HVAD KOMMER EFTER DEMOKRATIET?

Christiansborg-Hest

Af Lars Hedegaard.

“Tror du, at demokratiet vil bestå?” spurgte en ven for nyligt.

”Nej”, svarede jeg. ”Det vil vise sig at være en episode i menneskets historie, som for Danmarks vedkommende varede fra 1849 til engang i 1970’erne, og som nu er under endelig afvikling.”

Hvis nogen skulle tvivle på denne beskrivelse, gør de klogt i at bemærke danskernes reaktion på de restriktioner og indskrænkninger i bevægelsesfriheden, som en almægtig statsminister har dekreteret i forbindelse med corona-krisen. Lydigt og underdanigt har alle bøjet sig for den klogskab, som en snæver magtelite påstås at være i besiddelse af. I flere uger har landsmoderen, Mette Frederiksen, dagligt fortalt, hvordan vi skal opføre os, og i flere uger har ingen stillet spørgsmål til det nye politiske system, som hermed i praksis er indført.

Der er ikke vedtaget nogen grundlovsændring, Frederiksen-staten er bare kommet.

Da undtagelsestilstanden nu er afprøvet og tydeligvis accepteret af den brede befolkning, må vi antage, at fristelsen er stor til, at den bliver påberåbt i andre situationer.

Mest nærliggende er den påståede klimakrise, som den politiske elite og dens medier har promoveret i snart mange år. En håndfuld iagttagere tvivler ganske vist på CO2-snakken, men de kommer ikke til orde, og de videnskabelige data, som de bygger deres indvendinger på, er bandlyst i de officielle, statsstøttede medier. De har næsten heller ingen fortalere i Folketinget.

Regeringen er allerede begyndt på en detailregulering af danskernes adfærd med henblik på at afvende den visse død, som politikerne og deres eksperter forudser. Og hvem vover at modsætte sig totalitære indgreb i den personlige frihed, når de dag ud og dag ind får at vide, at Jorden går under om få årtier, hvis de ikke adlyder?

Vi må også regne med, at der snart vil blive grebet hårdt ind mod islamkritikere, dvs. folk, der ikke vil indse storheden i befolkningsudskiftningen og afståelsen af stadigt flere områder, der bliver udlagt som sharia-zoner. Formentlig vil dele af befolkningen på et tidspunkt sætte sig til modværge, hvilket vil medføre, at statens magtmidler vil blive brugt mod dem.

Det er blot eksempler. Der er rigeligt med stof til et diktatur, og statsapparatets magtbrynde er ubegrænset. Der findes få eksempler på, at magthavere frivilligt har afstået beføjelser, som de én gang har skaffet sig.

Officielt vil der stadig være demokrati, frie valg, ytringsfrihed og retsstat, og grundloven vil ikke blive ændret. Men det vil alt sammen dække over en virkelighed, der ikke har meget med demokrati eller frihed at gøre.

Sandsynligvis vil man nok lave lidt om på navnet. I stedet for ”demokrati” vil man begynde at tale om et bedre system, som man kunne kalde ”klimademokratiet”, ”det bæredygtige demokrati”, ”mangfoldighedsdemokratiet” eller lignende, og som ingen vil turde protestere mod, fordi det vil medføre en de facto udelukkelse af samfundet og dermed en pariastatus. Vi ser det allerede, når folk bliver hængt ud for ”tonen i debatten”, ”fremmedhad”, ”racisme”, ”klimabenægtelse” og andet forkasteligt.

For politikerne er det en ideel situation. De har allerede afstået størstedelen af deres kompetence og dermed ansvar til EU, og hvis de kan slippe for resten med henvisning til en højere visdom, der gemmer sig i den dybe stat, kan de sove roligt og nøjes med at glæde sig over den gode løn og pension.

Demokratiet i klassisk forstand kræver en årvågen befolkning, og når folket slapper af og retter sig efter ”videnskaben”, ”juraen”, ”internationale forpligtelser” og den slags, går det tabt.

Vi er på vej.

(Kommentaren har tidligere været bragt her