[NewSpeek har fået en dansk oversættelse tilsendt af en følger. Den franske kilde står efter teksten, og NewSpeek har indsat mellemrubrikker for at lette læsningen på skærmen].
Af Jacques Guillemain.
Forfatteren skammer sig over Frankrigs associering med dette anti-russiske og uretfærdige korstog. Vi fører krig mod kristne, mod et folk, som er førende inden for videnskabelig forskning, et folk med en enestående kulturel rigdom. Hvordan kan vi give efter for dette kollektive hysteri, som er orkestreret af Washington, der ønsker at bevare sit globale hegemoni?
Med ubegrænsede sanktioner, ydmygende fornærmelser og med en uretfærdig bandlysning af et helt folk (som han føler sig forbundet med) føler jeg, at vi sår et varigt had til Vesten i hjertet af Rusland, som vil få alvorlige konsekvenser i fremtiden. Dette vil ende galt.
Europæerne har valgt det suicidale Amerika
Hvis vi havde bundet Rusland til Europa i 1990, ville vores kontinent i dag være den førende magt på planeten med deres gigantiske ressourcer på råvarer og deres videnskab. Men europæerne har valgt det suicidale Amerika, som ikke har andre ambitioner end at svække alt, hvad der måtte true deres imperialisme.
Frankrig (Europa) har alt at tabe ved at engagere sig i denne krig, som på ingen måde vedkommer os. Det bliver nødvendigt at forlade Nato, som er blevet en offensiv anti-russisk alliance fjernt fra sit oprindelige koncept for et forsvar af Europa.
Trods alle Washingtons aggressive, politiske fiaskoer siden den kolde krig har Macron ikke haft den fornødne forstand til at kunne sige “nej” til amerikanerne, sådan som Chirac gjorde for 20 år siden ved at afvise at engagere sig i den fjollede krig i Irak, som bragte Mellemøsten i kaos og fremavlede Islamisk Stat, denne monstrøse model af barbarer, som man havde troet var forsvundet for altid.
Jovist drejer det sig om en amerikansk krig, som stiger i intensitet dag for dag. For Biden drejer det sig ikke længere om at forsvare Ukraine, men at bekæmpe Rusland én gang for alle ved at føre en krig ved mellemmand på ryggen af ukrainerne. Den optrapning, som de fører med Europa, er enormt farlig.
Men hvem kan et eneste sekund tro på, at Putin vil give op og acceptere et knusende nederlag, mens han forsvarer sit lands og sit folks sikkerhed? Hvem kan tro, at verdens næststørste militærmagt vil bøje sig for de økonomiske sanktioner og Vestens militærhjælp, som bevidstløst bliver leveret til Kiev?
Putin er ikke skør
Putin er ikke skør, som han bliver portrætteret. Når han har kastet sig ud i denne krig er det ikke for at opsluge Ukraine og derefter fortære Europa, sådan som den hysteriske Zelensky – denne klovn – vil have os til at tro, og som skal tilkalde hele verden for at redde Ukraine, om det så skal udløse en atomkrig. Ingen burde have lyttet til denne visionær, som drømmer om at føre os ind i en total krig.
Nu har Putin i tyve år anmodet om sikkerhedsgarantier for Rusland og Europa. Som svar har Nato åbnet sine døre for 14 lande fra ex-USSR.
I 1999 angreb Nato Serbien, en allieret til Moskva, under falsk påskud om folkemord i Kosovo.
I 2008 delte Nato Serbien, idet de gav uafhængighed til Kosovo i modstrid med international lov. For Washington gælder kun den stærkestes ret.
I 2014 støttede Vesten revolutionen i Maïdan med henblik på at vælte den pro-russiske regering i Kiev.
Frankrig og Tyskland, som er medunderskrivere af Minsk aftalen fra 2015 med Kiev og Moskva, har aldrig løftet en finger for at få ukrainerne til at respektere den, som skulle give de pro-russiske regioner i Donbass selvstændighed.
Tværtimod har den anti-russiske regering i Kiev bombarderet og maltrakteret Donbass med 13.000 døde i løbet af de otte års konflikt mellem landsmænd.
Ved at love Ukraine optagelse i EU og Nato opnåede Vesten kun at irritere Rusland.
Men pas lige på, for ved at ydmyge og fornedre Rusland ved at bandlyse det blandt andre lande og pålægge det økonomiske sanktioner, formene deres sportsfolk og kunstnere adgang til arrangementer, som er lige så uretfærdige som stupide, får det kun det russiske folk til at vende sig imod Vesten og overbevise Putin om, at vi er deres dødelige fjender.
Putin bliver ikke træt
Putin bliver ikke træt, og hans folk støtter ham hele vejen igennem, for han føler sig hadet af dette aggressive Vesten.
Vi må ud af dette skred mod den totale krig, som Biden vil trække os ind i, og som kun forsvarer hans økonomiske og strategiske interesser. Han er totalt ligeglad med en opdeling af Ukraine, han er ligeglad med Europas økonomiske sammenbrud pga. energi- og finanskrisen. Som altid er det “Amerika først”.
At gøre Putin til en galning og en slagter, en blodtørstig diktator, som massakrerer det ukrainske folk, og åbenlyst ønske at fjerne ham er en kriminel løgn for at opretholde hadet mod Rusland.
Washington glemmer, at den aggressive politik har kostet hundrede millioner mennesker livet begravet under tæppebombninger siden 1990.
USA’s tørst efter magt fører os mod den totale krig.
Der vil før eller siden blive taktiske atomangreb, hvis Putin skønner, at Ruslands vitale interesser er truet. Der kan også blive tale om målrettede angreb på de mest aggressive europæiske lande, som forsyner Ukraine med våben og prædiker for en uophørlig optrapning. De hypersoniske missiler er lavet med henblik på at skulle bruges.
Den langvarige fred i Europa kræver et stop for udvidelsen af Nato og finlandiseringen af Ukraine og ved at udelukke enhver integration i Nato eller EU.
Biden vil ødelægge Rusland økonomisk
Men ak, det er ikke Bidens vision, for han vil ødelægge Rusland økonomisk. Han glemmer bare, at Rusland ejer 20% af jordens mineralrigdomme, og at landets befolkning i historiens løb har vist, at det aldrig kapitulerer.
Hvad der kan siges med sikkerhed, er, at Putin ikke trækker sig tilbage under nogen som helst trussel, da han har de militære midler.
Det som kan få Biden til at trække sig tilbage, er en opdeling af europæerne, som er blevet trukket ind i en risikabel optrapning, som de vil blive de første til at tabe.
Valget af våben vil hjælpe til at se mere klart.
I modsætning til den odiøse pro-ukrainske propaganda ophører den russiske hær ikke at rykke frem, langsomt men sikkert, hvorimod den ukrainske hær ikke ophører med at svækkes både hvad angår materiel og mandskab.
Overgivelsen af tropperne i Azovstal burde være særdeles oplysende for Vestens engagement i konflikten. Hvor mange lejesoldater er der? På hvilken mission? For hvilket projekt?
Kievs forskellige forsøg på at redde de ukrainske eller udenlandske ledere, som er spærret inde i denne fabrik – en selvmordsmission – som alle er endt i en katastrofe, kunne tyde på, at kældrene i Azovstal gemmer på eksplosive informationer for den vestlige lejr.
Hvad skal man gøre for at få europæernes anti-russiske overbevisning til at vakle?
Jacques Guillemain
Kilde: