HEUNICKE – NYE TILTAG

Bek296
Del artiklen her:

Af Peter Jørgensen.

Det er muligvis gået de fleste danskere forbi, at Lovtidende for få dage siden bekendtgjorde nedenstående. Fremover skal vi her i landet kunne fremvise en maksimum 72 timer gammel negativ Corona test – eller fremvise bevis for Corona vaccination for at kunne gå til frisøren, få en tatovering, gå i biografen, zoo og lignende.

Det skal blive spændende at se, hvor meget vi danskere finder os i…

–o0o–

Bekendtgørelse om krav om test i forbindelse med adgang til lokaler og lokaliteter, hvor der udøves kulturaktiviteter og liberale serviceerhverv

I medfør af § 6 a, § 12 b og § 29, stk. 2, i lov om foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare sygdomme, jf. lovbekendtgørelse nr. 1444 af 1. oktober 2020, som ændret ved lov nr. 160 af 3. februar 2021, og efter forhandling med erhvervsministeren, fastsættes:

Kapitel 1

Definitioner

§ 1. I denne bekendtgørelse forstås en covid-19-test som en test, der er foretaget efter en af følgende testmetoder:

1) PCR-test: Polymerase chain reaction-test.

2) Antigentest: En test, der på kort tid viser, om der er immunkemisk påvisning af virusproteiner (antigener).

Kapitel 2

Krav om covid-19-test

§ 2. For at forebygge og inddæmme udbredelse af covid-19 skal kunder, besøgende og lignende kunne forevise dokumentation for en covid-19-test med et negativt testresultat, som er foretaget inden for 72 timer før den pågældendes ankomst til et lokale eller en lokalitet omfattet af stk. 2, jf. dog § 3. Dokumentation efter 1. pkt. skal forevises til personale eller andre personer tilknyttet lokalet eller lokaliteten.

Stk. 2. Stk. 1 omfatter følgende lokaler og lokaliteter, som fysiske og juridiske personer, herunder offentlige myndigheder, råder over, og hvortil offentligheden har adgang:

1) Lokaliteter, hvor der udøves kulturaktiviteter, herunder museer, teatre, spillesteder og biografer.

2) Forlystelsesparker, zoologiske anlæg, akvarier og lignende.

3) Tatovør-, piercing-, spa-, kropspleje-, skønheds- og massageklinikker, frisører og øvrige lokaler, hvor der leveres tjenesteydelser, som efter deres karakter indebærer tæt fysisk kontakt til kunder, og solarier beliggende i Bornholms Regionskommune, Christiansø og Frederiksø.

4) Køreskoler beliggende i Bornholms Regionskommune, Christiansø og Frederiksø.

§ 3. § 2, stk. 1, gælder ikke for følgende:

1) Børn under 15 år.

2) Personer, der af medicinske årsager ikke bør få foretaget en covid-19-test.

3) Personer, der som følge af en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse ikke bør få foretaget en covid-19-test.

4) Personer, der tidligere har været smittet med covid-19 inden for et nærmere bestemt tidsrum, jf. stk. 2.

Stk. 2. Personer er alene omfattet af stk. 1, nr. 4, hvis de kan fremvise dokumentation for en covid-19-test med et positivt testresultat, som er foretaget mindst 14 dage og højst 12 uger inden tidspunktet for den pågældendes ankomst til lokalet eller lokaliteten omfattet af § 2, stk. 2.

Stk. 3. § 2, stk. 1, gælder ikke for kunder, besøgende og lignende, der ankommer til lokaler og lokaliteter omfattet af § 2, stk. 2, nr. 3 og 4, hvis personen kan fremvise dokumentation for et gennemført vaccinationsforløb for covid-19.

§ 4. Kan der ikke fremvises dokumentation for en covid-19-test med et negativt testresultat, jf. § 2, stk. 1, kan der ske bortvisning, jf. dog § 3.

Kapitel 3

Krav om dokumentation

§ 5. Følgende oplysninger skal fremgå af dokumentationen for covid-19-testen:

1) Den testede persons navn svarende til navnet på personens medbragte pas, kørekort, sundhedskort eller andet offentligt udstedt identitetskort.

2) Tidspunktet for testtagningen.

3) Resultatet af testen.

Stk. 2. Dokumentation for et gennemført vaccinationsforløb for covid-19 skal indeholde den vaccinerede persons navn svarende til navnet på personens medbragte pas, kørekort, sundhedskort eller andet offentligt udstedt identitetskort.

Stk. 3. Dokumentation efter stk. 1 og 2 kan foreligge både i papirformat og elektronisk.

§ 6. Fysiske og juridiske personer, herunder offentlige myndigheder, der har rådighed over lokaler eller lokaliteter omfattet af § 2, stk. 2, skal opfylde følgende krav:

1) Der skal i eller ved lokalerne og lokaliteterne opsættes informationsmateriale om kravet i § 2 og muligheden for bortvisning efter § 4.

2) Der må alene tillades adgang for kunder, besøgende og lignende, der overholder kravet i § 2, jf. dog § 3.

Kapitel 4

Straf

§ 7. Med bøde straffes den, der overtræder § 6.

Stk. 2. Med bøde straffes den, der ikke forlader lokaler og lokaliteter omfattet af § 2, stk. 2, efter at være blevet bortvist, jf. § 4, i forbindelse med den håndhævelse, som fysiske og juridiske personer, herunder offentlige myndigheder, i medfør af § 6, nr. 2, foretager af kravet i § 2, jf. dog § 3.

Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens kapitel 5.

Kapitel 5

Ikrafttræden

§ 8. Bekendtgørelsen træder i kraft den 28. februar 2021, kl. 23.59.

Sundhedsministeriet, den 26. februar 2021

Magnus Heunicke

Del artiklen her: