NewSpeek

DF: STATEN SKAL STOPPE KOMMUNERNES SAMARBEJDE MED ISLAMISTER

Foto: Holbæks borgmester Søren Kjærsgaard (V) t.v., Martin Henriksen (DF) t.h.

Del artiklen her:

NewSpeeks afsløringer af Holbæk Kommunes manglende undersøgelse af, hvorvidt islamisk forening har radikale holdninger, bliver nu taget op i Folketinget. Staten må gribe ind overfor kommuner, der samarbejder med islamister, mener Dansk Folkeparti.

Igår afslørede NewSpeek, at Holbæk Kommune ikke har gjort den mindste indsats for at undersøge, hvorvidt en lokal islamisk forening, som kommunen samarbejder med, har radikale holdninger. Tyrkisk Islamistisk Kultur- og Undervisningscenter har fået kommunens blå stempel til at oprette børnehaver, holde foredrag på skoler og få tilkendt en kommunal grund til en ny stormoské på trods af, at foreningen i sine vedtægter erklærer at bygge på sharialovene, der på en række områder er i strid med demokrati og menneskerettigheder.

Læs også: AFSLØRING: KOMMUNE SAMARBEJDER MED ISLAMISK SHARIA-FORENING OM NY MOSKÉ

Flere partier i Folketinget er i forvejen bekymret over islamistiske tyrkeres indflydelse på det danske samfund og herboende muslimer. Denne bekymring har ført til en politisk debat på regeringsniveau af, hvordan man kan stoppe pengestrømme fra bl.a. Tyrkiets stærkt islamistiske regime til tyrkiske religiøse foreninger i Danmark.

NewSpeek har tidligere afsløret, hvordan kommunale skoler har arrangeret ekskursioner med elever til radikale moskeer. Som følge af dén afsløring udtalte undervisningsminister Merete Riisager (LA), at folkeskoler skal undersøge, hvorvidt moskeer har radikale holdninger, førend de eventuelt sender elever på ekskursion eller beder dem kontakte moskeen eller imamen i forbindelse med skoleopgaver.

Læs også: TALSKVINDE: “FULDSTÆNDIGT SINDSSYGT” AT SENDE SKOLEELEVER TIL RADIKALE MOSKEER

Dansk Folkepartis udlændingeordfører Martin Henriksen er rystet over NewSpeeks afsløringer og vil tage eksemplet fra Holbæk Kommune op i Folketinget for en mere principel debat om problemet.

“Det er godt det kommer frem, og vi vil fra Dansk Folkepartis side naturligvis rejse det i Folketinget overfor regeringen,” siger Martin Henriksen til NewSpeek.

“Det er forrykt, at de kommunale myndigheder snorksover. De fatter ganske enkelt ikke, at de bliver udnyttet. Men den kloge narrer den mindre kloge, og den stærke udkonkurrerer den svage. I denne situation har Holbæk Kommune ageret uklogt og svagt, og derfor bliver de brugt og misbrugt af islamister,” mener Martin Henriksen

Martin Henriksen ser gerne, at staten går ind og sætter en stopper for kommuner, der ikke selv kan se det ufornuftige i at lade islamister få fodfæste i lokalområdet: “Hvis kommunerne ikke kan finde ud af det, så må staten gå ind og overtage styringen og afbryde samarbejdet. Jeg frygter, at der fra kommunalt hold er alt for lidt bevidsthed om de her udfordringer. Vi fra Dansk Folkepartis side kunne godt ønske os, at regeringen udsender en henstilling til Kommunernes Landsforening om at kommunerne har pligt til at sikre sig, at trossamfund og religiøse prædikanter støtter op om grundloven og en række demokratiske værdier, før man samarbejder med dem. Vi er nødt til at vide, om de f.eks. er imod kvinders ret til selv at vælge sexpartnere og folks frie ret til at forlade deres religion, førend vi sender skoleelever ud til dem eller hjælper dem med en ny moské,” siger Martin Henriksen til NewSpeek.

“Igen ser vi et eksempel, hvor vi fra Dansk Folkepartis side ønsker os en statslig myndighed, der kan hjælpe kommunerne på dette punkt. Vi kan ikke forvente, at kommunerne selv besidder ekspertise på dette område. Ofte er der jo tale om gråzoner eller der kan være tvivl om, hvorvidt imamerne taler sandt. Men vi er nødt til at sikre os, at staten ikke sender folks børn i armene på radikale islamister eller bruger offentlige ressourcer på at hjælpe dem til at vinde fodfæste her til lands. Både når det gælder folkeskoler, muslimske friskoler, moskeer, kulturcentre osv. Skal vi forlange, at kommunerne overholder reglerne, må staten også være klar til at hjælpe dem. Jeg så gerne, at vi – ligesom Udlændingestyrelsen – har en gruppe, der identificerer udenlandske hadprædikanter og uddeler indrejseforbud, og så kunne vi også have en myndighed, der tog sig af de indenlandske,” mener Martin Henriksen.

Læs også: PROFESSIONSSKOLE SAMARBEJDER MED ISLAMISTER

Del artiklen her:
Exit mobile version