Af Bent Jensen.
[Her følger 2. afsnit af Bent Jensens sommerføljeton om USA. 1. afsnit kan læses her]
Reaktionerne på valget af Donald Trump var forbløffende og foruroligende. Normalt tager man i et demokrati et valgresultat til efterretning. Almindelig stemmeret og frie valg af politikere er en fredelig måde at afgøre politiske uoverensstemmelser på. Alternativet er kup, voldsanvendelse og i værste fald likvidering. Det foruroligende var og er, at det ene af de to store politiske partier, demokraterne, er blevet så radikaliseret, at de ikke ville acceptere nederlaget, men udviste en så omfattende foragt for det demokratiske valg, at de besluttede at omstyrte den lovligt valgte præsident.
Det var forbløffende at se voksne mennesker græde offentligt
Det var forbløffende at se voksne mennesker græde offentligt. Studerende på et universitet besluttede at organisere kollektiv gråd. Et andet universitet tilrådede studenterne at tage beroligende medicin. I det fjerne Danmark græd små børn, når de blev lagt i seng, fordi de havde hørt og set i fjernsynet, at Trump ville få Jorden til at gå under inden Påske.
Demonstrationer og optøjer blev organiseret i alle større amerikanske byer. Hovedfærdselsårer blev blokeret, butikker vandaliseret og biler stukket i brand. Der blev brugt Molotov-cocktalis mod politiet, som forsøgte at genoprette ro og orden, så folk kunne komme til og fra arbejde. I Washington trippede det demokratiske partis førstekvinde, Nancy Pelosi, med i en demonstration, hvor den aldrende overklassedame opfordrede til ”kamp i gaderne” for at fordrive Trump.
Der gik ikke en dag, hvor Trump ikke blev sammenlignet med Hitler
Journalisten Kimberley Strassel fra Wall Street Journal tilhører den kreds af tænksomme amerikanske journalister, der ikke tabte hovedet, men bevarede begge ben på jorden. Hun er ingen Trump-beundrer, men blot et hæderligt menneske. Hun har for nylig udsendt bogen ”Modstand (For Enhver Pris). Hvordan Trump-haderne ødelægger Amerika” (Resistance (At All Costs). How Trump-haters are breaking America).
Hun fortæller, at der ikke gik en dag, hvor Trump ikke blev sammenlignet med Hitler. Især medierne og de venstreorienterede eliter, som i årtier har sat dagsordenen, blev ude af sig selv af raseri over, at Trump var ligeglad med, hvad de mente. De anser Trump som illegitim og mener, at de har ret til at gøre hvad som helst for at få ”det besatte Hvide Hus” befriet for besætteren. Den gode nyhed er, at 72 pct. af amerikanerne mener, at de traditionelle medier bringer nyheder, som de selv ved er falske eller bevidst vildledende.
Ærefrygt for New York Times er for længst forbi
Jeg husker, hvordan mine universitetslærere med ærefrygt omtalte avisen New York Times. De tider er for længst forbi, men det har danske journalister ikke opdaget. De tror fortsat, at det, der står i avisen, er den dybe sandhed. New York Times-journalisten Bari Weiss har for nylig skrevet, at avisen intet har lært af 2016-valget, ikke vil forstå andre amerikaneres opfattelse og ikke er interesseret i fri meningsudveksling.
Den mener (som Lenin), at den oplyste elite kender sandheden, og at mediernes opgave er at udbrede denne lære til de formørkede masser. New York Times har sammen med Washington Post og CNN ladet sig misbruge af illoyale embedsmænd i en langstrakt løgnekampagne om, at Trump er Kremls redskab. Den daglige opgejling kan bl.a. ses på de sociale medier, hvor skuespillerinder og andre letpåvirkelige personer udsender dødstrusler og billeder af Trump med afskåret hoved.
Perlerække af FBI-slyngler
Strassel har et helt kapitel om den hemmelige tjeneste FBI´s deltagelse i krigen mod USA´s præsident. Hun indleder med denne perlerække af FBI-slyngler: Direktøren Jim Comey, fyret for lydighedsnægtelse; vicedirektør Andy McCabe, fyret for at have løjet under ed; senioragent Peter Strzok, fyret for åbenlys partiskhed; Generalrådgiver James Baker, forflyttet og fyret for at lække.
Yderligere seks højtstående medarbejdere er fyret. CIA-direktør under Obama, den uligevægtige John Brennan, har offentligt betegnet Trump som landsforræder. Han måtte senere indrømme, at han ingen konkret viden havde som grundlag. Nu bruges han af CNN som ekspert i lige præcis det emne!
Det demokratiske Parti betalte for at få fabrikeret det såkaldte ”Ruslands-dossier”
Det er for længst dokumenteret, at Obama, Biden, Comey, Susan Rice og andre højt på strå – allerede før Trump var tiltrådt i januar 2016 – forsøgte at få ham afsat med FBI´s hjælp; at Det demokratiske Parti betalte for at få fabrikeret det såkaldte ”Rusland-dossier”; at FBI fra starten vidste, at der var tale om utroværdig og udokumenteret russisk desinformation; at FBI´s ledelse alligevel brugte dette nonsens til at få kendelser fra en særdomstol til at udspionere Trump og hans folk; at det ligeledes blev brugt som grundlag for den særlige Mueller-undersøgelse af Trump, der efter to års omfattende arbejde ikke kunne finde noget som helst at udsætte på Trump.
Har danske medier orienteret om alle disse ting på ordentlig og hæderlig vis? Eller har de tilsløret det som deres beundrede amerikanske sladdermedier? Vi kender svaret!
Hvor meget har de danske medier berettet om det egentlige problem?
Hvor meget har danske medier berettet om det egentlige problem i dramaet omkring Donald Trump: At Det demokratiske Parti i alliance med ledende embedsmænd og medier har forsøgt at sabotere den demokratiske proces?
Har de fortalt om den slikkede Comey, der bevidst (han har selv pralet af det) satte en fælde for Trumps sikkerhedsrådgiver, general Flynn, som blev tvunget væk på falsk grundlag, ruineret og stod til domfældelse – og først i denne sommer er blevet renset, efter at republikanerne har fået de hemmelige FBI-dokumenter offentliggjort?
Kender danskerne navnet Devin Nunes, den republikanske politiker, der har spillet en hovedrolle i optrevlingen af hele denne svinske affære? Det gør de ikke, for danske medier, der er lydige aflæggere af de venstreorienterede amerikanske, orienterer ikke herom.
Weekendavisen
Weekendavisen har bragt adskillige helsidesartikler, baseret på sladderbøger, samt et ubehjælpsomt flere sider langt angreb på Fox News og dets medarbejdere uden at lade de angrebne komme til orde.
Derimod har avisen ikke fortalt sine højtuddannede læsere om de seriøse bøger, der dokumenterer råddenskaben i det demokratiske parti og dets medier eller om de ulovligheder, Den Dybe Stat har anvendt i bestræbelserne på at få Trump afsat og straffet.
Jyllands-Posten
Jyllands-Posten har en seniormedarbejder, som kalder USA´s præsident ”boligrotten fra New York”. De tyske nazister brugte også rottebetegnelsen – om jøder.
JP skrev for nylig i en selvafslørende artikel, at Trump ”truede” med at sætte politiet ind. Avisen opfatter altså beskyttelsen af lovlydige borgere ved hjælp af politi som en trussel, selv om det føderale politi skulle indsættes mod de voldskvinder og -mænd, der nu i adskillige uger har vandaliseret centrale dele af de amerikanske storbyer og truet med at ”brænde systemet ned”, hvis de ikke får deres vilje. Storbyer, som i årevis har været styret af borgmestre fra det demokratiske parti, som hverken har vist evne eller vilje til at beskytte borgerne mod samfundsomstyrterne.
Berlingske
Berlingske bragte forleden en kommentar om Trump af journalist Samuel Rachlin, der er så hysterisk og rent ud fordummende, at man spørger sig selv om, hvad der dog er gået af manden. Han er helt i sine følelsers vold og tilsyneladende uden anelse om, hvad der er foregået i USA de sidste fire år.
Den Dybe Stat i betydningen professionelle embedsmænd i høje stillinger – dem, Tucker Carlson kalder Den Permanente Klasse – som misbruger deres embeder politisk, er en realitet. De er selvbevidste, de foragter Trump, de samarbejder tæt med udvalgte medier, de lækker fortrolige oplysninger, hvilket er strafbart.
De mener, at de har ret til at annullere et demokratisk valg, fordi de har – som den farlige James Comey har udtrykt det – ”en højere loyalitet” end over for den demokratisk valgte præsident.
Denne højere loyalitet gælder dog kun deres egne politiske holdninger.