FORBRUGERE OG VIRKSOMHEDER GÅR TIL MODSTAND MOD BIDEN-REGIMET

PublicSq
Del artiklen her:

Af Lars Hedegaard.

Hvad gør man, når den udøvende magt prøver at blive så almægtig, at landet bliver til et tyranni, som vi netop nu ser det udspille sig i USA? Hvad stiller man op, når alle grene af den udøvende magt – Justitsministeriet, FBI, CIA, skattevæsenet og talrige andre offentlige organer foruden næsten hele pressen – har rottet sig sammen for at påtvinge borgerne et étparti-system, hvor kun regeringens meninger er tilladte, og enhver kritik kan medføre arrestation og retssager? Man kan prøve at stemme på en anden regering – hvis der vel at mærke er frie og demokratiske valg, men det kniber det alvorligt med i Joe Bidens stat (mere om det ved en senere lejlighed). Altså, hvad skal borgerne stille op, når de føler sig magtesløse over for en stat, der mere og mere ligner George Orwells ”1984”?

De må naturligvis prøve at føre frihedskampen på andre slagmarker, og en af dem er at boykotte virksomheder, der agiterer for værdier, som byder dem imod. Konsekvenserne har allerede været følelige for ølmærket Bud Light, som har mistet en stor del af sit marked efter at have slået på tromme for transkønnethed. Det samme er sket med butikskæden Target og underholdningsgiganten Disney, der har set det som sin mission at groome og seksualisere børn med LGBTQ+-propaganda. Til Disneys bestyrtelse siger millioner af forældre nej til at fylde deres børn med nymodens seksuelle fantasier.

Nu tages næste skridt i skikkelse af online-virksomheden, PublicSq, der tilbyder en platform for patriotiske, frihedselskende, konservative og familievenlige udbydere. På torsdag bliver PublicSq børsnoteret på børsen i New York efter at have oplevet en rivende udvikling siden grundlæggelsen i januar 2021.

PublicSq’s grundlægger og administrerende direktør, Michael Seifert, meddeler, at han begyndte med en liste over virksomheder, som han og hans kone følte stolthed over at støtte, fordi deres værdier stemte overens med deres egne. Ifølge Seifert er der et meget stort og uopdyrket marked i en situation, hvor woke og såkaldt progressive foretagender dominerer. Mange forbrugere føler, at ingen taler til dem, men at de tvært imod bliver ignoreret.

Foreløbigt har PublicSq over 1,1 million forbruger-medlemmer på sin platform foruden mere end 55.000 forretningsforetagender, hvoraf 90 pct. er mindre virksomheder. Platformen er gratis for både købere og sælgere.

PublicSq er også begyndt at starte sin egen produktion, hvis der ikke findes udbydere, som matcher platformens værdigrundlag. F.eks. har virksomheden søsat Everylife, der fremstiller babybleer, og præsenteres som USA’s første åbne ”pro-life” bleproducent.

Med et citat fra præsident Lincolns berømte Gettysburg-tale fra 1863 siger Seifert, at hans virksomhed skal være ”af folket”, ”for folket” og ejes af folket. Det vil kun ske, hvis folket slutter op, men indtil videre går det strygende. Ambitionen er intet mindre end at skabe en patriotisk, parallel-økonomi.

Det skal blive spændende at se, hvad Joe Biden og Den Dybe Stat vil gøre for at kvæle dette initiativ, for vi kan være forvissede om, at de vil prøve.

https://www.foxbusiness.com/markets/anti-woke-marketplace-publicsq-begin-trading-nyse

Del artiklen her: