ER SKOLENS PROBLEMER SELVFORSKYLDT?

School
Del artiklen her:

Af Kirsten Sletbjerg.

Statsminister Mette Frederiksens omtale af folkeskolen i sin tale ved Folketingets åbning [tirsdag d. 3. oktober 2023] fik mine tanker tilbage til min egen skolegang efter Anden Verdenskrig.

Skoletiden, som jeg havde, var vidunderlig med meget dygtige lærere, som underviste indgående inden for deres fagområde.

Vi havde f.eks. en historielærer, der fik tårer i øjnene, når han fortalte om en krig, som Danmark havde tabt.

Skoledagen blev indledt med morgensang i gymnastiksalen. Når en voksen kom ind i vores klasselokale, rejste vi os op og satte os først, når vedkommende var gået igen.

Hele uddannelsesforløbet igennem lærte man den gang at lytte og være selvstændigt tænkende, så man senere i livet blev i stand til at klare den voksne verdens udfordringer på alle niveauer.

Vi har fået et sygt samfund

I dag, og siden 70erne, hvor lærerne med lilla ble om hovedet indtog skolerne, er undervisningen i folkeskolen og på samtlige uddannelsesinstitutioner blevet ræverød.

Børnene og de unge studerende bliver indoktrineret under hele uddannelsesforløbet, og møder de modstand, tyr alt for mange ofte til narko, selvmord eller bandevirksomhed. De tåler ikke modstand.

Vi har fået et sygt samfund med børn, unge og voksne, der mistrives, og mange stresses af politikernes indblanding i deres liv.Her tænker jeg på alt det med LGBTQIA+ som står for lesbian, gay, bisexual, transgender, queer, intersex, asexual og andet.

Alle er i dag afhængige af deres mobiltelefon og computer, som er tidskrævende og tilintetgør leg og samtaler både børn og voksne imellem.

Politikerne har let spil med befolkningen

Politikerne har let spil med befolkningen, fordi folk vægter deres personlige tilværelse højere end politisk medleven og at orientere sig.

I alle lande er problemerne de samme, fordi anstændighed og moral er trængt i baggrunden af en skødesløs, ligegyldig og selvoptaget måde at indrette livet på.

Mange af fortidens dyder burde genoplives. En af de vigtigste dyder ville nok være, at børn og unge sagde De og efternavn til deres lærere, om end det i skrivende stund forekommer utopisk.

Men moralen er: Vi har og får den verden, vi oplæres i.

Del artiklen her: