DEN ENGELSKE OVERKLASSES FORELSKELSE I DEN KLASSISKE VERDEN – OG I SOCIALISTISKE UTOPIER

13 Shares

Englands overklasse har altid haft en stærk klassisk tradition – men også en tradition for at leve i en socialistisk fantasiverden. Lad os se på den klassiske tradition først.

Kommentar af Geoffrey Cain

Folk, der er glade for bevingede ord, bør kigge på de allersidste sider af Chambers 2Oth Century Dictionary, hvor der bydes på en hel række sprogperler fra en svunden tid. Og på et højt kulturelt niveau. Men heldigvis er mange af udtrykkene valgt med underfundighed, så man straks mærker, at det ikke er nogen dødbider, der har samlet dem, og man undrer sig også over, hvor bredt han favner.

Selv med min cand. mag. eksamen i fransk vidste jeg ikke, at der på mange toiletdørskilte i frankernes rige blot står et lakonisk ici, (her!). Og jeg har heller ikke hørt udtrykket je n’en vois pas la nécessité (det kan jeg virkelig ikke se nogen grund til), der citeres som et berømt svar til en mand, der sagde, ”at han var jo nødt til at leve”.

Latin siger meget i få ord

I Chambers kan man tydeligt fornemme, at manden, der redigerede Common Words and Phrases (det engelsk udtryk for bevingede ord) ikke har haft de samme problemer med latin, som jeg selv havde i skolen. Problemet for mig var  – og stadig er –  at latin er så sammenpresset, at det næsten gør ondt. Og man kan også udmærket forstå, hvorfor romerne valgte den stil, når man ser på digter- og kejserbyster. Deres strenge og selvbevidste træk passer som hånd i handske til de korte fyndord, de trakterede med. Eksempelvis oderint dum metuant, (lad dem hade, bare de frygter os”) hvor man genkender “odiøst” og eng./fransk ”formidabel”, “angstindgydende”. Ja så. Men er der ikke noget lidt mere muntert?

Jo, det er der. Hvad synes De om det glade vivamus dum vivimus, “lad os leve mens vi lever”? Ville det ikke være lige til at blive helt hippie af – forudsat naturligvis at man kunne kapere det hele, lige så let som man forstår dansk? Det kan de fleste af os naturligvis ikke, dog er der også nogle sjældne mennesker, der kan.

Victor Gollancz 

I Paul Johnsons fascinerende De Intellektuelle om de begavede originaler, der har bidraget til at lave verden om (ikke altid til det bedre), læser vi om en vis Victor Gollancz, der mentalt set var i toppen af topklassen. Som ung kostskoleelev oversatte han hver uge lederen i The Times til latin og klassisk græsk, og man spørger sig undrende, hvordan i helvede sådan en ung knøs bar sig ad med det. Mærkeligt nok var det samme Victor Gollancz, der senere grundlagde The Left Book Club, et forlag der fik enorm betydning for socialismens udbredelse i tredivernes Storbritannien. Det var en tid hvor salonkommunisme praktiseredes i de bedste kredse til akkompagnement af portvin og agurkesandwiches – altid serveret af en tjenende ånd. Nej hvor hyklerisk, kan man sige, men i hvert fald ét sted blev salonkommunisme omsat til handling, nemlig Cambridge Universitet, hvor der, blandt andre lærte unge mænd af god familie, også fandtes en lille gruppe, der blev spioner for sovjetstaten. Deres oprør udsprang – lige som ungdomsoprørerne i `68 – fra et mageligt liv, der langtfra var noget helvede. Penge var der nok af, og et behageligt overklasseliv og velbetalte jobs var en selvfølge. Men – som alle unge mennesker der har alt – manglede de en udfordring. Der skulle skabes et paradis på jorden, sagde de til hinanden, uden at se, at de allerede levede i paradis.

Gensyn med Brideshead

Ja, sådan må livet på de gamle universiteter have været, kan jeg tænke mig. Et paradis i både åndelig og fysisk forstand. Et in Arcadia Ego, sagde Charles i Gensyn med Brideshead, “jeg har også været i Arkadien”. Men hvad mente han præcis med det? Slår man op i Chambers, vil man se, at Arkadien var en bjergegn på det græske fastland, hvor man efter traditionen tilbad guden Pan og levede et simpelt landligt men også dejlig æstetisk liv. I senere århundreder blev navnet Arkadien synonymt med Edens Have eller Slaraffenland, og i det jordiske paradis på Cambridge University kan man sagtens forestille sig hjertevennerne Charles og Sebastian spadserende arm i arm gennem smukke søjlegange – skarpt efterfulgt af Victor Gollancz og et lille vedhæng af klassisk uddannede KGB agenter.

”Jeg har også været i Arkadien”

Samtlige disse begavede unge mænd havde en fælles referenceramme: antikken, der tillod dem at føre en slags dobbelt liv. Med ét ben stod de i et jordisk paradis, mens det andet dansede rundt i et mytologisk Arkadien, som de ustandseligt hentydede til. Her kunne de sige, at en eller anden, som de ikke brød sig om, skulle naviget ad Anticram, (“lad ham sejle til Anticram”), i tryg forvisning om, at alle vidste, at det ifølge legenden var i Anticra, at der voksede hellebore, planten der helbredte galskab.

Men. Som de fleste der ville redde verden med et nyt moralsk budskab gad de – eller kunne de – ikke leve op til disse strenge fordringer selv. Og dertil kom, at de fleste af dem havde en skrue løs. Jean-Paul Sartre kunne finde på at prædike videre for sig selv efter samtalepartnerens afgang (man kunne høre ham gennem væggen), Percy Byssh Shelley var en hjerteløs narcissist, Jean-Jacques Rousseau var en selvretfærdig hypokonder, mens Victor Gollancz, der kunne oversætte The Times til antikke tungemål, brugte en del af sin kontortid på at undersøge sin forplantningsorgan foran et åbent vindue.

De behandlede deres egne kvinder skidt

Og som man næsten kan tænke sig, behandlede de fleste af dem kvinder som det rene skidt. De beløj dem, de bedrog dem og de udnyttede dem. Og hvad så? Det var der så mange andre, der gjorde, kan man sige, så hvorfor hænge dem ud for en tidstypisk brutalitet og nogle få harmløse særheder a la dem Victor Gollancz hengav sig til? Nej, det er sandt. Men ikke alt var harmløst. Hvis man tænker tilbage på Karl Marx (kapitel 3 hos Johnson) og regner lidt på det, vil man se, at der ud af hans dødbringende kommunisme sprang – delvis inspireret af den, delvis som modvægt til den – en lige så dødbringende nationalsocialisme, der i vor egen tid har affødt et nyt misfoster, nemlig den politisk korrekte pseudohumanisme. Og den har lånt mange af sine hjernevask- og manipulationsteknikker fra samme kilde.

Social engineering

Fælles for dem alle er troen på social engineering, den sociale ingeniørkunst der vil omskabe mennesker efter de intellektuelles eget billede: oplyste, frigjorte og gode. I praksis skabte man blot endeløse udgaver af Frankenstein. Men det er der ikke plads til at komme ind på her. Det værste af det hele er at folk aldrig lærer af deres fejltagelser og fortsat laver nye. Semel insanavimus omnes, skriver Chambers, we have all played the fool once. Once? Vi har gjort det mange gange, og er altid rede til at springe ind igen med samlede ben, à pieds joints, så det smukke græske mundheld at “lidelser er lektier”, pathemata mathemata (hvor man genkender “pathologi” og “matematik”) passer ikke. Det er måske gyldigt for den enkelte, men bestemt ikke for alle.

Vi lærer ikke af historien

Og så er der også det ved det, at der kommer nye folk hele tiden. Og de, der er her, glemmer hurtigt eller simpelt hen digter alting om. Nec oblivaris, glem ikke, siger Chambers fromt (jf. engelsk ”oblivion”, glemsel) men det er naturligvis nemmere sagt end gjort. Udtrykket står forresten lige under Nec scire fas est omnia (”scire” giver ”science” dvs. viden), der betyder “det er ikke tilladt – eller muligt – at vide alt”. Se, den var god, synes jeg.

Det skulle man skrive op et sted hvor alle politisk/religiøse kunne se det, så det kunne minde dem om, at vi er alle kødelige mennesker, der er programmeret til at handle galt. Vi burde egentlig gå rundt og sige med Montaigne – på gammelfransk – Que sçai-je? ; hvad ved jeg egentlig? Det kunne være, at denne sunde ærkeeuropæiske skepsis blev Europas redning.

Det må vi håbe i hvert fald.

13 Shares