Af Anders P. Johnsen.
Jeg må vist desværre lide af en særlig form for oikofobi, men jeg har her til aften været ved at kaste op flere gange, når voksne mænd på mit fjernsyn helt tydeligt forsøger at overgå hinanden i tårevædet rørstrømskhed over en fodboldspiller, som falder om med et ildebefindende.
Ja, det er noget rigtigt lort, hvis det viser sig at Eriksen har haft et hjerteanfald – dét ved vi endnu ikke med sikkerhed – og så meget desto værre, at han som bedste danske spiller må udgå af dette EM samt muligvis kan få problemer med sin fortsatte karriere.
Og nej, jeg har absolut intet imod manden, men finder ham både klædeligt ydmyg og yderst sympatisk i en fodboldverden fuld af narcissistiske narrehatte.
Til gengæld har jeg det rigtigt, rigtigt stramt med følelsesbetonet massehysteri, for så vidt manden altså ganske tydeligt ifølge pressebilleder var ved bevidsthed, da han blev fragtet til Rigshospitalet.
Vi lever i en tidsalder, hvor der er gået bissende flokmentalitet i følelser og her kunne jeg godt savne noget mere god, gammeldags maskulin resiliens: Der sker ubegribelige tragedier hver eneste dag og selvfølgelig er det kun naturligt at udvise sympati, men jeg synes dog desværre også, det flere gange her til aften har gledet over i dekadent dydssignalering i en slags pervers konkurrence om at tale med mest gråd i stemmen for åben mikrofon.
Det ville til en afveksling være rart at se voksne mænd rent faktisk opføre sig som voksne mænd.
Også selv om det er fodbold og endda landskamp…