KLIMATOSSERNES LAND

wind-farm

Af Ulrik Høy

Vinderne smiler over hele femøren, taberne hænger med mulen, og Pia Kjærsgaard skal ikke være det mindste ked af, at hun kaldte EU-valgets vindere for “klimatosser”. For det er de jo – tossede med klimaet – og på så overdreven vis, at det kalder på godmodige, folkelige diagnoser.

Så here we are med klimatosser, der søger sammen om laveste fællesnævner, mens man behændigt dribler uden om de alvorlige udfordringer. “Islam hører ikke hjemme i Tyskland”, som den tyske indenrigsminister bemærkede for et års tid siden, og det kan tilføjes, at islam heller ikke hører hjemme i Danmark eller det øvrige Europa. Det fortjente en højere status i valgkampen.

Hvis klimatosserne endelig ville noget med klimaet ud over at drømme om godt vejr og medvind på cykelstierne, så skulle de bruge de mange klimamilliarder på lande som Polen, der godt kunne trænge til en klimatisk håndsrækning.

Hvorfor gør man ikke det? Fordi der ikke er prestige i almindelig hjælpsomhed. Heller ikke i EU. Fordi klimatosseriet er et egoprojekt for de velbjergede, der har hvad de skal have og er udmærket klar over, at minisænkningen af CO2 udledning kun har symbolsk betydning. For et trecifret milliardbeløb kan Nordens dukselande føre sig frem for alverden velvidende, at devisen om ‘grøn omstilling’ kun omfatter dem selv og deres egne, plagede befolkninger, der skal lægge ryg til vansindige skatteudskrivninger.

Arealmæssigt er Danmark jo bare en snottet græstørv målt med kæmperiger som Rusland, Kina og Indien, der har ganske anderledes udfordringer, så det med klimaet er vitterlig den danske form for storhedsvanvid. Se, hvad vi kan! Se, hvad vi gør! Se, hvor mange tossede milliarder, vi spenderer på det tåbelige projekt med grøn omstilling. DET skulle verden tage ved lære af, og det er jo egentlig sært, at hele verden ikke er som hele Danmark.

Gennem det sidste halve århundrede har klimatosseriet været den herskende ideologi, en erstatningsreligion for de selvgode, der har bøffet sig ind i al oplysning, undervisning, politik og adfærd, og det skal udlandet da lige have blik for. Klimatosseriet i Danmark er resultatet af en mageløs indoktrinering, der præger det offentlige liv og trænger sig ind overalt. Et stille vanvid har taget form i de seneste årtier med sundt og usundt på alle hylder og med sværmen af vindmøller som løftede pegefingre i horisonten.

Alle nationer har deres særpræg, og det må da snart være gået op for udlandet, at i Danmark bor de tossede – klimatossede – der søger klimaevangeliet udbredt til alverden. I Danmark trives vi med den idelige moraliseren, hvor der skrues op og ned for truslerne, der er ligeså selvfølgelige som vejrudsigten for Jylland, øerne og Bornholm. Altsammen til dække af de egentlige problemer, først og sidst masseindvandringen fra den muslimske verden – den i særklasse største dumhed i folkestyrets historie.

Man skulle synes, det var nok som selvstændigt tema i valgkampen, men se om det er. Her hersker klimatossernes dagsorden, og lad det være sagt, at klimatosser ikke er onde mennesker. Tværtimod. De er søde og rare og lette at forskrække, hvad enten skrækken nu skyldes en selvdød hummer i Kattegat eller hvalernes flugt over plankeværket nede i Sydatlanten. thi det er altsammen båret af medfølelse, global empati, totaluniversel omsorg for vores allesammens fælles klode, og skulle nogen mene, at det ikke altid har forbindelse med realiteternes verden, så har de nok ret.

På den anden side: kan de ikke klare duften i bageriet, så må de finde et andet sted at inhalere tilværelsen.

Fortsat god valgkamp!