EN FORTÆLLING OM TO UNIVERSER

EUflag

Af Lars Hedegaard.

Efter et langt liv er jeg kommet til den nedslående konklusion, at når regeringer og deres loyale eksperter og kommentatorer udtaler sig om noget, kan man som regel regne med, at det modsatte er tilfældet. Især når det gælder anliggender af særlig betydning for vores fælles fremtid.

Der er sikkert nogen, der kan huske, hvilke ulykker, vi fik stillet i udsigt, hvis vi ikke meldte os ind EU’s fælles valuta, euroen. Men de kan selvfølgelig nå at ske endnu.

Omvendt, da tidligere statsminister Poul Schlüter bedyrede, at den europæiske union var ”stendød”. Det blev som bekendt indledningen til en intensiveret unionsindsats.

Når danske regeringer – det gælder også den siddende – bebuder en ”stram udlændingepolitik”, kan man se frem til en lind strøm af ”flygtninge” fra fjerne egne, som alle sammen skal underholdes af skatteyderne.

Når statsministre taler om ”islamisme” som udtryk for, at nogen har misforstået islams fredelige budskab, kan vi se frem til mere ”islamisme”, fordi imamerne føler sig vældigt styrkede af disse officielle skulderklap.

Når den socialdemokratiske regering vil redde den offentlige skole ved at fordele ballademagere på alle skoler, ved vi, at resultatet bliver problemer overalt, med det resultat, at de bedst aflagte forældre sætter deres børn i privatskole, mens de tidligere velfungerende skoler går i hundene.

Når politikerne hælder milliarder ud til ”integrationen”, garanterer de, at der ikke bliver nogen integration, for hvad skulle incitamentet være, når man bliver betalt for ikke at lade sig integrere eller være aktiv på arbejdsmarkedet? Og hvad skulle de tusinder, der får deres udkomme ved at integrere, leve af, hvis integrationen faktisk lykkedes?

”Kriminalitetstruede unge” betyder ikke unge, der trues at kriminalitet, men muslimer, der udsætter andre for kriminalitet.

Og så videre.

Hvad der gælder hjemme, gælder naturligvis også ude.

Når politikerne og resten af den snakkende klasse skælder ud på præsident Trump, kan vi gå ud fra, at han må have gjort noget godt. Og når de lader forstå, at USA’s demokrater er de svages og forfordeltes parti, viser en nærmere undersøgelse, at det er multimilliardærernes parti, og at landets værste ”shitholes”, fyldt med fattige sorte, forhutlede narkovrag og hjemløse, uden undtagelse har demokratisk styre, mens den demokratiske top bor i pragtvillaer og vælter sig i penge.

Og når de bliver ved med at agitere for EU som løsningen på vore problemer, kan vi roligt gå ud fra, at det forholder sig modsat. Tænk på tv-eksperternes advarsler op til den britiske Brexit-afstemning i 2016. En udtræden af EU ville koste 500.000 britiske arbejdspladser og sende landet ud i økonomisk kaos, fik vi at vide. Fire år senere, nemlig i sidste uge – og efter at Det Forenede Kongerige faktisk er udtrådt – viser tal, der er refereret i ugemagasinet Spectator, at beskæftigelsen et vokset med 1 million og stadig er på vej op. Arbejdsløsheden er den laveste siden 1974. Lønningerne stiger, og de stiger hurtigere for de lavestlønnede end for gennemsnittet. Samtidig er indkomst-uligheden den laveste i snart 30 år. Tiden til at investere i Storbritannien er ifølge Spectator bedre end nogen sinde før.

Det er, skriver ugemagasinet, som om vi lever i to universer. Det ene univers er virkeligheden, det andet er fortællingen om et land, der befinder sig i en permanent recession. Den talende klasse lever i det sidstnævnte.

EU’s nye kommissionsformand, Ursula von der Leyen, agiterer for Europas Forenede Stater efter inspiration fra Amerikas Forenede Stater, der blev skabt i 1789, og denne europæiske stat ønsker hun skal spille en ”geopolitisk” rolle over for bl.a. Kina. Det kan hun glemme alt om. Der bliver en frygtelig ballade om EU’s budget for 2021-2027, som begynder med et hul på 94 milliarder euro som følge af Storbritanniens udtræden, og nettobidragyderne, dvs. de nordlige lande, nægter at betale mere, mens de sydlige og østlige medlemslande vil beholde deres økonomiske fordele.

Hertil kommer, at Unionen er inde i et hastigt fald, som den tidligere kommissionsformand, Jean-Claude Juncker, erkendte efter et par glas vin. Lige nu tegner Europa sig for 25 pct. af verdensøkonomien. Om en generation er det 15 pct., og det er tvivlsomt, om et eneste EU-medlem til den tid vil kunne finde optagelse i G7, klubben af de økonomisk stærkeste lande.

EU’s fremtid byder på kiv og strid, alt mens medlemslandene går deres egne veje og får nok at gøre med deres indre opløsning, som følge af den masseindvandring, som Unionen har stået for.

Men der er trods alt noget godt ved samfundselitens udmeldinger: Når de siger noget, ved vi, at noget helt andet er langt mere sandsynligt.

(Artiklen har tidligere været trykt her)