FRIEDMAN FÅR IKKE LOV AT KØRE SIT EGET LØB

(Foto: Friedman og Trump (YouTube))

I de venstreradikale danske medier tegnes USA’s nyudnævnte ambassadør i Israel, David M. Friedman, som en højreekstremistisk hardliner. Alt tyder dog på, at Friedman ikke får lov til at køre sit eget løb.

Af André Rossmann

 

Det amerikanske senat har godkendt den ortodokse jødiske advokat fra Long Island, David Friedman, som landets ambassadør i Israel. Friedman, der har fungeret som Trumps rådgiver under valgkampen, er kendt for at være imod en tostatsløsning mellem israelerne og palæstinenserne. Han er desuden modstander af, at man forbyder israelske bosættelser og tilhænger af at gøre Jerusalem til Israels officielle hovedstad.

USA har tidligere haft stærkt proisraelske ambassadører, men ingen som Friedman, der er dybt engageret og involveret i Israel, både ideologisk og økonomisk. Friedman har bl.a. har stået i spidsen for en amerikansk fond, the American Friends of Bet El Institutions (AFBE), som har støttet den israelske bosættelse Bet El nord for Jerusalem. Fonden har i tidens løb fået donationer fra Trump Foundation og The Charles and Seryl Kushner Family Foundation.

Selv om Friedmans udnævnelse tolkes som et sikkert tegn på, at der er lagt op til et radikalt skifte i USA’s forhold til Israel, mener amerikanske analytikere ikke, at det kursskifte, der er på vej, vil være særlig vidtgående. Om ikke andet så fordi det ikke er ambassadører, der fastlægger USA’s udenrigspolitik.

Som personlig ven af Donald Trump kan Friedman tænkes at få mere indflydelse end tidligere ambassadører, men ikke desto mindre bliver det hans opgave at implementere, og ikke udforme amerikansk politik over for Israel.

I forhold til Israel vil Friedman være én ud af flere Trump-rådgivere i den amerikanske regering. Både udenrigsminister Rex Tillerson og forsvarsminister James Mattis kan forventes at være mere moderate end Friedman. Det samme gælder Trumps svigersøn, Jared Kushner, som ventes at spille en nøglerolle i fredsforhandlingerne mellem palæstinenserne og israelerne.

Allerede under senatshøringen har Friedman modereret sine synspunkter og trukket i land i forhold til såvel en tidligere bebudet flytning af USA’s ambassade til Jerusalem og den israelske bosættelsespolitik.

Man kunne tro, at Friedman vil nyde fordel af at være på stedet i Israel og holde hyppige møder med den israelske regering, og især med Netanyahu. Men ser man tilbage på de sidste 20-30 år i amerikansk politik, er det påfaldende, at amerikanske præsidenter og Israels premierministre er gået uden om de sædvanlige diplomatiske kanaler og forhandlet direkte med hinanden. Clinton-regeringen havde f. eks. installeret en særlig telefonforbindelse i den israelske premierminister Ehud Barak’s residens, så Bill Clinton og Ehud Barak kunne kommunikere og forhandle direkte med hinanden.

Hvis Donald Trump og Netanyahu vælger at gå uden om Friedman og forhandle direkte med hinanden, vil Friedman ligne mere en kransekagefigur end den indflydelsesrige højreekstremistiske hardliner, som han kaldes i de venstreradikale medier herhjemme.

Den ambassadør som faktisk kan tænkes at få langt større indflydelse end Friedman, er Israels ambassadør i USA, Ron Dermer, som har særdeles tætte relationer til Donald Trump. I Washington er det tætte relationer til præsidenten og ikke til den israelske premierminister, der er afgørende.

I Israel kan Donald Trump tænkes at udnytte Friedmans tætte forbindelser til bosættelseslederne, bl.a. for at få bosætterne til at udvise mere tilbageholdenhed i forhold til at udvide bosættelserne.

Friedmans udfordring er, at hvis han ønsker at blive ved med at agere som Trumps nære rådgiver, bliver han nødt til at moderere sine synspunkter for ikke at underminere Trumps bestræbelser for at formidle en ”deal” mellem palæstinenserne og Israel.

Comments

comments