INGER STØJBERGS CATCH 22

Inger-Støjberg
(Foto: Inger Støjberg (V) (venstre.dk))

Af Thomas Hightower.

Jeg vil hævde, at Venstres næstformand Inger Støjberg er udsat for en Catch 22 (1). Udtrykket Catch 22 – uden bindestreg- er et kendt begreb i USA, som består i at udvise sunde fornuft på usunde steder. ”Being Sane in Insane Places” fra 1973 kaldes også Rosenhan-eksperimentet. Det var et amerikansk projekt, hvor bl.a. otte raske mennesker skulle erklære, at de ”hørte” stemmer for at kunne indlægges på psykiatriske afdelinger på 12 forskellige hospitaler, samt et projekt, hvor personalet vidste, at mindst et rask menneske ville prøve at blive indlagt.

Min påstand er, at Støjberg handlede med sund fornuft på et usundt sted, da hun var udlændinge- og integrationsminister. Hun befandt sig i en ”krigszone”, hvor internationale konventioner tilsidesætter dansk lov og ret, samtidig med at hun skal bedyre over for befolkningen, at retssikkerheden og forvaltningspraksis holdes til punkt og prikke.

Hvordan kunne hun gøre det, når Sharialoven giver muslimske mænd lov til at gifte sig med mindreårige? Den 51-årige Muhamed giftede sig med sin brors 6-årige Aisha for 1400 år siden, og som følge heraf er ægteskab med børn for muslimer tilladt (2).

I Danmark er det ulovligt at have samleje eller andre former for sex med en person, der er under 15 år. Det håndhæves uden slinger. Eksempelvis blev en 19-årig dansk mand straffet for sex med sin pigekæreste. De var kærester i en måned, mens hun var 14 år, og havde samleje to-tre gange før, hun fyldte 15 år (3).

Som lægmand har jeg svært ved at forstå, hvorfor Inger Støjberg skulle have gjort noget ulovligt ved at give en ”instruks” i form af en pressemeddelelse om at adskille barnebrude fra deres muslimske mænd på danske asylcentre. Egentlig skulle man tro, at i Danmark gælder dansk lov, men ombudsmanden konkluderede i foråret 2017, at instruksen var ulovlig. Den var i strid med både dansk ret og forvaltning og internationale konventioner som FN’s børnekonvention.

Ved gennemlæsning af FN’s Børnekonvention står der ikke noget om kriminel lavalder (4). Tværtimod, fordi i artikel 30 står der: ”I stater, hvor der er etniske, religiøse eller sproglige mindretal eller personer tilhørende urbefolkninger, skal et barn, der tilhører et sådant mindretal eller en sådan urbefolkning, ikke nægtes retten til i fællesskab med andre medlemmer af sin gruppe, at udøve sin egen kultur, at bekende sig til og udøve sin egen religion eller bruge sit eget sprog.”

Videre står der i Generelle bemærkninger til Børnekonventionen (2013) punkt 14 om barnets bedste, (5) at:

”Børnekomitéen fremlægger her en ramme for at vurdere barnets bedste og minder om, at staten er forpligtet til at sikre, at barnets bedste vurderes i relation til lovgivning, politikker, budgetlægning, i konkret sagsbehandling og i retssystemet.”

Det må da betyde, at ’barnets bedste’ vurderes i relation til den lov, i hvis land de søger asyl? Og i dette tilfælde altså dansk lov.

I Børnekonventionens tillægsprotokoller har jeg ikke fundet en paragraf om et barns alder for at indgå i ægteskabelige forpligtelser (6).

I fire år er Inger Støjberg blevet trukket rundt i samråds-manegen af især de radikale og de socialistiske partier, og altså fordi hun ville slå et slag for børnenes bedste. Nu har Instrukskommissionen taget over og påpeget det ulovlige i, at Støjberg ikke gav plads for individuelle hensyn i vurderinger af asylægtepar, hvor pigen var under den kriminelle lavalder (7).

Manglen på den individuelle vurdering har hele tiden været anstødsstenen for Støjbergs instruks og må stamme fra praksis i forvaltningsloven. For mig ligner det et ”figenblad”, der skal skjule sammenstødet mellem Sharia-loven og dansk lov og ret. Det himmelråbende vanvid skjules i den individuelle vurdering og tilsløres eller skjules i sagsbehandlernes fortrolige mapper.

Når en dansk statsborger bliver grebet i seksuelt samkvem med en mindreårig, vil vedkommende omgående blive tiltalt og straffet for pædofili. Sådan noget grimt må ikke ske for de stakler, som følger Sharialoven. Asylparret bliver i stedet for stilfærdigt tildelt fast ophold i Danmark og sat på vedvarende, offentlig forsørgelse.

Med andre ord: Instrukskommissionen er også blevet anbragt i et Catch 22 paradoks.

  1. Mike Nichols’ film Catch-22 fra 1970 har efterhånden fået kultstatus. Den er baseret på en roman af samme navn fra 1961 af den amerikanske forfatter Joseph Heller. Handlingen udspiller sig under 2. verdenskrig i Italien, hvor man følger en amerikansk bombeeskadrille. Catch-22 eksemplet i romanen er en bombeflyver, der søger om at blive fritaget fra flere farlige togter. Den eneste måde at blive suspenderet er at blive diagnosticeret som sindssyg hos eskadrillens læge. Ved at spille sindssyg på et vanvittigt sted demonstrerer bombeflyveren, at han er ved sine fulde fem og altså tjenestedygtig og uden ret til orlov.
  2. Bill Warner: ”Sharialov for ikke-muslimer”, s. 30. Center for Studie af Politisk Islam af Bill Warner.
  3. https://www.sexlinien.dk/emneside-rettigheder-og-overgreb/seksuel-lavalder
  4. https://www.boerneraadet.dk/boernekonventionen
  5. https://www.boerneraadet.dk/boernekonventionen/generelle-bemaerkninger-til-boernekonventionen
  6. https://www.boerneraadet.dk/media/29191/protokol_salg_boern.pdf
  7. https://www.altinget.dk/artikel/dag-for-dag-her-er-det-vigtigste-fra-instrukskommissionens-afhoeringer?SNSubscribed=true&ref=newsletter&refid=altinget-dk-weekend-9-30-21&utm_campaign=altingetdk%20Altinget.dk&utm_medium%09=e-mail&utm_source=nyhedsbrev