Religion betyder gudsdyrkelse, som fungerer ved ritualer og fortællinger om overmenneskelige magter. I Lars Hedegaards beskrivelse af den dybe forskel mellem kristendom og islam griber han dog emnet forkert an. Det skulle således fremgå, at karakteren og indholdet i ritualer, fortællinger og politiske målsætninger afgør om der er tale om religion. Men dette er sekundært, mens det primære er gudernes befalinger og krav til de troende, der accepterer, at præster eller skriftkyndige virker som redskaber for en guddommelige magt. Netop derfor er eksempelvis shinto eller buddha-læren ikke religion, skønt de i praksis virker som sådan.
Men kristendommen var og er religion på grund af “pistis” – d.v.s. tillid til Jesus, der ifølge teksterne var både guddommelig og menneskelig. Fortællingen om ham har i snart 2000 år formet vestlig kultur, som også har slået rod i Afrika, i Østasiens og Mellem- og Sydamerikas civilisationer. Her fortrængte spanierne de talrige guder, der blev dyrket af aztekerne og inkaerne i hhv. nutidens México og Perú. De oprindelige religioner blev i 1500-tallet – til dels med vold – udskiftet med Vestens monoteistiske trosretning. Noget lignende var tidligere sket i Vestasien og Nordafrika, hvor islamiske krigere underkastede og efterhånden udslettede kristendommen. Deres krigsgud hedder som bekendt Allah, der fungerer politisk i kraft af overtroiske forestillinger og en historie om en profet.