KRIGEN I UKRAINE I LYSET AF NOGLE VIGTIGE DOKUMENTER

UkraineRussia
Del artiklen her:

Af mag. art. Monica Papazu

En dag, når krigen i Ukraine er på afstand, vil undersøgende journalister og historikere forske i arkiverne, præsentere dokumenter og efter bedste evne fortolke, hvad der skete. På det tidspunkt vil begivenhederne for længst være forsvundet fra mediernes forsider, og andre nyheder vil optage opmærksomheden.

Nogle af disse dokumenter er allerede tilgængelige i dag, og de kaster lys over krigens baggrund. De bliver sjældent omtalt, for de passer ikke ind i den gængse vestlige narrativ, som går ud på at tegne et portræt af Rusland som en irrationel stat, der uden nogen anden grund end magtbegær og ønsket om territorial udvidelse har kastet sig over et lille, fredselskende land, som behandler sin befolkning hensynsfuldt og til punkt og prikke overholder menneskerettighederne, folkeretten og følger FN’s beslutninger. 

FN’s Sikkerhedsråds Resolution 2202

Det første af disse dokumenter er FN’s Sikkerhedsråds Resolution 2202 af 17. februar 2015 (https://www.un.org/press/en/2015/sc11785.doc.htm). Resolutionen pålægger de implicerede parter, Ukraine og Rusland, at føre de tiltag, som er noteret i Minsk II-aftalerne, ud i livet. Mægler-landene var Frankrig og Tyskland. OSCE (Organisation for Security and Cooperation in Europe) skulle overvåge processen. Minsk II var defineret som hovedhjørnestenen i en fredelig løsning af konflikten.

Resolution 2022 indeholder ”en pakke af foranstaltninger” i 13 punkter (”package of measures”), og det interessante er, at dokumentet ikke kun lægger vægt på våbenhvile mellem den ukrainske stat og de selvudråbte republikker Donetsk og Lugansk, bl.a. tilbagetrækning af tunge våben fra frontlinjen, men går dybere ind i sagen i et forsøg på at fjerne årsagen til krisen og ikke blot behandle symptomerne. At våbnene tier, er ikke ensbetydende med, at konflikten er løst.

Således pålægges Ukraine at foretage en grundlovsændring: ”en ny grundlov trædende i kraft ved slutningen af 2015”. ”Nøgleelementet”, præciseres i Resolutionen, skulle være ”decentralisering”, og Donetsk og Lugansk skulle få en specifik status (pkt. 9 og 11). Jeg noterer, at Donetsk og Lugansk er russisktalende områder (ikke alle indbyggerne er etniske russere, men de er russisktalende), som reagerede på sprogloven, som blev udstedt efter det vestligt støttede statskup i 2014. Ifølge loven skulle ukrainsk være det eneste officielle sprog i landet. Sprogloven var ikke kun diskriminerende over for befolkningen i østområderne, men også for andre minoriteter (rumænere og grækere f.eks.), som i reglen taler deres modersmål og russisk, og i mindre omfang ukrainsk.  

Ifølge FN-dokumentet skulle altså en ny grundlov ikke kun vedtages hurtigst muligt i Ukraine, men også træde i kraft ”ved slutningen af 2015”. Det er ikke sket.

En humanitær tragedie  

I stedet er konflikten, hvis humanitære konsekvenser er rystende, blot blevet ved, med perioder af opblussen fra begge sider. Som noteret i FN’s Resolution var der i 2015 ”halvanden million flygtninge” (https://www.un.org/press/en/2015/sc11785.doc.htm). 

Ni måneder senere – i september-oktober 2015 – vurderede FN’s Flygtningeorganisation (UNHCR), at der ikke kun var halvanden million interne flygtninge i Ukraine, men at der desuden var godt en million (1.111.300) flygtninge uden for Ukraines grænser. De fleste befandt sig i Den Russiske Føderation (858.400) og i Belarus (127.140) (https://reliefweb.int/sites/reliefweb.int/files/resources/UNHCR%20UKRAINE%20Operational%20update%2006OCT15%20FINAL.PDF). Antallet af flygtninge var altså ca. 2.600.000.    

Året efter, i december 2016, var der ifølge Internal Displacement Monitoring Center (IDMC) ca. 1,7 millioner personer, som var officielt registreret i Ukraine som ”interne flygtninge”, hvilket betyder, at det reelle tal var endnu højere. I IDMC-rapporten bemærkes, at den ukrainske regering ophævede (suspenderede eller nægtede) udbetaling af sociale ydelser, inklusive pension, for op til 500.000 af dem, hvilket var en ”overtrædelse” af pkt. 8 i FN’s Resolution 2202 (https://www.internal-displacement.org/sites/default/files/publications/documents/20161219-idmc-ukraine-translating-idps-protection-legislative-action.pdf).    

FN’s Resolution 2202 omtalte også, at 5.000 personer var døde som følge af konflikten i Østukraine. Den 27. januar 2022 offentliggjorde FN tallene for den samlede periode fra den 14. april 2014 til den 31. december 2021: 14.200-14.400 døde (tallet dækker både civile ofre og kombattanter) og 37.000-39.000 sårede (United Nations Human Rights Monitoring Mission in Ukraine: https://ukraine.un.org/sites/default/files/2022-02/Conflict-related%20civilian%20casualties%20as%20of%2031%20December%202021%20%28rev%2027%20January%202022%29%20corr%20EN_0.pdf).

Symbolet på konfliktens grusomhed er ”Englenes Allé” i storbyen Donetsk: Det er børnenes kirkegård. Den er beskrevet på Wikipedia (https://en.wikipedia.org/wiki/Alley_of_Angels). 

En række spørgsmål melder sig: Har mainstream-medierne beskæftiget sig tilstrækkeligt med denne tragedie, som ramte millioner af mennesker? Spørgsmålet er relevant, ikke mindst i lyset af den aktuelle mediedækning af begivenhederne i Ukraine. Endvidere: Har medierne og de vestlige politikere gjort opmærksom på, at Ukraine ikke respekterede den internationale aftale? Hvilke sanktioner har Vesten indført imod Ukraine for at have overtrådt FN’s Resolution?

Måske er det overordnede spørgsmål faktisk dette: Når Ukraine ikke har fulgt FN’s Resolution, hvad har det så gjort i stedet for at løse konflikten? 

Ukraines krigserklæring?

En del af svaret findes i et dokument, som jeg ikke har set omtalt i vestlige mainstream-medier. Dokumentet hedder ”Ukraines præsidents dekret nr. 117 / 2021” og blev underskrevet af Volodimir Zelenskij den 24. marts 2021 (på den ukrainske præsidents officielle side: https://www.president.gov.ua/documents/1172021-37533). 

Indledningen til dekretet (”ukaz”) lyder i min oversættelse: ”Angående Ukraines Nationale Sikkerheds- og Forsvarsråds afgørelse af 11. marts 2021: Om strategien i forbindelse med at ophæve besættelsen af den midlertidigt okkuperede Autonome Republik Krim og byen Sevastopol og deres genintegration [i den ukrainske stat]”. I teksten gentages nøgleudtrykket ”efter befrielsen” (після звільнення).

Eftersom Krim og Sevastopol de facto indgår i Den Russiske Føderation og Sevastopol er den russiske flådes base, er dette dekret det samme som en krigserklæring. Befrielsen forudsætter en militær aktion. I dekretet nævnes, at ”Ukraine forbeholder sig retten til at anvende alle midler til beskyttelse af […] nationale interesser og genoprettelse af sin territoriale integritet”, og at Ukraine vil træffe foranstaltninger til at ”styrke statens forsvarskapacitet og sikre yderligere sociopolitisk og socioøkonomisk udvikling på grundlag af den europæiske og euro-atlantiske integration” (”Strategien”, pkt. 9 og 3).

Dette dokument, som jeg pludselig opdagede for kun et par dage siden, har overrasket mig. Uanset hvilke pro- eller kontra-argumenter man kan komme i tanker om, er dekretets indhold meget alvorligt. Og det giver anledning til et hav af spørgsmål. Er den ukrainske ledelse en løs kanon? Hvis det er tilfældet, burde Ukraines vestlige rådgivere så ikke have trukket i bremsen? Hvad var den egentlige mening med det ukrainske dekret? Ønskede Ukraine at stille Vesten over for et fait accompli og således imod Vestens vilje accelerere statens integration i EU og NATO? Var det Ukraines og Vestens mening at lægge en fælde for russerne, så de kom til at gentage den fejl, Sovjetunionen begik i Afghanistan?

Der er også en anden ting, som giver anledning til forundring: Hvorfor har Rusland ventet så længe med at reagere? Min tolkning lige nu er, at Rusland ventede for at se, om dekretet var et politisk signal til internt brug – i så fald var det ikke nødvendigt at tage det alvorligt – eller om truslen var reel. Det viste sig, at der var realitet bag ordene: Ikke i form af et specifikt angreb på Krim, men ved den intense militarisering af Ukraine – koncentrationen af militærmateriel og tilstedeværelsen af vestlige militærrådgivere. Hvis denne hypotese er korrekt, er det sandsynligt, at Ruslands mål med den såkaldte ”specielle operationen” i Ukraine virkelig er, som ledelsen i Moskva erklærede, afmilitariseringen af Ukraine. Og dette ud fra den jordnære vurdering, at det er farligt at have en fjendtlig militær organisations våben rettet mod sig og endda lige på den anden side af grænsen.

Her vil det være på sin plads at rejse endnu et spørgsmål: Er militariseringen af Ukraine i de seneste år af en sådan art, at det kan forklare Ruslands bekymring over sin sikkerhed?

80 tons ammunition

Svaret finder vi bl.a. i et dokument fra Europa-Parlamentet (B9-0593/2021) registreret den 13. december 2021. Det drejer sig om et ”Forslag til beslutning” fremsat af den irske europarlamentariker Mick Wallace på vegne ”The Left-Gruppen” (https://www.europarl.europa.eu/doceo/document/B-9-2021-0593_DA.pdf). I forslaget understreges bl.a., at ”USA siden 2014 årligt har ydet 600 mio. USD i udviklingsbistand og militær bistand”, at ”Biden-administrationen i 2022 øgede sin militære bistand til Ukraine til 400 mio. USD, herunder 80 tons ammunition og tilstedeværelsen af militært træningspersonel” (pkt. H), at NATO’s budget i Ukraine allerede i 2018 var på ”mere end 2.618.000 EUR” og ”NATO-allierede hvert år afholder fælles militærøvelser med Ukraine” (pkt. I). Det noteres også, at ”Rusland er bekymret over den mulige deployering på ukrainsk territorium af missilsystemer med en flyvetid på 7-10 minutter til Moskva eller 5 minutter i tilfælde af hypersoniske systemer” (pkt. O). I begyndelsen og afslutningen af dokumentet påpeges desuden, at Ukraines militarisering står i modsætning til både ånden og bogstaven i den konfliktløsende FN’s Sikkerhedsråds Resolution 2202. 

Denne artikel er ikke en analyse. Den giver sig ikke ud for at være mere, end den er: en kort præsentation af nogle officielle dokumenter. Det står enhver frit at fortolke dem.

Del artiklen her: