Som i 30-ernes Tyskland – om end i langt mindre skala – foregår der i disse år en regulær terrorisering af både personer og møder, som politisk ekstreme, også denne gang venstreorienterede kredse, anser for bekæmpelsesværdige.
Grundene til den ”rødnazistiske” terror er uklare. Men den yderste venstrefløj har i dag ikke så mange muligheder for at samle opmærksomhed. Ofte spiller det dog nok også en rolle, at der er tale om mentalt forstyrrede personer. Den Danske Forening skaffede sig i parentes bemærket i slutningen af 1990-erne indblik i, hvad der foregik i disse kredse, og karakteristikken er dokumenterbar.
Aktiviteterne kan have form af privat forfølgelse i form af hærværk mod påståede ”fascisters” hjem og ejendele. Men der kan også være tale om forsøg på skandalisering af dem gennem rygtekampagner bygget på falsk eller forfalsket materiale, som det f.eks. var tilfældet i den såkaldte Politiken-affære i 2011 (se bogen Politiken-affæren, Historien om et dagbladsangreb på demokratiet). Hyppigere forekommer imidlertid mødeterror.
Denne form for terror har typisk den form, at der anmeldes – eller uanmeldt afholdes – en såkaldt ”moddemonstration” over for de møder, rødnazisterne har dømt ude, og til hvilken ”moddemonstration” der så søges tiltrukket deltagere på grundlag af (løgne)historier om, hvad mødet drejer sig om, og om mødedeltagerne eller talerne. Herunder søger ”moddemonstranterne” at chikanere mødet ned larmen, tilråb, råben og skrigen, spytklatter og om muligt kasteskyts af forskellig art, ligesom mødedeltagerne fotograferes og kommer til at indgå i hemmelige registre over ”højreekstremister”, der derefter opsøges og udsættes for overfald og hærværk. Evt. opgejles ”moddemonstranterne” af en indledende taler, f.eks. fra Enhedslisten eller et lignende foretagende, hvorefter voldsomhederne begynder, når den officielle ”moddemonstration” er afblæst.
Det spiller sjældent nogen rolle, hvad det arrangement, der terroriseres, egentlig drejer sig om. I Den Danske Forenings regi har overfaldene endog været rettet mod f.eks. et møde med formanden for den dansk-palæstinensiske venskabsforening, ved et møde med en af stifterne af Folkebevægelsen mod Nazisme og Landsforeningen mod Vold, ved et møde med en muslimsk imam som taler samt ved et arrangement med en kreds af frihedskampens veteraner. Der er også forekommet hærværk mod f.eks. en bil tilhørende en af Frihedskampens veteraner (og tidligere KZ-fange) under påskud af, at han var et ”nazisvin”.
Politiet har traditionelt været tilbageholdende med at efterforske disse sager og anholde aktionerende ved ”moddemonstrationerne”, selv om de overskrider straffeloven og/eller politibekendtgørelsen. Som oftest beskrives hændelserne også kun helt overfladisk og ufuldkomment, evt. misvisende eller direkte løgnagtigt i pressen.
Straffeloven og ordensbekendtgørelsen
Meget af dette indebærer overtrædelse af straffelovens almindelige bestemmelser om vold, hærværk mv. Og straffelovens injuriebestemmelse kan naturligvis via privat søgsmål bringes i anvendelse mod personer, der (dokumenterbart) offentligt og med urette beskylder deltagere i et møde for at være ”nazister” eller lignende.
Ifølge straffelovens mere ukendte § 137, den såkaldte mødeterrorparagraf, straffes imidlertid også den, der søger at forhindre afholdelsen – altså gennemførelsen – af en lovlig offentlig sammenkomst (møde, optog eller lignende) med bøde eller fængsel i indtil 2 år. Og ifølge samme lovs § 118, stk. 2, går straframmen for den, som ved magtanvendelse eller trussel herom alvorligt krænker ytringsfriheden, eller som hindrer foreninger eller andre sammenslutninger i frit at udøve deres lovlige virksomhed, endog med fængsel op til 12 år, hvis sigtet er at øve indflydelse på offentlige anliggender eller at fremkalde forstyrrelse af samfundsordenen.
Efter den såkaldte ordensbekendtgørelse må skrigen, råben eller anden støjende, voldelig, fornærmelig eller lignende optræden, der er egnet til at forstyrre den offentlige orden, heller ikke finde sted. Bekendtgørelsen rummer også regler om brugen af støjende instrumenter m.v. Politiet kan endvidere påbyde enhver at undlade at stå stille på et bestemt sted eller at færdes frem og tilbage på kortere strækninger, når den pågældendes ophold eller færden medfører ulempe for de omkringboende eller forbipasserende, eller når der er begrundet formodning om, at den pågældende på dette sted udøver en strafbar adfærd. Bekendtgørelsen er strafsanktionereret.
Hvad skal politiet gøre?
Politiet har som sagt traditionelt været tilbageholdende med at indlede straffesager i anledning af mødeterror. I Jyllands-Posten 6/4 1995, omtales dog et tilfælde, hvor man anholdt 13 autonome for forsøg på at hindre et grundlovsmøde i Den Danske Forening. Fire blev her idømt 20 dages ubetinget hæfte, otte fik 20 dages betinget hæfte, mens en enkelt af de unge slap med 10 dages betinget hæfte. De var mødt op iført hætter og flere med slagvåben, og nogen havde tidligere voldsdomme. Der var i øvrigt en senere af Kronprisen prisbelønnet kunstner iblandt dem.
Der er ingen tvivl om, at politiet er forpligtet til at sikre lovlige offentlige møder mod chikane og voldshandlinger, der sigter på at forhindre deres rolige afholdelse. Dette indebærer bl.a., at politiet skal henvise (lovlige) ”moddemonstrationer” til en sådan placering, at mødet ikke trakasseres. I forbindelse med afviklingen af nynazisternes såkaldte “Hess-march” i august 1998 besluttede Justitsministeriet eksempelvis, at denne “demonstration” under hensyn til den risiko, den frembød for omgivelserne, geografisk kunne henvises til en lokalitet, der var passende i forhold til risikomomentet. Den samme begrundelse kan anvendes til at flytte en ”moddemonstration” et sted hen, hvor den ikke forstyrrer et lovligt møde.
Ulovlige registreringer
Persondataloven har stramme regler for registrering og hindrer i det hele registreringer – herunder i billedform – uden tilladelse af folks personlige forhold, herunder deres politiske tilhørighed o.l.
Persondataloven gælder imidlertid ikke registreringer omfattet af den særlige lov om massemediers informationsdatabaser.
Denne lov regulerer i kapitel 2 rent interne, redaktionelle informationsdatabaser.
En sådan base må alene drives som led i journalistisk eller redaktionelt arbejde med henblik på offentliggørelse i et massemedie. Basen skal for at blive omfattet af loven anmeldes til Datatilsynet og må ikke være tilgængelig for andre end massemediets journalister og redaktionsmedarbejdere, og disse må ikke bruge den til andet end deres arbejde, ligesom den skal sikres imod adgang for uvedkommende. Videregivelsen af oplysningerne i basen begrænses herudover af medieansvarsloven, straffeloven og erstatningsansvarsloven.
Er basen offentligt tilgængelig, gælder lovens kapitel 3. Basen skal i så fald for at blive omfattet af loven (i stedet for persondataloven) være anmeldt både til Pressenævnet og Datatilsynet. Basen må heller ikke indeholde informationer, som det vil være ulovligt at offentliggøre i et massemedie, som ville være i strid med god presseskik eller om enkeltpersoners rent private forhold (ud over en vis tidsgrænse). Efter anmodning fra den, informationerne angår, skal oplysningerne i basen endvidere slettes, rettes eller ajourføres, eller der skal optages et genmæle. Endvidere skal der til enhver, der fremsætter anmodning herom, gives skriftlig meddelelse om de informationer, der er optaget i databasen om vedkommende selv.