Af Bitten-Kirsti Nielsen.
Efter to måneders hysterisk misinformation og propaganda-delirium i dansk presse må det være tid at se nærmere på, hvad russerne har at sige om denne krise. For her i Europa er der kun én udlægning og en presse, hvor alle siger det samme. Sandsynligvis ikke mange har tid og energi til at støve rundt på nettet for at få et mere nuanceret billede af denne krig?
Men hvilken udlægning skal vi vælge af denne krig?
1) Russerne søger at ekspandere og skabe et nyt Zar-imperium eller USSR, og USA er med Nato trådt til for at yde humanitær hjælp.
2) Russerne ønsker at skabe fred i Donbass, som de siger, efter otte års ukrainske angreb på denne region hovedsageligt beboet af russere med ønske om selvstændighed i det omfang, at det russiske sprog bliver det officielle sprog i regionen. Ud fra den udlægning drejer det sig om en årelang borgerkrig, og russerne er trådt til for at hjælpe deres russiske brødre i Donbass.
3) Krigen er en geopolitisk krig.
Jeg tillader mig at finde udlægningerne 2 og 3 mest sandsynlige, og ikke mindst punkt 3 fra det tidspunkt, da USA med Nato begyndte at blande sig.
Hvis dette var en humanitær indsats – hvorfor greb Nato ikke ind før?
Hvis dette var en humanitær indsats fra deres side, som vi bliver det fortalt igen og igen, kan man jo undre sig over, hvorfor Nato så ikke greb ind længe før – da Donbass i otte år var under daglige angreb fra det vestlige Ukraine. Og man kan undre sig over de 13 amerikanske biokemiske våbenlaboratorier.
Når Biden stiller sig op og slår sig på brystet, mens han melder, at han vil kæmpe til det sidste, bliver spørgsmålet: Hvad vil han kæmpe for? Kunne det være for at svække Rusland og sikre USA førstepladsen som verdens førende magt?
Konflikten blev tilsyneladende først interessant for USA i spidsen for Nato, da Rusland greb ind i borgerkrigen, for det gav anledning til en konfrontation mellem to stormagter på udebane – ved stedfortræder selvfølgelig. Så geopolitik var det, og geopolitik er det.
Hvad skal Europa i konflikten?
Jamen hvad skal Europa i den konflikt? Hvad bestiller Nato-styrker nu igen uden for Nato-landenes områder? Og hvorfor følger vi til enhver tid så ukritisk amerikansk politik?
Forleden læste jeg en artikel i Donbass insider – tror jeg det var – der gav en analyse af “Atlantismen” eller “en permanent uovervejet strategi”, som de kaldte det.
Hvorfor afviser vi at stille spørgsmål ved relationen til USA, men slår hælene sammen ved enhver anvisning, der kommer fra den kant? Også hvem vi må kritisere.
Men det er selvsagt umuligt at vurdere en konflikt, hvis det på forhånd er bestemt, at den ene part ikke kan kritiseres. Så hvad er formålet? At svække Rusland?
Jeg læste for et stykke tid siden en interessant analyse af Europas forhold til USA med den stærke binding, der var opstået. Helt sikkert kan det forklares med USA’s indtræden i de to verdenskrige som Europas befriere og den økonomisk drivkraft, de blev for den efterfølgende vækst i Europa. Europæerne var også begejstrede for den ny livsstil og kultur med alt det, vi kender, og siden blev de vogterne af den “frie verden” med Nato tilkoblet fra 1991. Derefter kunne ingen bebrejde amerikanerne noget.
Efter murens fald stod USA alene tilbage som supermagt
Efter murens fald stod USA alene tilbage som supermagt politisk og militært. Der begyndte langsomt at opstå en tilbagelænethed i Europa, som jeg husker det, men også enfoldighed. Ikke mindst i de intellektuelle miljøer, der gav plads til ensretning og et begyndende medietyranni. Det blev også i orden at sende Nato ind i andre lande for at bekrige dem og fjerne deres ledere. Så Nato var fra at være en forsvarsalliance nu blevet til en angrebspagt. Blandt andet i det system var Europa fastlåst, og EU’s jerngreb var også blevet mærkbart.
Lissabon-traktaten
I Lissabon traktaten bestemmes det endda, at Nato er fundamentet i de europæiske landes forsvar og grundlaget for en fælles sikkerheds- og udenrigspolitik. Vi stemte ikke om denne vanvittige traktat, der stjal næsten resten af Danmarks suverænitet. Vi slugte det hele råt.
I forbindelse med Nato er det vigtigt at huske løftet til Gorbetchev i 1991 om ikke at udvide Nato mod Øst. Dette løfte blev som bekendt ikke holdt, uanset den ordlyd man vælger at bortforklare med.
Visse spørgsmål står tilbage:
Hvorfor har pressen kun talt om de russiske tropper, der dræber og ikke de ukrainske tropper, som gør det samme? Og hvorfor gav pressen det indtryk i månedsvis, at der var tale om en russisk ekspansion?
Hvorfor har der været angreb på Donbass siden 2014 i modstrid med Minsk-aftalerne?
Hvad skulle de 30 amerikanske bakteriologiske militær-laboratorier oprettet i 2014 tjene til? Et etablissement bekræftet af amerikanske Victoria Nuland fra det amerikanske udenrigsministerium?
Hvorfor var der en base, Yavoriv, som blev installeret i 1991 inden for rammerne af amerikansk-ukrainsk “Partnership for Peace”, som trænede udenlandske soldater, og som havde antiluftskyts og andre våben?
Blev denne borgerkrig taget som gidsel i et større geopolitisk sigte? Og har USA et særligt formål med at gå ind i denne konflikt? Var denne konflikt planlagt længe før den brød ud?
***
Kort over Natos tilstedeværelse
Kilder: