Af Marianne Wagner
sognepræst i Nørre Alslev og Nørre Kirkeby.
Forfatteren Stine Pilgaard er medlem af den gruppe af sangere, komponister og tekstforfattere, som skal give deres bud på nye sange til Højskolesangbogen. Interviewet med hende i Weekendavisen nr. 32 (9. august 2019) gav et blik ind i den lukkede verden, som en del af det danske kulturaristokrati lever i. Interessant er det for eksempel at se, at Pilgaard går ind for, at sangene i Højskolesangbogen skal have en positiv afrunding, medens hun selv holder meget af »Så dyrker de korn på et alter i Chile«, for den er skæg, billedrig og med en god melodi. Mon det er skægt for præsidenten, hvis stumper, der spilles skak med, og hvad mon der skete med den præst, hvis forladte alter der nu dyrkes korn på?
Jeg kan ikke genkende et Danmark, hvor islam spiller en central rolle
Det skal vi nok ikke tænke for meget over, og tænke undlader Pilgaard da også i sine refleksioner over den debat, som Isam Bachiris ramadansang er blevet genstand for. For – ikke sandt – muslimerne bor jo i Danmark, sangen handler bare om mælk, dadler og brød, og Højskolesangbogen skal blive ved med at afspejle et Danmark, vi kan genkende, siger hun. Lad os tage det sidste først: Jeg kan ikke genkende et Danmark, hvor islam spiller en central rolle. Islams komme til Danmark er resultatet af en politisk beslutning, som for mig har betydet en mere utryg hverdag og et stormløb mod den frihed, som jeg har fået i dåbsgave med kristendommen. Jeg skal således ikke kaste mig med panden mod gulvet fem gange om dagen for at behage min gud, jeg er ikke hans træl, men hans kære barn. Når jeg beder fadervor, kan jeg vende mit ansigt mod min far i himlen og være ham nær. Det bringer mig til næste punkt: Isam Bachiris sang er ikke en lille uskyldighed om eksotisk mad og lyse nætter.
Den munder ud i den underkastelse, som hans gud fordrer af ham, og dermed er vi ved det sidste (første) punkt i Pilgaards overvejelser: Muslimerne bor i Danmark, og så skal de også være repræsenteret i den danskeste af alle danske sangbøger. Skal man følge den logik, skal vi også have en sang om den jødiske hanukkah og meget andet, men det er der jo ikke tale om. Derfor er der ingen tvivl om, at den kommende Højskolesangbog er et forsøg på gøre islam til en del af danskheden. Højskolesangbogen burde være en opsamling af folkets sange, sange, der vel at mærke er i levende brug, men den har længe været et sted, hvor udvandede grundtvigianere har kunnet boltre sig med deres lige så udvandede begreb om folkelighed, som de nu også vil pådutte os andre. Men hov, der var jo noget med ham Grundtvig. Han blev nævnt én gang i interviewet. Pilgaard er sikker på, at Grundtvig var tilhænger af mangfoldighed. Et udeladt vers af sangen »Folkeligt skal alt nu være« lyder ellers således:
Byrd og blod er folke-grunde,
Ikke Luft og mindre stål,
fælles ord i folke-munde
Det er folkets modersmaal,
Som det klinger, som det gløder,
så hos danskere og jøder
holder det i skjulte bånd
luftens eller himlens ånd!
Svar ej fattes skoven!
Ifølge Grundtvig er folkeligheden givet forud gennem slægt og afstamning. Man kan ikke – som franskmændene – tænke sig til den, eller – som tyskerne – opbygge den med stål og tvang. Vort danske modersmål er det, der er fælles for os, og som kan gribe ud efter og forbinde os med den himmelske ånd. Og skulle Pilgaard læse dette og tænke, om ikke den himmelske ånd lige så godt kunne knytte sig til Isam Bachiris gud, så må jeg med det samme skuffe hende. For Grundtvig var der kun én gud, nemlig ham, der opliver og oplyser vore hjerter ved sin ånd, og som aldrig kunne finde på at påbyde os at holde ramadan.
(Kommentaren har været trykt i Weekendavisen d. 16. august 2019)