Af Gunnar Jacobsen
Når den halve sandhed bliver til den hele, bliver indsigelse nødvendig
Den 24. april havde Ole Stig Nielsen et indlæg i Jyllands-posten hvor han havde en skarp anklage mod Jylland-posten for bl. a. at gå Dansk Folkepartis ærinde. Kærnen i anklagen er tilsyneladende, at avisen fortier en påstået positiv virkning som de mange milliarder, staten betaler til indvandrerne, skulle have på dansk økonomi. Fortielsen er efter O.S.N.’s mening en uret, som bør modsiges. Det gør O.S.N. så ved at gøre opmærksom på, at der er en multiplikatoreffekt som følge af det forbrug, indvandrerne har. Lekturen at O.S.N.’s artikel får mig uvilkårligt til at tænke på Frédéric Bastiats værk: “That Which Is Seen and That Which Is Not Seen”. Og det er netop sagen: det O.S.N. overser eller undlader at fortælle. O.S.N. gør ganske vist korrekt opmærksom på, at udgifterne til indvandrerne er skattefinancieret. Så burde det egentlig ikke være synderligt svært også at indse, at skatteyderne har tilsvarende mindre at bruge af. Det er sandsynligt, at forholdet mellem opsparing og konsum er lidt forskelligt mellem omtalte to grupper, men det ændrer næppe meget ved det samlede resultat, nemlig at der ingen positiv økonomisk effekt er ved at afholde omtalte udgifter til indvandrerne. Og dermed falder O.S.N.’s anklage om uret til jorden. Det er åbenbart O.S.N. købmandskab, der ikke er godt nok.
Men når det nu tilsyneladende er O.S.N. magtpåliggende at inddrage spørgsmålet om ret og uret, så kunne det være fristende at spørge, med hvilken ret staten fratager danske borgere disse mange milliarder for at bruge dem på de udgifter, den førte indvandrerpolitik medfører. Svaret man får på et så kættersk spørgsmål er i reglen en eller anden diffus henvisning til demokrati. Men det er ikke præcist nok at sige, at vi har et demokrati; korrekt er, at vi har et repræsentativt demokrati. Det betyder, at politikerne har fået et mandat til at varetage deres vælgeres interesser, hverken mere eller mindre. De har altså ikke fået en blanco check, som de frit kan bruge efter forgodtbefindende, tværtimod: de har en forbandet pligt til udelukkende at være optaget af deres vælgeres ve og vel. Og så vil jeg i øvrigt overlade det til læserne at vurdere, om politikerne med den indvandrerpolitik, de hidtil har ført, har levet op til dette soleklare krav.
Gunnar Jacobsen, lektor emer.