GLEM ALT OM ”DE BORGERLIGE”

Christiansborg-Hest
Del artiklen her:

Af Lars Hedegaard. 

Sognepræst Henrik Gade Jensen siger et par borgerlige ord i et interview, som jeg ikke ved, hvor har stået, men skidt med det.

Socialdemokratiet med statsminister Mette Frederiksen i spidsen er i dag den bedste garant for Danmark som en nationalstat med fokus på lov og orden og ret og rimelighed, mens Venstres Jakob Ellemann-Jensen og resten af de borgerlige er nødt til at erkende deres fejl, hvis de skal ud af det nuværende dødvande, mener han.

Det er unægteligt forfriskende tanker fra en dybt borgerlig i den gamle forstand.

Ifølge Gade Jensen skyldes borgerlighedens deroute bl.a. en række udefrakommende ideologiske strømninger, som har bidraget til en venstredrejning af samfundets institutioner:

”Den omsiggribende politiske korrekthed, som har fået ekstra vind i sejlene med identitetspolitikken, har indskrænket manøvrerummet i den politiske debat. Der skal næsten ingenting til at blive kaldt for nationalistisk, racistisk, stokkonservativ eller det, der er værre. Samlet set er der tale om en markant venstrehegemonisk tendens, som præger stort set alle samfundsinstitutioner, fra universiteter til skoler, organisationer, kirken og medierne. Og synes at blive statsbærende i EU. Det har gjort det sværere for borgerligheden at markere sig. Det borgerlige Danmark er sat skakmat – uden at det ved det.” (citat slut)

Man kan selvfølgelig diskutere, om Mette Frederiksen er så meget bedre end Ellemann og Pape. Men Socialdemokratiet synes i det mindste at have forstået, at islam og den muslimske massetilstrømning udgør et problem. Det er endnu ikke gået op for V og K, selv om de har haft 40 år til at sætte sig ind i sagerne.

Noget andet er, om Mette Frederiksen vil gøre noget ved det. Det vil hun nok ikke, før hun bliver presset af de dansksindede partier, DF og NB. Det kræver, at de dansksindede opnår større styrke ved kommende valg – og holder op med at skændes indbyrdes.

De borgerlige partier er så omtågede af islam-leflen og politisk korrekthed, at man gør bedst i at glemme dem.

Del artiklen her: