Af Lone Nørgaard
Ifølge Rune Lykkeberg, chefredaktør på Dagbladet Information, har vi fået et stærkt fundament for et grønt systemskifte:
”Mette Frederiksen har med regeringsdannelsen skabt sig et særdeles gunstigt fundament for at gennemføre et rød-grønt systemskifte og en globalt enestående klimapolitik”. (Information, d. 26.6.19)
SYSTEMSKIFTE – det var godt nok store ord i sommerheden. Før følgere af Rune Lykkeberg går lige så meget i selvsving som redaktøren, vil jeg mane til besindelse. Med afsæt i en analyse på bloggen Snaphanen. Den analyse fremkommer, når man går bag om mainstreammediernes overfladejournalistik med DR og TV2 i spidsen fulgt op af Politiken, Berlingske, Altinget m.fl.:
Demokratiets Potemkinkulisser og magtens bejlere i en postdemokratisk tid
I dag har vi globalister, som vil have politisk magt, vi har EU der bestjæler de nationale demokratier for deres magt, og vi har aktivistiske journalister, som vil påvirke hvad vi har tilbage af demokrati. Og så har vi big tech, der også vil regere verden.
Vi har allerede et ben i den postdemokratiske tidsalder, hvorfor jeg da også længe har kaldt demokratiet ‘et teater,’ – et temmelig dårligt teaterstykke – jeg svært kan tage alvorligt. Rasmus Paludan forbedrede det betydeligt. Magten er udflyttet fra, hvor folk tror, den befinder sig, og hvor politikere og medier foregiver, den stadig er.
Da Julius Cæsar udråbte sig selv til kejser, blev han myrdet. Da Augustus efterpå gjorde det samme, men formelt lod senatet bestå, regerede han uantastet som kejser i 45 år [vist kun 41 – LN]. Heldigvis var han en god kejser, der efter sin død blev ophøjet til gud, men der skulle komme betydeligt værre.
De samme Potemkinkulisser lader nutidens kejsere stå til ære for os allesammen, så vi kan fejre ‘folkestyrets fest’ og danske journalisters juleaften hvert fjerde år i illusionen, at vi lever i et folkestyre.”
”Velfærdsstaten er som et vildtvoksende koralrev”
Jeg deler analysen – især udsagnet om journalisternes juleaften, der kan suppleres med diverse politiske kommentatorer og besserwissere – og kan derfor heller ikke juble over regeringsgrundlaget, som målrettet fortsætter kursen ned ad den totalitære sliske.
Jeg ser ingen grund til at forsøge mig med at opfinde den tredje streg på bismarcksklumpen hver gang, så lad mig ty til den kloge historiker Henrik Jensen, der er en af de få åndehuller i de etablerede medier. Hans kommentar ”Velfærdsstaten er som et vildtvoksende koralrev” er trykt i Jyllands-Posten d. 24.6.19 og rammer plet:
”Der er rigtig god grund til at ryste i bukserne ved de igangværende regeringsforhandlinger på venstrefløjen, hvor fire partier hver på sin vis slås om at komme til at bruge borgernes penge. Man tager sig allerede til hovedet over den udmeldte enegang i Europa med en reduktion af CO2 på 70 pct. frem mod 2030, hvilket alene vil koste et tocifret milliardbeløb årligt.
Samtidig kaster de fire partier sig med ildhu frem mod en forbedring af velfærden. Mere sundhed og social sikring til alle! Er der ikke grænser for, hvor meget velfærdsstat et samfund kan magte? Lighed er blevet magtinstrumentet over dem alle, blot man nævner det ord, retter alle ind. Men ligesom “klimakampen” er “lighedskampen” en utopi, med alle utopiers kedelige egenskaber. For enden af den vej lurer totalitarismen.”
Velfærdsstaten anno 2019
Velfærdsstaten anno 2019 lægger sin stadig større klamme hånd på borgerne fra vugge til krukke. Moder Stat slår bunden ud af civilsamfundet og umyndiggør folk, så de (vi!) bliver stadig mindre duelige til at tage vare på vores eget og andres liv. Ofrets århundrede, som Henrik Jensen så rammende har døbt fænomenet.
Finansieringen af moderdyret hedder et stadig mere tyngende skattetryk, som kun de klogeste – der undertiden desværre også er flossede – kan unddrage sig. Den produktive menigmand må bøje nakken, og tyveri er vel efterhånden det rette ord for den blytunge beskatning?
Gid man kunne opsige kontrakten med velfærdsstaten – ikke mindst efter den seneste regeringsdannelse. At fædrelandskærlige borgere skal tvinges til at finansiere indoktrineringskanalen DR, en samfundsnedbrydende indvandring og nu ’klima-redderne’ lover ikke godt på fremtiden. Det er ikke bare uddannelsessystemet, der er i frit fald. Det er den danske model og det danske demokrati også.
Fanden stå i, at et så velfungerende samfund som det danske, et paradis på jord, kan smadres i løbet af 2-3 generationer. Fordi alt for mange ikke ser og forstår skriften på væggen: At danskerne med statens og det såkaldte demokratis ’hjælp’ er ved at blive udraderet som folk.