GODE GAMLE FJENDER

Hvidsten Kro - mindesten

Af Signe Dahl & Lone Nørgaard.

Den danske model er meget mere skrøbelig, end min generation havde regnet med.

Dette var en af mange epokegørende budskaber fra Uffe Østergård, historiker med speciale i europæisk identitetshistorie. Søndag den 1. september lagde han sin vej forbi Hvidsten Kro, hvor Dansk Samling holdt sit årlige møde.

Uffe Østergård har en lang og glorværdig karriere som historiker og debattør, og i debatten om EU har han markeret sig som glødende føderalist. Han har boet i Italien, kan flere europæiske sprog og har i det hele taget i navn og gavn ageret top fan af de åbne grænsers EU. Dermed har han været på kant med bl.a. EU-skeptikeren Jens Peter Bonde og selvfølgelig også den ’gode gamle fjende’ Søren Krarup. På den baggrund må den uindviede spørge sig selv; Hvordan passer Uffe Østergård ind hos Dansk Samling, der er indædt EU-modstander og landets måske mest vedholdende kritiker af ikke-vestlig indvandring i det massive omfang Europa udsættes for i disse år?

Et sporskifte sat i gang
”Med et jerntæppe. Med trådhegn i fire baner, lyskastere og vagtposter. Mange vagtposter. Og til havs bevæbnede Frontex-skibe, som kan samle flygtninge op og sejle dem tilbage til den kyst, de kom fra.”

Sådan svarede Uffe Østergård i april 2016 på Weekendavisens spørgsmål om, hvordan Europa skal forsvare sine ydre grænser. Spørgeren, kulturradikale Arne Hardis med de altid pæne meninger, måtte nærmest få kaffen galt i halsen.

Et sporskifte af de helt store var sat i gang, og siden har historikeren formidlet så mange ubehagelige budskaber til utopisterne, at Søren Krarup ringede og sagde ”du er blevet helt fornuftig”.

Det danske ved Danmark
Tidligere på dagen har Dansk Samling traditionen tro afholdt en mindehøjtidelighed i Mindelunden i Hvidsten, hvor Hvidstengruppens faldne medlemmer ligger begravet. 

Danskheden og forsvaret af nationalstaten er mødets hovedtemaer, og Uffe Østergård slår en åben dør ind, når han siger, at det ikke er en selvfølge at blive dansk. Specielle forudsætninger skal indlæres, og det har vist sig særdeles svært at overbevise specielt muslimer om at tage danskheden til sig. 

De muslimer der uddanner sig i Danmark læser typisk jura, medicin, ingeniør eller arabisk (det sidste fordi de tror det er let), forklarer han, og de højtuddannede muslimer bliver meget ofte fundamentalister: De vil ikke sætte deres sjæls frelse over styr for dansk demokrati. De vil ændre den danske model.

Det danske ved Danmark er ifølge Uffe Østergård modsætningsforholdet mellem vores autoritetstro og individualisme, eller måske ligefrem oprørstrang, der historisk er kommet til udtryk i fire folkelige bevægelser:  Grundtvigianismen, Indre Mission, afholdsbevægelsen og arbejderbevægelsen.

Det er ikke universelt. Det er dansk. Det samme er vores velfærdsstat, som er en forsikringsforening i nationale rammer, hvilket Dansk Folkeparti var de første der fremhævede og blev udskammet for. Men i dag er alle seriøse danske politikere enige i dette, mener Østergård, og det er præcis holdningen til velfærdsstaten, der adskiller Danmark fra tilfældet Sverige. For i Sverige tror man stadig på universalismen, og det selvom man nu, siger han, bevæger sig rundt på vulkansk aske, når man opholder sig i svenske forstæder. Den tidligere glødende føderalist har simpelthen måttet erkende, belært af erfaringen, at man ikke bare kan slå dørene op for vildt fremmede folk. Så længe der er åbne kasser, må der selvfølgeligt være lukkede grænser. 

Danmarkisering af Europa
Sverige er et eksempel til skræk og advarsel. Til gengæld kan Europa måske lære noget af Danmark?

Uffe Østergård slog på Hvidsten Kro til lyd for, at den danske EU-skepsis har vundet – den kritiske skepsis har i hvert fald bredt sig i hele EU. Det paradoksale er, at de nationale modstanderbevægelser samarbejder over grænserne, eksempelvis når Salvini giver sin opbakning til Frankrigs gule veste. Tilhængere af EU, derimod, de taler meget om samarbejde, men gør det ikke i praksis. Macron svarer således på Salvinis provokation via den franske ambassadør i Italien. Den europæiske offentlighed, som min generation af føderalister drømte om, findes kun hos de nationale, siger han til Dansk Samling. Ordene falder på gødet jord.   

En ny modstandskamp
Her på Hvidsten Kro, hvor Dansk Samling mødes årligt for at markere Samarbejdspolitikkens sammenbrud i august 1943 og hylde de faldne frihedskæmpere fra Hvidstengruppen (bl.a. kroejersønnen Niels Fiil var medlem af Dansk Samling), er det nærliggende at spørge: Hvem skal tage kampen for Danmark op i dag?

Flere deltagere på mødet fremhæver Generation Identitær, en paneuropæisk ungdomsorganisation, der udfører begavede, ikke-voldelige aktioner mod masseindvandring. Har de fat i den lange ende, bliver Uffe Østergård spurgt om, og han svarer, at de har fat i noget. For Samuel Huntington havde ret i ”Clash of Civilisations”, at kultur betyder noget. Det er ikke et jernbur, det kan ændre sig over tid, men det er ikke noget, man let tager til sig. Særligt ikke den danske model, hvor den nationale identitet er en livsform.   

Modsætninger mødes
Kultur betyder noget, erkender Østergaard, men hvad med slægtskabet? DNA-analyser viser, hvor folk kommer fra, og når historikeren ikke har denne dimension med i sine nyeste bøger, skyldes det hans humanistiske samfundsvidenskabelige faglighed. Om det genetiske er han uvidende, siger han på mødet, men han erkender, at det betyder mere, end man tidligere har regnet med.  Vi havde jo regnet med, at mennesket var formbart, siger han, der medgiver, at han langsomt men sikkert drives i Dansk Samlings retning, også på dette punkt.

Men for Dansk Samling er lukkede grænser ikke længere nok – hjemsendelser er nødvendigt: “Det demografiske løb mellem danskere og ikke-vestlige er kørt, med mindre indvandringen standses og vendes”, siger Morten Uhrskov Jensen.