EU MÅ REFORMERE SIG ELLER GÅ UNDER

Berlingske tegner den 1. april et rosenrødt billede af Europa, hvor en stemning af undergang er ved at blive afløst af optimisme på grund af Mark Ruttes genvalg i Holland og meningsmålingerne i Frankrig i Tyskland. Det må være ønsketænkning eller aprilsnar.

Af André Rossmann

 

Ifølge Bent Winther er det EU, som i to år var præget af en stemning af undergang og dystre dommedagsprofetier om unionens snarlige opløsning og død, på vej til at blive genfødt som en meget stærk politisk og økonomisk spiller på verdensscenen. Det konkluderer Bent Winther ud fra Mark Ruttes genvalg i Holland og meningsmålingerne i Frankrig og Tyskland.

Ganske vist er Mark Rutte genvalgt, men Wilders har rykket hele det politiske spektrum i sin retning, og han vil også være en stærk stemme efter valget, for alene hans partis størrelse vil gøre indflydelse uundgåelig. Det reelle resultat af det hollandske valg er således, at de nationalkonservative kræfter styrkes og at Rutte bliver nødt til at føre en politik, der er mere i trit med de EU- og indvandrerskeptiske vælgere.

Det må også undre, at Bent Winther tør sætte sin lid til meningsmålingerne i Frankrig og Tyskland. Både på CNN og Reuters er analytikerne enige om, at man skal tage meningsmålinger med et stort gran salt, idet både Brexit-afstemningen og USA-valget har vist, at mange vælgere ikke tør indrømme, at de vil stemme til højre.

Derimod er der i hele Europa en bred enighed om, at EU ikke vil overleve, medmindre unionen gentænker og genopfinder sin ”forretningsmodel”, dropper sin ”one-size-fits-all”-model og implementerer en fleksibel samarbejdsmodel, som kan håndtere de store udfordringer, som EU står overfor: migrantkrisen, euroen, sikkerhedspolitikken og udenrigspolitikken. På en privat virksomhed ville man sige, at unionen er nødt til at ændre sin strategi for kunne håndtere de ændrede markedsforhold.

Når Merkel på Malta har promoveret fremtidig europæisk integration ”i flere hastigheder”, er det sket ud fra den erkendelse, at kun få EU-lande går ind for en tættere politisk og økonomisk integration. Nok er der en vis enighed om målet, men ikke i tempoet dertil. Det er klart for alle, at EU er blevet så stort, at et effektivt og gnidningsfrit samarbejde mellem så mange lande og så mange interessemodsætninger i spil kræver en gennemgribende reform. Når EU-eliten er begyndt at markedsføre et EU i flere hastigheder, gør den således en dyd ud af nødvendigheden.

EU i flere hastigheder er i øvrigt et gammelt koncept, som første gang blev lanceret i 1975 af den belgiske udenrigsminister Leo Tindeman i hans rapport om Europa ”i to hastigheder”. I 2011 skrev den tidligere franske, konservative premierminister Edouard Balladur tilsvarende, at han forudså et cirklernes Europa, hvor lande, der havde større tilknytning til hinanden end andre, indgik tættere samarbejder.

Mange i EU frygter, at et Europa i flere hastigheder vil føre til en fuldstændig afvikling af unionen. EU i flere hastigheder findes imidlertid allerede i dag. De 27 EU-medlemmer er integreret i EU forskelligt. Alle er med i det indre marked, 26 deltager i bankunionen, 21 er med i Schengen, andre 21 er med i NATO og 19 er med i euroen. Kun 28 ud af kontinentets 48 lande er med i EU. Flere af dem har enten særlige aftaler med EU eller deltager i samarbejdet inden for udvalgte områder.

Det billede der tegner sig p.t. er et EU bestående af fire landegrupper. Kernegruppen vil omfatte de 19 lande, der er med i euro-samarbejdet. Skal kernegruppen overleve, vil det kræve en dybere politisk og økonomisk integration. Den næste gruppe vil bestå af EU-lande, der ikke er med i euroen. Den tredje gruppe vi omfatte lande, som ikke er medlemmer af EU, men ønsker at deltage i EU-samarbejdet i videst mulig udstrækning. Oplagte medlemmer af denne gruppe er Norge, Island, Liechtenstein og evt. Schweiz. Den fjerde gruppe kunne bestå af lande, som ikke ønsker at være med i EU, men som gerne vil have en omfattede frihandelsaftale med EU. F. eks. Storbritannien, Tyrkiet, Balkan-landene og på sigt muligvis lande som Ukraine, Moldowa og Georgien.

Vi er på vej mod en vidtgående omlægning af rammerne for det europæiske samarbejde, hvilket er positivt, for unionen knager i fugerne. EU har været en succes i den forstand, at unionen har sikret fred i det Europa, som har været præget af krige og konflikter. EU’s historiske track record er imidlertid ikke tilstrækkelig til at legitimere fremtidens samarbejde, hvis ikke EU kan levere troværdige og langtidsholdbare løsninger på de udfordringer, som de europæiske befolkninger står over for.

Comments

comments