Af Bent Jensen
Rabiate feminister er ifølge Carlson neurotiske mennesker med et elendigt privatliv – måske den mest ulykkelige kategori af personer i USA. Men denne lille gruppe har fået enorm magt og forsøger at sætte standarder for de mest intime ting i et menneskes liv. Deres budskab er, at amerikanske kvinder er undertrykte.
Kvinders stilling i USA
Carlson bringer en række faktuelle oplysninger om kvinders rolle i det amerikanske samfund, der modsiger dette budskab: Flere piger end drenge får studentereksamen og med bedre karakterer. På amerikanske universiteter er 55 pct. kvinder. Kvinder lever længere end mænd. Flere kvinder end mænd har kørekort til bil. Flere enlige kvinder har eget hus. Kvinder udgør flertallet af de bedre uddannede lønmodtagere, og de fleste ledere er kvinder. Lønforskelle mellem kvinder og mænd er nærmest ikke-eksisterende. Alligevel mener forskere fra Chicagos universitet, som siden 1972 har undersøgt sagen, at kunne sige, at kvinder er blevet dramatisk mindre lykkelige over de seneste 40 år.
Man kan undre sig over, at den slags forskningsresultater i det hele taget kan offentliggøres i det betændte meningsklima, men de bliver da også stort set ignoreret af de professionelle feminister, der – som Carlson spydigt skriver – stort set alle har baggrund i den amerikanske elite.
Feminister og muslimske kvinder
Et andet område, der heller ikke interesserer de rabiate feminister, er deres muslimske medsøstres mishandling i form af kønslig lemlæstelse (genital mutilation). I kraft af masseindvandringen er dette fænomen samt andre seksuelle overgreb mod piger og kvinder også kommet til USA (og Europa). I 2017 vidnede Ayaan Hirsi Ali for en senatskomité i Washington om disse ting, som hun selv har været udsat for i Somalia. Ingen af de amerikanske ledende feminister var interesseret i at tale med hende eller en anden muslimsk kvinde. Senator Kamala Harris var så fornærmet, at hun nægtede at stille spørgsmål.
En stort anlagt kvindemarch i Washington mente heller ikke, at emnet var af betydning. Organisatorerne valgte som symbol et billede af en muslimsk kvinde med islamisk tørklæde. En af de ledende var den hijab-klædte Linda Sarsour, der offentligt agiterer for sharia. Sarsour har udtalt, at Ayaan Hirsi Ali skulle have sin vagina fjernet som straf for at have kritiseret islam. Den venstreorienterede demokratiske senator Kirsten Gillibrand har rost Sarsour som ”en forkæmper for kvinders rettigheder”.
Mænd som tabere
En af Carlsons kæpheste er, at det ikke er kvinder, men mænd, der i USA har de største problemer. Han bringer en række statistiske oplysninger, der tegner at bedrøveligt billede af især mænd fra den lavere middelklasses og arbejderklassen. Det er dem, der er blevet hårdest ramt af virksomhedslukninger som følge af konkurrencen fra Kina og andre lavtlønslande.
Men der er stort set ingen, der forsvarer deres interesser. Det er dem, Hillary Clinton kaldte ”de ynkelige” (the deplorables), og som ifølge en af hendes beundrere lugter af dårlig smag.
For nylig spurgte en hvid arbejderkvinde på et vælgermøde senator Gillibrand, hvad hun og demokraterne egentlig mener, når de hele tiden slynger om sig med ordene ”hvide privilegerede”. Den privilegerede overklassekvinde Gillibrand besvarede nedladende det seriøse spørgsmål fra den ikke privilegerede hvide kvinde: Sorte amerikanere var ofre for en ”strukturel racisme”, som betød, at de altid blev diskrimineret i forhold til hvide, som altså altid er privilegerede!
Vrøvlet er himmelråbende fornærmeligt. Hudfarven er afgørende for, om man er privilegeret eller ej.