Af Lars Hedegaard.
I en kronik i Berlingske beklager forfatteren Jens Christian Grøndahll, at Europa savner forsvarsvilje. Vi vil ikke dø for noget, efter at vi gennem mange årtier har været vant til, at amerikanerne tog sig af vores sikkerhed, mens vi selv kunne opbygge vore velfærdssamfund i fred og ro. Men nu har den store transatlantiske allierede måske fået andet at tænke på i en tid, da Kina viser tænder.
Ræsonnementet lyder jo fornuftigt nok, men den udmærkede opsats skæmmes af et par af de sædvanlige besynderligheder. Hør bare: “I eliten er man ikke kun belejret af udenrigstrusler, man trues også af polariseringen mellem den veluddannede midte og højrefløjens vrede populisme.” Det er altså slemt med populismen, og man forstår, at “højrefløjen” er alt andet end veluddannet, mens vi kan takke den “veluddannede midte” (altså dem, der stemmer på Folketingets knusende flertal) for alt det gode, den har gjort for landet, og for den folkeudskiftning, som den har beriget os med.
Forklaringen på europæernes manglende forsvarsvilje skal bl.a. findes i Europas mørke fortid, som vi ifølge Grøndahl med rette skammer os over. Hvad så med den muslimske verden, med Kina, Indien og Afrika, har de ikke noget at skamme sig over? Et kig i historiebøgerne vil afsløre, at de ikke har så lidt, men at det sjældent tynger deres samvittighed, da (dårlig) samvittighed synes at være et europæisk fænomen.
Men ifølge Grøndahl slæber vi altså rundt på “historiens grimme arv”, bl.a. kolonialismen, totalitarismen, etnocentrismen, den latente racisme og “den tiltagende islamofobi”. Som om kolonialisme, racisme, etnocentrisme mv. skulle være særlige europæiske fænomener.
Han har imidlertid ret i det med islamofobien, altså påstanden om, at islam-kritik er en psykisk forstyrrelse. Der er vist ikke ret mange andre end europæerne, der accepterer den diagnose og piner sig selv med den morgen, middag og aften.
I den “veluddannede midte” har den islamofobiske syndsbevidsthed så godt tag, at den ikke mener at have ret til at forsvare sig.
Til idel glæde for Muhameds mænd, der får det, som de vil.