeles skævt på besættelser.

Kommentar af Geoffrey Cain

Da USAs præsident Trump meddelte, at USA langt om længe ville overføre deres ambassade til Jerusalem, kom medierne i oprør. Uh, det var en skandale, kunne man forstå, selv om det har været USAs erklærede politik i over 30 år. Danmarks Radio var naturligvis med i fordømmelsen, men anvendte meget mere takt og tone end de hylende menneskemasser, man så på tv. Nej, hos DR gik det anderledes diskret til.

Steffen Kretz

Stjernejournalisten Steffen Kretz blev i løbet af dagen tre gange bedt om at kommentere USAs tilsyneladende meget kontroversielle anerkendelse, hvilket han hver gang gjorde meget sobert og tilsyneladende upartisk. Dog var der alle tre gange en lille slutbemærkning om, at Trump var mest interesseret i at please vælgerne i USA især dem, der havde støttet ham på hans vej til magten. En af dem var en jødisk multimilliardær, tilføjede Kretz med sit uskyldige drengesmil. Så Trump var blevet købt af the usual suspects, kunne man forstå. Og et par dage efter, fredag den 8. november, skrev Berlingske’s Michael Bjerre nøjagtigt det samme. Efter en tilsyneladende sober indledning sluttede han af med historien om den rige jøde, der havde betalt Trump for dennes støtte til Israel. Dahinten steht der Jude, som man sagde dengang. Men lad os lige komme tilbage til Steffen Kretz.

Israelerne har ingen børn

17. december var han i gang igen, nu med en reportage om bosættelserne. Her – på den jødiske side – så man en temmelig rabiat bosætter og en masse ortodokse jøder, der bad ved Grædemuren. Og soldater, masser af soldater. Hos araberne forhørte Kretz sig hos en palæstinensisk familie om deres kummerlige kår. Man så stilfærdige mennesker, kvinder og børn. Hvornår har man set israelske børn i fjernsyn? I de ca. 30 år, jeg har fulgt med i Mellemøsten-konflikten, har jeg aldrig set et eneste. Det kan vel kun betyde, at israelerne ikke har nogen børn? Ikke ét eneste. …Eller kan der være andre forklaringer på, hvorfor man aldrig ser dem? Aldrig har set dem. Og aldrig vil komme til at se dem?

FN og Israel

Men tilbage til bosætterne og de problemer, de tilsyneladende er skyld i. De er ret komplekse, og for at sætte ting lidt i perspektiv, er det en god idé at se på FN’s håndtering af Tibet-spørgsmålet. Hvordan står det til dér mon, efter at kineserne erobrede landet under Mao Zedong? Er der kinesiske bosættere i Tibet? Svaret er ja. ​Der bor nu 7,5 millioner kinesere overfor en indfødt befolkning på 6 millioner tibetanere. Sidstnævnte hører man ikke så meget om. De lægger ikke bomber i flyvemaskiner eller nedskyder civile hvor som helst i verden, så de kan bekvemt ignoreres. Og det bliver de da også.

“Ikke-vold er den stærkeste magt i verden”, sagde Mahatma Gandhi, men det gælder vist ikke for tibetanerne.

Frænder er der småt med, og selv det overfrelste Danmark-der-synes-det-er-synd-for-de-undertrykte, har vendt dem ryggen. De får ikke hjælp fra FN, der ikke kan få sig til at fordømme kinesernes 75-årige besættelse. Men hvorfor ikke?

At bosætte egen befolkning i en erobret stat er ​en ​klokkeklar overtrædelse af Geneve Konventionens paragraf 49:6, hvis eneste anvendelse synes at være som våben til at slå israelerne i hovedet med. Hvilket er meget ironisk, fordi paragraffen udtrykkeligt taler om erobrede stater, og det har Vestbredden og Gaza aldrig været. Men det var Tibet, indtil den kinesiske Folkehær angreb i 1949 (året efter araberne angreb Israel!) og påtvang landet den såkaldte “Seventeen-Point Agreement for the Peaceful Liberation of Tibet” i maj 1951.

Dette overgreb har FN som sagt aldrig taget afstand fra. Organisationen er mere interesseret i at anklage Israel for en påstået konventionsovertrædelse end at fordømme det mægtige Kina for en reel konventionsovertrædelse. Det kan virke inkonsekvent. Men konsekvens​ er der dog. Den​ ligger ​bare ​et andet sted​, for​ i​ begge tilfælde danser FN efter de stærkes pibe. I Israels tilfælde er det hele den muslimske verden,​ ​​og i Tibet’s tilfælde det oprustende og aggres​s​ivt voksende Kina.

​Danmarks Radio gør præcis det samme.

Shares 274

Comments

comments