KAJ HOLGER

Krøniken
Del artiklen her:

Af Marianne Wagner, sognepræst i Nørre Alslev og Nørre Kirkeby.

Siden Mette Frederiksen præsenterede sine ministre, som lignede noget, der var trådt direkte ud af Krøniken – De ved, serien om de varme og ærlige socialister og den kolde, kapitalistiske Kaj Holger – har jeg følt, at jeg har deltaget i en iscenesat virkelighed.

Den følelse er blevet særdeles nærværende under coronakrisen, hvor Mette Frederiksen både har skrevet drejebogen og spillet hovedrollen. Jeg begynder i disse dage at forstå, hvorfor nogle hader 1950erne, for det har været en omklamrende affære med det påståede folkelige fællesskab, hvor Dronningen blev trukket frem og støvet af, selv om hun har været fuldstændig fraværende under andre kriser som eksempelvis terroranslag og migranter, der indtager landets motorveje. Det har også været et rystende indblik i et folkestyre, der har vist sig ganske skrøbeligt.

For vi har i flere måneder hørt, at ”ethvert dødsfald er en tragedie”, at smitten ved den mindste uforsigtighed kan ”eksplodere”, at ”vi asfalterer, mens vi kører” og ”står på ubetrådt land”.

Det er sandt, at vi står på ubetrådt land, men det er politisk og ikke epidemisk, fordi regeringen har valgt at centralisere bekæmpelsen af COVID-19; epidemiloven foreskriver, at bekæmpelse af epidemier foregår decentralt i regionale epidemikommissioner, der på forhånd er udpeget og bemandet af fagfolk fra forskellige styrelser og værn.
   Epidemiloven koncentrerer sig om de smittede, ikke om de raske, men den blev overhalet af regeringens hastelove, som et redebon Folketing vedtog, sikkert fordi man fornemmede folkestemningen, som længtes efter alvor i tilværelsen og råbte på stærkt lederskab. Det fik folket så; der er blevet kommunikeret klart og stærkt i statsministerens vanlige stil, der muliggør sætninger uden udsagnsled.

Hvad nu, hvis ledelsen fordrejer sandheden? 
Men hvad nu, hvis ledelsen fordrejer sandheden? Jeg troede, at nedlukningen handlede om at udbedre sygehusenes kapacitet. For statsministeren lader den til at handle om, at ingen må dø af corona, og derfor skal vores omgangsformer ændres ”for altid”, som hun på et tidspunkt spåede.

Jeg  ved af erfaring, både personligt og fra mit arbejde, at de fleste dødsfald kommer i naturens orden, med og uden corona. Jeg ved også, at nogle dødsfald er tragiske. Ingen af dem, jeg i tidens løb har begravet, har fået statsministerens opmærksomhed. Hvad skulle den dramatiske retorik til, hvis ikke den skal manipulere os – raske som syge – ved at indgyde frygt?

Genåbningen af landet foregår tydeligvis vilkårligt og uden nogen form for tillid til, at danskerne kan håndtere situationen. Forsamlingsforbuddet, som vist ikke er i pagt med grundloven, har vækket folks indre overvågningsagent og forvandlet politiet til Kling og Klang. Der angives flittigt, fortolkes i øst og vest og deles bøder ud til unge mennesker, der træner karate og spiller kongespil, medens man beklageligvis ikke kan nå frem til et bønnemøde i Gellerup.

Handler statsministerens håndtering i virkeligheden om magt?
Handler statsministerens håndtering af krisen i virkeligheden om magt og om ikke at tabe ansigt, fordi der kunne være truffet et andet politisk valg? Den tanke fik jeg, da hun for i harnisk, fordi en journalist dristede sig til at spørge, om hun måske havde overreageret, da hun lukkede landet ned.
   Mette Frederiksen mente, det var heldigt for Danmark, at hun var statsminister, og at det ikke var den næsvise journalist. Mette Frederiksen er master i afrikastudier, og om det giver hende en særlig indsigt, skal jeg ikke kunne sige. Men skulle Kaj Holger dukke op på stemmesedlen til næste valg, så stemmer jeg på ham.

(Indlægget har – uden mellemrubrikker – været bragt i Weekendavisen d. 20. maj 2020)

Del artiklen her: