KÆRE MOR DANMARK

Danmark

Af Peter Qvistgaard.

Jeg skriver til dig, fordi jeg er en af dine børn. En af de mange, som du fødte til et liv med tryghed, frihed, retfærdighed og rigdom – og tillige lærte os, at humanisme og rigdom burde deles med hele verden.

Og vi børn lyttede til dig – og lærte af dig. Så meget, at dit lille Rige på få år blev kendt som et af verdens mest humane, civiliserede og generøse samfund. Ja, faktisk ligger vi i dag som ét af de lande, der giver det største bidrag til fremmede langt fra vort land – i forhold til vort lille indbyggerantal.

Rygtet om din menneskekærlighed blev hurtigt spredt
Rygtet om din menneskekærlighed blev hurtigt spredt verden over. Især at din kærlighed var ledsaget af mammon – på nudansk: penge. Så tusindvis af “flygtningebørn” drog til dit Rige. Trods en vis skepsis accepterede vi børn din vision om også at hjælpe disse “stakler”. For du havde jo lært os om omsorg og barmhjertelighed.

Efterhånden som årene gik, opdagede nogle af os dine børn, at mange af disse såkaldte “flygtninge” ikke var taknemmelige for din hjælp med at bringe dem i både en tryghed og i en fremtid betalt af os almindelige danskere. Men endnu værre, vi opdagede også, at nogle af dine børn – visse af mine danske søskende – pludselig blev flove over dig, Mor Danmark. Så meget, at de endda granskede din tusindårige “flove” fortid.

Deres flovhed forstår jeg ikke
Deres flovhed forstår jeg ikke. Hvorfor lige dig, kære Mor? Du, som i din ungdom samlede Norden til ét Rige. Du, som gjorde Danmark til et stort rige. Og du, der for 400 år siden valgte at accepterede, at præsternes brægen på latinsk, nu skulle være på dansk, således at alle danske borgere selv kunne bedømme disse præsters ævl.

Du, der i 16-tallet reddede Danmark for svensk overtagelse, og du, som i 18-tallet reddede Danmark for engelsk overtagelse, og du, der som et “usynligt” væsen reddede Danmark for tysk overherredømme. Og du, som fra begyndelsen af 1960-erne fik opbygget et samfund, hvor endnu flere fik chancen til at udleve deres egen frie fremtid.

Du, som i århundreder prøvede at skabe verdens mest trygge, og ligesindede samfund bliver i dag udskammet af både mange af dine børn, og de fremmede, du prøvede at hjælpe. Men ak, de forstår ikke, at du til alle tider har ageret i den samtid, du var i. Somme tider var du i en tid, hvor erobring af nye områder var livsvigtigt for at kunne beholde vort land, andre gange var du i tider, hvor diplomati var nødvendigt for at beskytte vort land, og andre gange var du i tider, hvor forsvar var nøglen til at beskytte vort Danmark. Præcist, som alle andre stammer og lande gjorde dengang.

Og det hylder vi dig for.

Denne hyldest og gunst skylder vi dig
Denne hyldest og gunst skylder vi dig, Mor Danmark, og vi undskylder, at visse af vore danske søskende, og især mange af de fremmede (altså de, der endda i dag praktiserer præcis de samme mekanismer, som du brugte for 800 siden), nu hader dig. Det har du ikke fortjent.

For du har til alle tider gjort det, som du mente var rigtigt – i den samtid og i de tider du levede i. Og uagtet, om nogle af dine danske børn eller dine fremmede “børn” nu afbrænder bøger eller knuser statuer om dit minde, skal du vide:

– at du stadig har børn, der elsker dig og din kamp for et af de få civiliserede samfund, der endnu er tilbage her på jorden. Og at vi – dine rigtige børn – udskammer de ignoranter, der ikke fatter, at en søn eller datter ikke bør drages til ansvar for deres fars eller forfædres eventuelle fortrædeligheder.

Det hedder humanisme og nutidigt realisme, og derfor elsker vi dig, Mor Danmark, der forstår at agere i nutidens tid – altså lige nu – baseret på datidens erfaring – i modsætning til nogle af dine naive børn, der tror, at en knust fortid er fremtidens løsning. Ak, ja, de aner ikke, at når man hakker sine rødder over, er det intet, der kan gro.

Uanset hvad, kære Mor Danmark, har du ikke fortjent had fra dine egne børn, og ej heller fra de fremmede børn, du hjalp hertil. Men hvis det kan trøste dig, er alle disse unge mennesker naive, hadefulde og historieløse bistandsklienter, der elsker dine penge, men ikke dig, Mor Danmark. Og i øvrigt forstår disse fjolser ikke, at netop datidens statuer og bøger også kan signalere tanker til os i nutiden om ikke at gentage fortidens overgreb og fejltagelser – set i et nutidigt aspekt. Med andre ord: Fjolserne forstår ikke, at vi i Europa har lært af fortidens fejltagelser – i modsætning til dem selv.

Men qua din humanisme, kære Mor Danmark, har især de fremmede her i dit land lov til at svine dig til – samt kræve samme politiske og “religiøse” tilstande som i de lande, de flygtede fra. Det forstår du ikke, og det forstår jeg heller ikke.

Den behandling har du ikke fortjent
Den behandling fra især dine fremmede børn har du absolut IKKE fortjent. Og Gud Nåde at trøste den fremmede, der vil docere (belære) dig om kultur og racisme, så skal jeg nok fortælle vedkommende om hans egen kultur og racisme, kære Moder Danmark.

Peter Q – din trofaste søn.