Af Lone Nørgaard.
Dansk Folkeparti er på hælene efter en glorværdig karriere. To ’Besserwissere’ giver deres bud på partiets storhed og fald.
Søs Marie Serup & Mikkel Faurholdt: SKABEREN, TABEREN, FRELSEREN? Historien om Dansk Folkeparti. Hæftet med flapper. Gads Forlag. 282 sider. Vejl. pris 249,95. Udgivet 15.02.21.
**** fire stjerner ud af seks ___________________________________________________________________
Titlen ”SKABEREN, TABEREN, FRELSEREN? Historien om Dansk Folkeparti” giver et fingerpeg om genren: To forfattere med tætte forbindelser til Christiansborg og de etablerede medier beretter historien om Dansk Folkepartis fødsel, storhed og fald – godt spækket med punchlines.
Her kommer i lettere redigeret form bagsidens præsentation af bogen:
Dansk Folkeparti er den største succes i historien om dansk politik. Det lykkedes Pia Kjærsgaard sammen med en række håndgangne mænd – bl.a. ægtemanden, Kristian Thulesen Dahl og Peter Skaarup – at forlade Fremskridtspartiet og få banket et nyt parti op. Da DF stod på magtens tinde satte hver femte dansker kryds ved liste O, og Pia Kjærsgaard blev udpeget som formand for Folketinget. Det var efter valget i 2015.
Men i 2019 gik det grueligt galt. Valget til Folketinget var katastrofalt: Partiet gik fra 37 til 16 mandater.
***
Beretningen om Dansk Folkeparti er på bedste journalistiske vis klemt ned i nogle kasser: Skaberen er selvfølgelig Pia Kjærsgaard, Taberen – Kristian Thulesen Dahl, og Frelseren-med-spørgsmålstegn – Morten Messerschmidt.
Følgende citatmosaik vil give en fornemmelse af indhold, sprogdragt og bogens styrke og svagheder.
Citatmosaik
Citatmosaikken falder i to afdelinger. Den første, hvor de to forfattere rammer plet. Den anden, hvor Serup & Faurholdt afslører deres (for) snævre perspektiv.
”Dansk Folkeparti falder idépolitisk i søvn ved magtens bord, fordi man tager imod Venstres tilbud om at betragte regeringsapparatet som sit eget. Dermed udvikler Dansk Folkeparti hverken sit eget apparat til at politikudvikle eller opbygger erfaring med at gøre det.” (s. 86)
”Og Dansk Folkeparti forstår aldrig, hvor store indrømmelser de reelt kan få, hvis de sætter vægten af 37 afgørende mandater ind.” (s. 125)
”(…) ingen i partiet har nogen idé om, at strategien [Socialdemokraternes plan om at vinde DF-vælgere tilbage] bygger på syv års intensive undersøgelser af DF-vælgere (…)” (s. 161)
“Dansk Folkeparti begår fra 2015 til 2019 en stribe taktiske fejl og strategiske fejl.” (s. 229)
”Partiledelsen overhører (…) advarsel efter advarsel (…)” (s. 230)
Efter valgnederlaget i 2019:
”Der er ingen undskyldninger, ingen store politiske korrektioner, ingen personlige erkendelser.” (s. 239)
”Kristian Thulesen Dahl fik magten foræret af Pia Kjærsgaard.” (s. 257)
***
”Dansk Folkeparti (…) har i perioden styret især Danmarks udlændingepolitik.” (s. 12)
Kommentar: Nej, det har DF ikke – det har først og fremmest EU og de konventioner, Danmark er bundet op på, som om de var Moseloven.
”Pia Kjærsgaard (…) griber en folkestemning (…) angst for det (og de) fremmede (…)” (s. 14)
Kommentar: Efter næsten 40 års islamkritik har de to forfattere stadig ikke forstået, at ’angst for de fremmede’ er solidt forankret i islams 1400-årige blodige historie.
Her to passager fra Lars Hedegaards seneste bog ”Sådan døde Danmark”, der sætter tingene på plads:
”Og jeg kom til det resultat [efter af have læst og læst -og rejst og rejst – min tilføjelse, LN], at verdenshistorien ikke rummer et eneste eksempel på, at en muslimsk befolkning har slået sig ned blandt en ikkemuslimsk befolkning, uden at det har medført en kamp om territoriet. Og der er vi nu i Vesteuropa.” (s. 11)
“(…) argumenter for et kulturelt selvforsvar i Vesten nærmest er bandlyst i den offentlige debat, hvor de uden videre sidestilles med racisme og højreekstremisme.” (s. 57)
Efter valget i 2001 på Hotel Store Kro: De [Søren Krarup og Jesper Langballe] styrer musikken og synger for på dansktop-slageren ”Den knaldrøde gummibåd” og (…) ”Du burde købe dig en tyrolerhat”. Sådan kan man også fejre at sidde med de afgørende mandater i Folketinget.” (s. 56)
Kommentar: Sådan taler en besserwisser. Nedladende, hovskisnovski, ondskabsfuldt, i egen selvforståelse hævet over pøbelen, men i virkelighed indbegrebet af mangel på dannelse alias evnen til at sætte sig ind i andre menneskers måde at være i verden på. Den verden, der så klart ligger uden for Christiansborgs bonede gulve og den statsbetalte presses intolerante, fordomsfulde ekkokamre .
Kommentaren ovenfor gælder også denne sekvens: ”(…) gæsterne fra Dansk Folkeparti foretrækker det, der bliver døbt ”Tulle-mad”: God gammeldags dansk mad. Helst flæskesteg med sprød svær, kartofler, surt og sødt”. (s. 65)
”De ved ikke, at analyserne i virkeligheden kommer fra en restauratør [Dot Wessman – Morten Messerschmidts samlever] på Dyrehavsbakken.” (s. 88)
Kommentar: Faurholdt og Serup mener sikkert selv, at de har opfundet den dybe tallerken. Derfor forstår de heller ikke, at nogen gange kan røsten fra folkedybet ramme mere rent end en hvilken som helst beboers i elfenbenstårnet.
”(…) Lars Løkke Rasmussen (…) melder ud, at han ikke kan se nogen bedre kandidat til den vigtige post som Folketingets formand end (…) Pia Kjærsgaard (…)” (s. 116)
Kommentar = spørgsmål: Lavede Kristian Thulesen Dahl & DF-toppen en lokumsaftale med Lars Løkke?: Hvis Pia Kjærsgaard får formandsstolen, vælter DF ikke regeringen i EU-spørgsmål?
Jeg ved, jeg aldrig får svar på det spørgsmål, men det er MIT besserwisser-bud!
”Det er afgørende viden for Socialdemokraterne (…) at den primære konflikt med DF slet ikke handler om værdipolitik, men om fordelingspolitik og velfærd.” (s. 159)
Kommentar: Hm! Hvordan kan værdipolitik (læs: indvandring) skilles fra fordelingspolitik? Svaret må vist være, at det kan den ikke – FORDI danske skatteborgere skal betale 90 milliarder kroner om året til udlændinge, kan gamle Fru Sørensen kun få ½ times rengøring hver 14. dag.
”Dansk Folkepartis voldsomme tilbagegang skyldes flere faktorer, men først og fremmest at Socialdemokratiet fik succes med et gennemanalyseret og veludført politisk ryk mod højre, som har været undervejs i et årti.” (s. 235)
Kommentar: Her viser sig igen forfatternes ekkokammer-analyser, der kan bruges til at understøtte den liflige følelse af, at spindoktorer er åh-så-betydningsfulde.
En meget væsentligt grund til nederlaget var imidlertid, at den statsstøttede presse med DR i spidsen tæppebombede med ’klima-klima-klima’ de sidste 14 dage af valgkampen, så det udlændingevalg, der var lagt op til, efter at Lars Løkke underskrev Marrakech-aftalen, gik op i den blå luft.
I den anledning skrev jeg en artikel til Altinget, hvori jeg kritiserede en anden TV2-besserwisser, Erik Holstein, for hans analyse i DR-P1morgen. Artiklen blev – ikke overraskende – afvist, men interesserede kan læse teksten efter anmeldelsen.
En medrivende bog – med dyb foragt for fædrelandskærlige danskere
Tilbage står, at Søs Marie Serup og Mikkel Faurholdt på lange stræk har skrevet en medrivende og for så vidt også indsigtsfuld bog om Dansk Folkepartis storhed og fald. En række af (person)analyserne sidder i skabet – og sproget er til 12 med pil opad.
Problemet ved skriftet er, at forfatterne TROR, de laver dybdegående og præcise analyser med bredde i perspektivet, men lidt for ofte viser det sig, at disse analyser er produceret i et establishment-ekkokammer, hvor de politiske kommentatorer bliver fanget ind af deres egne diskurser.
Det værste og mest frastødende ved bogen er, at de to ex-pressechefers dybe foragt for DF og deres vælgere skinner så tydeligt igennem. De vælgere, som udgør den del af det danske folk, der elsker (resterne af) Danmark – og flæskesteg – og som tillader sig at mene, at dansk kultur er bedre end islamisk. Include me in!
Moralen er: Ligesom de allerfleste politikere bliver ødelagt af at være for længe i ’gamet’, er Serup & Faurholdt brillante eksempler på, at en karriere som spindoktor heller ikke gør noget godt for karakteren.
***
OM FORFATTERNE
Mikkel Faurholdt, født 1967. Tidligere pressechef for Venstre på Christiansborg. I dag såkaldt lobbyist og rådgiver i eget bureau.
Søs Marie Serup, født 1974. Tidligere pressechef for Venstre på Christiansborg og rådgiver for diverse ministerier. I dag politisk kommentator på bl.a. TV2News og rådgiver i eget bureau. Hun medvirker ofte i TV2-programmet Besserwisserne.
Navnet skal selvfølgelig forstås selvironisk, jf. ordbogsdefinitionen med bl.a. synonymet Kloge-Åge. Omvendt er det eksempel, ordbogen angiver: ”Besserwissere har ofte et lavt selvværd, og det er i virkeligheden opmærksomhed og bekræftelse, de søger” – ganske tankevækkende.
***
Og her kommer så den artikel, jeg skrev til Altinget og fik afvist.
Politisk kommentar fra en outsider
Det er dybt forstemmende at følge den politiske debat op til såvel Europaparlamentsvalget som Folketingsvalget [2019]. Og når selv den kloge Erik Holstein i en politisk analyse på DR-P1-morgen d. 16.5. kan forundre sig over, at klima er strøget til tops på den politiske dagsorden, ja så ved man, hvad klokken er slået. Osteklokken! Så det er Erik Holstein, der har kaldt mig til tasterne.
Han viser sig nemlig her at være en del af parnasset. I betydningen ’the usual suspects’ af politikere fra samtlige etablerede partier og så journalister og kommentatorer i programmer som Presselogen, Mogensen & Kristiansen / Tirsdagsanalysen, Besserwisserne, Cordua & Steno, TV2news, Slotsholmen, Deadline, P1morgen, Orientering, diverse valgudsendelser osv. osv. osv.
Journalistisk Venstreparti
Alle er de mere eller mindre direkte styret af det, som Den Korte Avis meget rammende har døbt Journalistisk Venstreparti (JV). JV’s dagsordensramme er karakteriseret ved blinde vinkler og ideologi, og ’partiet’ har som ikke-ekspliciteret mærkesag modstand mod konservative (synspunkter). I parentes bemærket bliver disse med få undtagelser ikke repræsenteret af Søren Pape og Det Konservative Folkeparti.
Erik Holstein er ikke den eneste, der undrer sig over, hvordan klimaet og den grønne omstilling smyger sig ind overalt. Det gør de sjovt nok også på P1-morgen – denne fremragende seismograf for, hvad der rører sig i det kulturradikale, vi-elsker-multikulturalisme, og en-flygtning-er-en-ven-du-endnu-ikke-har-mødt-segmentet med hovedsæder på Politiken, DR, Gyldendal – den politisk korrekte Halfdan Rasmussen-skamfering som blot sidste skud på stammen – suppleret med Weekendavisen efter Martin Krasnik er kommet til roret. (Jf. fx hans fyring af Weekendavisens stjerneskribent Ulrik Høy, der havde de forkerte holdninger og senest Krasniks manipulerende kludder i nazisme-definitionen læs her).
Ingen grund til undren
Erik Holstein har imidlertid ingen som helst grund til undren over klimaet som topprioritet blandt vælgerne. Forklaringen er den banale, at befolkningen bliver tæppebombet i massive daglige angreb, hvor selv små børn bliver fyldt med ængstelse. Jeg gentager: De etablerede medier TÆPPEBOMBARDERER forældre, pædagoger, lærere mv. 24syv med, hvordan klimaet udgør den største fare for vores fremtid. Vi får konstant og løbende og kontinuerligt præsenteret én – og kun én – vinkel, men sjældent eller aldrig fremstillinger med afsæt i fx Johannes Krügers “Klimamyten ” og Ole Humlums ”Det ustyrlige klima”.
FN’s klimapanel med milliarder af dollars i ryggen kører kampagner, der er konkurrencedygtige med stalinismens. For FN har et storslået mål: For organisationen er grøn omstilling lig med en tvungen gigantisk folkevandring fra Afrika, Mellemøsten og Asien fordelt i den vestlige verden.
Vi kan se stigning i CO2 af menneskeskabte årsager. Helt korrekt. Hovedproblemet er dog et ganske andet end den officielle forklaring, nemlig Jordens overbefolkning.
Vi kan ikke redde folkeslag, som ikke vil redde sig selv
Men vi kan ikke redde folkeslag rundt omkring i verden, som ikke vil redde sig selv. De undergraver systematisk fundamentet for deres egen tilværelse gennem et umådeholdent børnefødselstal og en religion/kultur, der udelukker alt fremskridt. Vi kan alene beskytte os imod, at katastrofen breder sig til vore breddegrader, ved at afskære disse mennesker fra at flytte op til os. Bl.a. ved at opsige de konventioner, der bringer de vestlige samfund i ulykke. Og konventionerne KAN opsiges, læs her.
Hvorfor bliver disse vigtige temaer ikke inddraget? Hvorfor får vi kun præsenteret halvdelen af virkeligheden?
Markant slagside i den danske debat om Europaparlamentsvalget
Et dugfrisk eksempel på, hvordan borgerne kun bliver præsenteret for den ene halvdel af skiven er den danske debat om Europaparlamentsvalget. Debatten lider af markant slagside af den enkle grund, at spidskandidaterne til Europaparlamentsvalget: Jeppe Kofod (S), Rasmus Nordqvist (ALT), Rina Ronja Kari (FB), Margrete Auken (SF), Peter Kofod (DF), Nikolaj Villumsen (EL), Pernille Weiss (K), Mette Bock (LA) og Morten Helveg Petersen (RV), Morten Løkkegaard (V) – med siger og skriver én undtagelse støtter EU – denne kolos på lerfødder, hvis magthavere ønsker at skabe et imperium, hvor de europæiske borgere er reduceret til skakbrikker.
EU er lig med Europas Undergang
EU er lig med Europas Undergang – det står i dag helt klart for dem, der orienterer sig bredt og dybt uden for mainstreammedierne.
Vi, der ønsker at følge England ud af EU, er ufatteligt dårligt repræsenteret, ikke mindst fordi den tvangslicensbaserede DR (også) med milliarder af kronen i ryggen agerer som ideologisk parti. Her kan DR i øvrigt smukt tage BBC i hånden, læs her.
At Lars Løkke Rasmussen d. 16. maj åbnede for en SV-regering, forvirrede de politiske kommentatorer fx en Henrik Qvortrup, men det forvirrer ikke os, der for flere år siden indså, at Lars Løkke – ligesom så mange andre politikere på Christiansborg – er fuldstændigt forblændet af magt. Da Lars Løkke Rasmussen underskrev Marrakesh-aftalen viste han, hvad stof han IKKE er gjort af.
Stålsathed og principper er reserveret til skåltalerne, og den gamle fordelingspolitiske opdeling i blå og rød, højre og venstre, er en saga blot alle andre steder end i Kloge-Ågernes politiske bobler. I dag går fronten mellem globalister / multikulturalister på den ene side, på den anden side tilhængerne af suveræne nationalstater med klare grænser og stærke civilsamfund med frie, handlekraftige, ansvarlige borgere. De borgere, der interessant nok søges defameret ved fejlagtigt at blive betegnet populister.
Der står stærke kapital- og magtinteresser bag Europas undergang – ført an på nationalt plan af en stribe politikere og opinionsdannere, der enten er for uvidende til at fatte, at vi er på vej ned af den totalitære sliske eller bare er så kyniske, at de er hammer-ligeglade med Underdanmark og den lavere middelklasse, fordi den såkaldte elite jo altid selv kan fjerne sig fra multikulturalismens kaos og skærme sig bag mure.
Demokratiet forekommer at være dødsdømt – af den tsunami som ikke mindst EU-magthaverne surfer på. Vi ser indtil videre kun overfladen i de etablerede medier, men det er såmænd også rigeligt.