Af Bent Jensen.
USA’s præsident Donald Trump skal være glad for, at han ikke skal vælges af den danske befolkning, for så ville 90 pct. ikke stemme på ham. Hvorfor, vender vi tilbage til.
Trump skal vælges af den amerikanske befolkning, og derfor har han gode chancer for at blive genvalgt, selv om han har 90 pct. af de store medier, 90 pct. af storfinansen, 90 pct. af universitetsprofessorerne og 99 pct. af Hollywoods filmstjerner til at bagtale sig og for storfinansens vedkommende finansiere hans modkandidats valgpropaganda.
Lad os se på de fire år under Trump som USA’s præsident og koncentrere os om 90 procent-segmentets forudsigelser.
1. Kan Trump i det hele taget blive valgt til USA’s præsident? lød det bekymrede spørgsmål i 2016 til TV2s USA-korrespondent Jesper Steinmetz: Nej, det kan han ikke! lød det bastante svar. Det kunne han så alligevel. Amerikanske vælgere vidste ikke, hvad Steinmetz havde sagt.
2. Vil valget af forretningsmanden Trump ikke få USA’s økonomi til at bryde sammen? Jo, helt sikkert svarede nobelpristager i økonomi Paul Krugman! Det gjorde økonomien så alligevel ikke. Den oplevede tværtimod en fænomenal vækst, og Trumps politik skabte millioner af nye arbejdspladser. Krugman bør skamfuldt sende nobelprisen tilbage.
3. Vil den krigeriske Trump ikke starte krige rundt omkring i verden? Jo, det vil han utvivlsomt, sagde eksperterne, og de små børn i Danmark og de barnlige amerikanske studenter brast i gråd efter valget. Trump gik faktisk til valg på at afslutte USA´s endeløse og udsigtsløse krige i Afghanistan, Irak og Syrien.
4. Vil Trumps pro-israelske og anti-iranske politik ikke sætte hele Mellemøsten i brand? Jo, det var ganske vist ifølge præsident Obamas udenrigsminister John Kerry. Det ville ske, hvis USA’s ambassade blev flyttet til Israels hovedstad Jerusalem – sådan som USA´s Kongres har besluttet hvert år siden 1994. Og sanktioner mod præstestyret i Teheran ville få samme følger. Men i stedet har Trumps politik betydet et fredeligere Mellemøsten med flere og flere arabiske staters anerkendelse af Israel.
5. Er Trump ikke racist, som Trump-haderne hævder? Jo, helt bestemt. Det siger journalisterne på CNN og ledende politikere fra Det demokratiske Parti jo. Trump er både anti-semit og anti-sort og anti-latino og hvid ”supremacist” og fascist. Men Trump har faktisk en jødisk svigersøn og jødiske børnebørn. Flere og flere sorte, der tænker selv, støtter ham.
6. Lyver Trump ikke? Jo da, nærmest hele tiden! En amerikansk journalist har optalt 2.000 løgne – eller var det 20.000? Andre amerikanske politikere lyver derimod aldrig, så enkelt er det, ikke sandt? Og medierne lyver heller aldrig – det siger de selv. Og det er i hvert fald løgn.
7. Men er Trump ikke i lommen på Putin, fordi Kreml har belastende oplysninger om Trump? Jo, det fremgår jo af det såkaldte ”Russiske Dossier”, der bygger på russiske kilder, og som bringer mange afsløringer om Trumps forbindelser til Rusland. Trump blev jo også kun valgt, fordi Putin manipulerede valget i USA. Det samme siger de amerikanske efterretningstjenester, danske medier, eksperter og politikere, så det må jo være sandt, ikke?
Hvorfor er Trump ikke blevet afsat, når han er landsforræder?
Men hvorfor er Trump så ikke blevet afsat, når han er landsforræder? Nancy Pelosis demokratiske parti har med alle midler forsøgt at få ham afsat. En særlig kommission under ledelse af en tidligere FBI-direktør med ubegrænset budget fandt intet, og Pelosis iværksættelse af en rigsretssag faldt til gulvet. Mærkeligt, ikke?
8. Har Trump ikke ødelagt USA’s forhold til Kina, Mexico, NATO og Europa? Jo, naturligvis – det ved vi jo alle fra medierne! Trump holdt sit løfte og genforhandlede urimelige handelsaftaler med Kina og Mexico samt fået de europæiske NATO-lande til at betale en mere rimelig andel af udgifterne til det fælles forsvar.
9. Vil Trump ikke nægte at anerkende et valgresultat, som giver Biden flertal? Det ved ingen. Det vi ved er, at Bidens parti har brugt fire år på at få valget af Trump omgjort. Vi ved også, at Pelosi har opfordret Biden til under ingen omstændigheder at anerkende et genvalg af Trump. Og vi ved, at hendes parti truer med omfattende ”modstand” i form af gadekampe, plyndringer og nedbrændinger af bycentre, hvis befolkningen er så fræk at genvælge Trump.
10. Hvorfor er den danske befolkning blevet stopfodret med alle disse tåbeligheder og løgne af danske medier gennem fire år? Fordi medierne er overfladiske, fordi danske journalister er venstreorienterede og uvidende, fordi de kritikløst efterplaprer USA´s venstreorienterede medier, der hader Trump, fordi han med rette foragter dem. Og det er ikke løgn! Et stort flertal af amerikanere mener, at medierne lyver, og at journalisterne ved, at de lyver.
Og det er heller ikke løgn!