Af Christian Munch
Der kan være grund til at ønske tillykke med brexit og at kippe med både Union Jack og Dannebrog.
Nu har vi i månedsvis på TV set Kim Bildsø Lassen med et smørret grin og Ole Ryborg med et hånligt glimt i øjnene fryde sig over Theresa Mays vanskeligheder med at få en brexit-aftale vedtaget i House of Commons. Vi hører, at nu har EU’s regeringsledere tabt tålmodigheden med England, og hårdtprøvede må de rejse til endnu et EU topmøde tvunget til at udskyde fristen for brexit endnu engang.
Det er et skuespil
Det er et skuespil, som har stået på siden englænderne ved en folkeafstemning den 23. juni 2016 besluttede sig for at forlade EU. Brexit skulle være trådt i kraft fredag den 29. marts 2019, men i skrivende stund har englænderne fået forlænget fristen til 29. oktober 2019. Ved et topmøde har regeringslederne besluttet at sætte endnu en frist. Det betyder, at englænderne også skal deltage i EU- parlamentsvalget i maj. Tilhængerne af at give England en kortere frist for udtrædelse frygter med rette at engelske brexiteers i EU-parlamentet vil bruge deres tid på at forhindre en videreudvikling af EU og ”Europas genfødsel”, som den franske præsident Emanuel Macron ønsker sig. Tilhængerne af en lang frist håber måske, at the ”brexiteers” ikke vil stemme til EU-parlamentsvalget, og at dampen vil gå af kedlerne hos modstanderne, og brexit kan undgås.
De, som nu hoverer over englænderne og Theresa May på rejse frem og tilbage over Den Engelske Kanal i penduldiplomati, skal sørge for at glæde sig, mens tid er. Nu er det deres moment. Det er nu Jean Claude Juncker med stålsat stemme skal sige, at den indgåede brexit-aftale er den bedste brexit-aftale og den eneste. Havde nogen forventet, at kommissionen og Jean Claude Juncker ville jævne vejen og gøre det nemt for England at forlade EU? Næppe. Det skal være svært, så ingen andre lande får den ide, at ønske sig det samme.
Selv Enhedslisten er begyndt at tvivle på en dansk afstemning
Det har da også virket til dels. Brexit bliver nævnt som en af tidens dårligdomme jævnsides med Donald Trump og klimakrisen. Meningsanalysebureauerne fastslår den ene gang efter den anden at tilslutningen til EU er rekordhøj. Og selv Enhedslisten, som ellers var de mest stålsatte, er begyndt at tvivle på en dansk afstemning om udtrædelse af EU.
Nu har EU-systemet sit kortvarige moment
Nu har EU-systemet sit kortvarige moment. Det skal Juncker, Løkke Rasmussen, Merkel og Macron udnytte. Så snart brexit er trådt i kraft, og handelsaktiviteten, rejselivet og den almindelige grænseoverskridende udveksling er tilbage i sin vante gænge, vil alle de sædvanlige dommedagsprofetier om økonomien vise sig at være grundløse. Vi har set det så mange gange, forudsigelser om økonomisk stagnation og national krise; men gang på gang viser de sig ikke at holde stik. Tværtimod. I England vil hjulene fortsætte med at rulle. De vil handle med USA, med Indien, med Kina og hele verden. I en globaliseret verden er det indre marked et fortidslevn. Handel er global og England har, når det er løst fra toldunionens snærende bånd, alle muligheder for at indgå internationale aftaler og handle frit.
For alt i verden må englænderne ikke acceptere at blive i toldunionen, sådan som Labour ønsker det. Når England har forladt EU, og den økonomiske undergang er udeblevet, vil englænderne vise sig som de fremtidsorienterede og globale, mens EU vil stå med det indre marked og høje toldmure omkring, som en lidt gammeldags protektionistisk gammeljomfru ude af trit med den globale tidsalder.
Jean Claude Juncker og Donald Tusk må udnytte den nuværende kritiske overgang til at skræmme alle, der kunne ønske sig at forlade EU ligesom englænderne. Når Brexit er faldet på plads, har de ikke mere at sige. Når vi ser, at England klarer sig udmærket, vil Danmark sammen med flere lande ansøge om udtrædelse. Derfor skal udtrædelse gøres så besværligt for briterne som overhovedet muligt. I stedet for at løse de overordnede problemer gør EU-grænsen til Nordirland til det store problem. I en tid, hvor man ikke har styr på de ydre grænser omkring EU, og de indre grænser skiftevis bevogtes eller ikke bevogtes, virker det underligt at forlange, at netop forholdene omkring den nordirske grænse skal være fuldstændig regulerede og tydelige. At det nordirske grænsespørgsmål er vigtigt, er der ikke nogen grund til at være i tvivl om, men det er ikke det, der hindrer England i at træde ud af EU. Man forlanger med den foreliggende brexit-aftale, at det engelske parlament skal acceptere, at en udtrædelse af toldunionen udsættes, indtil EU ensidigt har godkendt en løsning af det irske grænseproblem. Det har det engelske parlaments underhus tre gange klogelig sagt nej til. Theresa Mays regering skylder det engelske folk et brexit. Og på et eller andet tidspunkt må det vel også gå op for de ledende personer i EU-systemet, hvem de så er, at EU tager sig bedst ud ved at imødekomme englændernes ønske og give dem deres frihed.
(Artiklen har tidligere været trykt i bladet Nødvendigt Forum nr. 91, maj 2019.