EN NAIV LÆSERS SPØRGSMÅL – TIL BERLINGSKE

Tommy Robinson
Foto: Shayan Barjesteh van Waalwijk van Doorn
Del artiklen her:

Af Birte Bune Smith.

[Læserbrevet – afvist af Berlingske – er ikke mere dagsaktuelt, men siger stadig en del om de etablerede mediers defamering af anderledes tænkende].

Her gang Tommy Robinson omtales i og af Berlingske –  hvilket kun kan skyldes Sappho-prisen [Trykkefrihedsselskabets ytringsfrihedspris], eftersom hans tidligere meritter kun sjældent har været nævnt – er der altid knyttet et par malende adjektiver til navnet, som “den voldsdømte” eller “ den højreorienterede debattør” eller endnu bedre “højrefløjsaktivisten”. At Robinson er voldsdømt, endda flere gange, har læseren efterhånden fattet. Hans våben har hver gang været den knyttede næve.

Det er svært ikke at sammenligne med en anden endnu mere omtalt og flere gange dømt voldsforbryder og indvandrerbandemedlem, som Berlingske har taget under sine vinger og bragt flere fotos af poserende med diverse skydevåben og symboler på terrorsympatier. Noget avisen har forsøgt at hvidvaske eller diskret at ignorere, så han kunne bruges i dens øjensynlige kampagne mod PET/FET, som bare har fulgt den normale fremgangsmåde:  At benægte tilhørsforhold til tidligere meddelere, der efterfølgende dømmes for kriminelle handlinger.

Men hvor kommer det højreorienterede så ind i billedet? Tommy Robinson er opvokset i et arbejdermiljø, som han aldrig har sluppet, hvilket tydeligt høres på hans sprog, han har åbenbart arbejdet med lidt af hvert, inden han uddannede sig som flymekaniker og bosatte sig i sit gamle miljø med kone og børn.  

Efter videoer at dømme ser hans tilhængere ikke just ud til at tilhøre højrefløjen og lyder ej heller sådan. Han solidariserer sig klassebevidst med de halvandet tusinde hvide underklassepiger ned til 11-årsalderen, som har været ofre for en pædofiliring – alt med myndighedernes viden  og uden deres indgriben. Kort og godt: Et typisk medlem af den engelske arbejderklasse, som vel kun skiller sig ud fra de øvrige ved at have ordet i sin magt.

Kommer det højreorienterede mon ind, fordi gerningsmændene overvejende har været muslimer? Altså en indvandrergruppe med en religion, islam, som Robinson i høj grad tidligere har bekæmpet som leder af EDL, English Defence League, indtil han foretrak at stå udenfor og kæmpe som énmandshær.  For så har Berlingske da helt ret. Er man mod indvandring og islam, kan man bestemt ikke være venstreorienteret. Men er man så automatisk højreorienteret? Eller har Berlingske i denne sag bare valgt den modsatte vinkel af den anden nævnte historie for ligesom at holde balancen?

Synes Berlingske selv, at den balance er opnået?

Del artiklen her: