Af Lars Hedegaard.
En foretagsom duo af udlændinge blev i april fundet skyldige i 837 kriminelle forhold, bl.a. legemsbeskadigelse af særlig rå, brutal eller farlig karakter, våbenbesiddelse, voldtægt, samleje med barn under 15 år osv. osv.
Københavns Byret ville dog ikke udvise de to vanekriminelle, men nøjedes med at give dem en advarsel.
Så vil retten måske udvise dem, når de har begået 837 nye forbrydelser? Det ville være letsindigt at regne med det, for Danmark er medlem af EU, og banditterne er EU-borgere, og så kan man ikke sådan udvise dem.
Pernille Vermund er sur og siger til Ekstra Bladet, at der er tale om “kynisk udspekulerede kriminelle, som er fuldstændig ligeglade med andre menneskers liv og penge”. Hun vil have denne galskab stoppet.
Domstolene er underlagt EU
Det er en sympatisk tanke, som imidlertid ikke kan realiseres, fordi domstolene er underlagt (eller har underlagt sig) en højere autoritet end Folketinget og dansk lov, nemlig EU, som ved, hvad der er bedst for Danmark. Ligesom EU også ved, hvad der er godt for Polen og Ungarn.
Måske ville det hjælpe, hvis Folketinget besluttede IKKE at rette sig efter EU, når danskernes liv og sikkerhed står på spil, men det tør de ikke.
Det mest overraskende er, at dommerne udstedte en advarsel. En advarsel om hvad? Om en sanktion, som domstolen aldrig vil effektuere?
Det ville have været mere hensigtsmæssigt, om dommeren og domsmændene havde rejst sig og i kor sagt FY.