Af Lone Nørgaard.
Censuren breder sig på Facebook, der bliver stadig mere politisk korrekt. Trykkefrihedsselselskabet oplevede i forbindelse med udleveringen af årets ytringsfrihedspris, den såkaldte Sappho-pris, at prismodtagerens navn ikke kunne nævnes – før selskabets Facebook-side blev slettet.
Da NewSpeek deler alle artikler på Facebook, kan jeg heller ikke nævne hans navn her – da bare omtalen af den unævnelige kan udløse en deaktivering. Den mest oplagte løsning ville være at give Facebook fingeren – problemet er bare, at ingen af de andre sociale platforme har den samme rækkevidde.
Vi må så prøve at omgå censuren på forskellig vis. Bl.a. ved at promovere Lars Andersens videoer, hvor den seneste bærer overskriften:
”Min facebook konto er blevet slettet efter jeg kaldte kulturministeren “retardo”. Tilfælde?”
Linket til videoen kommer her – og Lars Andersens præsentation lyder:
”Min facebookprofil blev i går deaktiveret uden nogen konkret forklaring. Sletningen kommer kort tid efter, at jeg kaldte kulturminister Joy Mogensen for “retardo” i en video. Måske det er et tilfælde – men uden nogen forklaring fra Facebook er det ikke en forklaring, der kan udelukkes.”
Censuren griber om sig, men der er ikke andet at gøre end at give modstand, så længe vi kan. A la Lars Andersen. Det ville bare være godt, hvis lidt flere aktiverede sig og med fare for at miste både familiemedlemmer og venner kastede sig ind i kampen.