Af Bent Jensen
Mange amerikanere er med rette stolte over den udstrakte ytringsfrihed, de nyder godt af, og som er beskyttet af et særligt tillæg til forfatningen. Tucker Carlson mener, at en sådan garanti kun findes i USA, men i Danmark er ytringsfriheden jo også beskyttet af Grundloven. I begge lande arbejder stærke kræfter imidlertid på at begrænse denne frihed, som er borgernes vigtige værn over for myndighederne.
”Hadefuld tale”
I de senere år har der i USA været adskillige tilfælde, hvor radikale studerende har forhindret personer i at komme til orde på universiteterne, fordi de var uenige i de indbudte taleres synspunkter. Et grotesk tilfælde fandt sted, da jurastuderende ikke ville tillade en professor at holde en forelæsning om ytringsfrihed. Den foretrukne metode til at lukke munden på dem, man ikke bryder sig om, er organiserede råbe- og skrigekor. Vinduesknusning, stenkast og ildspåsættelse er andre virkemidler.
I 1980’erne opfandt nogle professorer noget, de kaldte ”hadefuld tale” – et begreb, der hverken findes i grundloven eller straffeloven. Ikke desto mindre bredte dette selvopfundne udtryk sig som en løbeild, også i lande uden for USA. En kendt amerikansk TV-journalist, Chris Cuomo, der har studeret jura på eliteuniversitetet Yale, har forkyndt, at hadefuld tale ikke er omfattet af grundlovens beskyttelse af ytringsfrihed.
Politiske angreb på ytringsfriheden
Ligesom i Danmark, England og andre europæiske lande og anklagemyndigheden i USA til at lukke munden på mennesker, hvis meninger man ikke bryder sig om – f.eks. såkaldte ”klimabenægtere”, dvs. personer, der sår tvivl om de teorier om Jordens undergang, der i dag er en vigtig del af den politiske korrekthed. Den stigende stjerne i Det demokratiske Parti, senator Kamala Harris, var blandt de statsanklagere, der iværksatte en undersøgelse af et firma, hvis klimaopfattelse ikke faldt sammen med Harris´ personlige mening.
Alle kender efterhånden Facebook og Twitters angreb på ytringsfriheden. Disse angreb bliver tilskyndet af ledende politikere, i Tyskland af forbundskansler Angela Merkel. Google gennemfører indadtil overfor firmaets ansatte en benhård knægtelse af ”forkerte” opfattelser. Efter at have fyret en medarbejder, der havde opfordret til selvransagelse, udsendte Google en pressemeddelelse i bedste Orwell-stil om, at man ønskede ”en kultur, hvor personer med alternative synspunkter trygt kunne udbrede deres opfattelse.”
Medierne som magtens håndlangere
Carlson fremhæver de amerikanske mediers radikalt ændrede syn på deres rolle i forhold til myndigheder, herunder de hemmelige tjenester. Da Trump i 2017 påstod, at hans rådgivere var blevet aflyttet under præsidentkampagnen i 2016, forsøgte medierne at latterliggøre påstanden i stedet for at undersøge den. CNNs juridiske ekspert kaldte Trumps påstand ”sindssyge konspirationsteorier”. En tidligere redaktør på New York Times erklærede, at Trumps kritik af FBI nærmede sig forræderi og var et angreb på USA’s forfatning.
I dag er det for længst dokumenteret, at Obama-administrationen udspionerede Trumps folk. Ikke desto mindre bruger store TV-stationer som MSNBC og CNN de tidligere chefer for de hemmelige tjenester John Brennan og James Clapper som sandhedsvidner i spørgsmålet. Carlson skriver sarkastisk om Clapper, at denne især er kendt for at have løjet under ed under en kongreshøring i 2013. Det har været ynkeligt at se denne tidligere så magtfulde mand vride og vende sig, når han en sjælden gang er blevet konfronteret med sin løgn.
Medieeliten er blevet sammenspist med den politiske og administrative elite. Carlsons barske konklusion lyder: I stedet for kritisk at forholde sig til magtens udøvere er journalisterne blevet magtens stik i rend-drenge og -piger.