DEN DANSKE ”HOLOCAUST”

Shares 141

(Foto: Imam i Danmark citerer islamiske vers, som opfordrer til at udrydde jøderne, 24Nyt)

Myter og løgne om Israel og palæstinenserne, som det officielle Danmark spreder, er med til at skabe et klima, hvor jødehadet blomstrer. Unge jøder forlader Danmark i stor stil, og hvis denne exodus fortsætter, vil det jødiske mindretal være udryddet om ca. 50 år.

Af André Rossmann

Det jødiske samfund i Danmark har oplevet antisemitisme lige siden 1600-tallet. Jødernes friheder var indskrænkede på mange områder. Bl.a. måtte de ikke bosætte sig, hvor de ville, og de måtte heller ikke beskæftige sig med, hvad de ville, men kun ernære sig ved bestemte hverv såsom handel, pengeforretninger, juvelhandel og tobaksspinderi. I 1684 fik den jødiske menighed i København tilladelse til at holde jødiske gudstjenester, og først i 1814 fik jøderne retten til fri næring.

Igennem flere århundreder har der været mange eksempler på betydelig folkelig uvilje mod den jødiske befolknings tilstedeværelse i det danske samfund. Inden Første Verdenskrig trivedes antisemitismen både på venstre- og højrefløjen. Ved siden af antisemitiske kirkeblade, film og bøger har en række danske medier lagt spalteplads til jødehadske karikaturer og kommentarer, og både politikere og intellektuelle har medvirket til at stemple jøderne som en kollektiv trussel mod det danske samfund ved at fremstille det jødiske mindretal som ondskabsfuldt, grisk og farligt.

Antisemitismen i mellemkrigsårene

I mellemkrigstiden var danskernes antisemitiske fordomme kombineret med racetænkning, som både indebar stereotyper om fysiologi og åndelige egenskaber. I denne periode indskrænkede det politiske jødehad sig til nazisterne og højreekstremistiske grupper, mens propagandistiske karikaturer og kommentarer blev primært trykt i dagblade med tilknytning til Venstre og Det Konservative Folkeparti. Hyppigst i jyske aviser, skønt de fleste danske jøder boede i hovedstadsområdet. Det var især Jyllands Posten, der var stærkt antisemitisk. Som reaktion på Krystalnatten stillede avisen sig på nazisternes side og viste forståelse for etnisk udrensning af jøder, så længe ”det foregik forholdsvis samvittighedsfuldt”.

Antisemitismen under Den Anden Verdenskrig

Under den anden verdenskrig var der i Danmark – ligesom i resten af Europa – stærke antijødiske strømninger, som bl.a. gjorde, at mange danskere stak deres jødiske medborgere og på den måde var medvirkende til, at jødiske danskere blev fanget af tyskerne og sendt til Theresienstadt og andre koncentrationslejre. Dansk selvopfattelse bygger på myter, og en af disse myter handler om jødernes redning i 1943. Den officielle historieskrivning sætter Danmark op på den høje moralske hest og påstår, at mens hele verden vendte de europæiske jøder ryggen, hjalp de ædle danske fiskere de danske jøder i sikkerhed. Faktum er, at redningsaktionen var en lukrativ forretning for fiskerne i Gilleleje, der har tjent styrtende med penge på at sejle danske jøder til Sverige. Dette er dokumenteret af en lang række danske historikere som f. eks. Thomas Hjortsø, Rasmus Kreth, Michael Mogensen, Christian Tortzen, Henrik Dethlefsen og Jørgen Hæstrup, samt den israelske historiker Leni Yahil. Det var således ussel købmandskab og kræmmermentalitet, og ikke idealisme, der drev værket i Gilleleje, men det er fortrængt i den kollektive danske selvopfattelse.

Venstreradikal antisemitisme og antizionisme

I perioden 1945-1968 var Danmark officielt en stor ven af staten Israel, og mange danske unge tog på kibbutzophold. Siden 1968 er sammenblandingen af had til Israel og had til jøder imidlertid blevet så stærk, at den bl.a. førte til bombeangrebet mod synagogen i København i 1985, hvor mange blev såret. Den berygtede Blekingegadebande førte lister over danske jøder, som banden muligvis sendte videre til terrorister i Mellemøsten. I bogen Zionismens Israel har Anne Grete Holmsgaard (i dag medlem af SF) og Kit Broholm (i dag medlem af Alternativet) fremstillet jøderne som et kapitalistisk og stærkt pengeinteresseret folkefærd, som på grund af deres geografiske udbredelse var en verdensomspændende pengemaskine der tjente og talte imperialismens sag. Den danske venstrefløj har været og er fortsat aktiv med antijødisk og anti-israelsk propaganda og voldelige angreb på jøder og jødiske institutioner. For venstrefløjen er hadet til Israel blevet en væsentlig identifikationskilde. Palæstinenserne dyrkes som vor tids jøder og jøderne og israelerne betragtes som vor tids nazister.

Antisemitismen i det danske establishment

Siden starten af 1980’erne har også det danske establishment – politikere, regeringsmedlemmer, folketingsmedlemmer, opinionsdannere, kulturpersonligheder mv. –  i stigende grad gjort Israel og jøder til legitime mål for danske og muslimske antisemitter gennem deres stærke og vedholdende anti-israelske retorik. Traditionelt politisk liberale medier som f. eks. Politiken, der hidtil havde været venligt indstillet over for jøder, har sluttet sig til venstrefløjens antizionistiske og antisemitiske linje. Hadet til jøder og Israel har været tydeligt både i læserbreve, artikler og ledere. Antisemitterne påstod, at kritikken af Israel ikke var udtryk for jødehad, men i praksis har store dele af kritikken mod Israel været gennemsyret af elementer fra den klassiske antisemitisme, hvor jøder dæmoniseres og fremstilles negativt.

Danske udenrigsministre som Martin Lidegaard og Mogens Lykketoft har støttet alle anti-israelske boykotkampagner og resolutioner i internationale fora, herunder FN. Lykketoft har både som udenrigsminister og derefter som folketingsformand ved flere lejligheder fremført skarp kritik af Israel.

En af de mest rabiate danske antisemitter, Zenia Stampe fra Radikale Venstre, har på Facebook skrevet, at hun opfatter Israel som værende et racistisk apartheid-land, der udfører etnisk udrensning mod palæstinenserne. Zenia Stampe har desuden aktivt opfordret til boykot af israelske varer, og flere kommuner har fulgt opfordringen i deres indkøbspolitik.

Da ansatte fra Charlie Hebdo og tilfældige kunder i et jødisk supermarked blev myrdet, skrev Enhedslistens Anne Rytter, at man ikke skulle udvise sympati med et racistisk medie, og Enhedslisten i Københavns Borgerrepræsentation ville ikke være med til øget sikkerhed foran jødiske institutioner. I 2012 opfordrede den radikale beskæftigelses- og integrationsborgmester i København, Anna Mee Allerslev, en jødisk forening til at holde sig væk fra en mangfoldighedsfestival på grund af pres fra muslimske kredse. I sommeren 2014 blev Dansk Zionistforbundets lovligt anmeldte demonstration for fred i Mellemøsten opløst af politiet, som ikke kunne garantere for medlemmernes sikkerhed. Ifølge forbundet er antallet af antisemitiske handlinger, chikaner og trusler mod jøder i Danmark vokset støt i de senere år.

Forud for terrorangrebet i København anbefalede Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) de danske myndigheder at sikre jødiske institutioner bedre. Men anbefalingen blev ikke fulgt. Den daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt har skråsikkert fastslået, at Danmark passer godt på sine jøder. Det blev bl.a. afvist af TV-journalisten Martin Krasnik og formanden for Det jødiske samfund, Dan Rosenberg Asmussen, som har udtalt, at de ikke har registreret nogen forhøjelse af sikkerhedsniveauet efter terrorangrebet i Paris i januar. Ifølge Dansk Israelsk Selskab har de danske politikere og myndigheder bagatelliseret det trusselsbillede, som de danske jøder har følt, at der har været.

Den tidligere overrabiner Bent Lexner har kritiseret kongehuset for passivitet under terroren mod de danske jøder. Mens alle mulige politikere fra ind- og udland og mange almindelige danskere mødte op ved synagogen for at udtrykke sympati og solidaritet, glimrede kongehuset ved sit fravær. Da menigheden inviterede kronprins Frederik til en mindehøjtidelighed i synagogen for Dan Uzan, havde Kronprinsen ifølge Bent Lexner ikke tid.

Dansk støtte til Palæstina

Danmark er et af de lande i verden, der bidrager mest til det korrupte palæstinensiske styre. Pengene bevilges år efter år med støtte fra samtlige danske partier undtagen DF. Ifølge den tidligere udenrigsminister, Kristian Jensen (V), ville det være ”et selvmål at lukke kassen i for Palæstina. Det danske udviklingssamarbejde med Palæstina har et overordnet mål, nemlig at bidrage til en fredelig løsning på den israelsk-palæstinensiske konflikt”, fastslog udenrigsministeren i en skriftlig kommentar til Berlingske.

VLAK-regeringen anser fortsat Palæstina som et prioritetsland, og udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) har netop flottet sig ved at uddele 450 mio. kr. til palæstinensiske organisationer over de kommende 5 år. Bl.a. til BADIL, som støtter boykot af Israel, ønsker ”én afzioniseret, palæstinensisk stat” og åbent publicerer antisemitiske plakater, der opfordrer til udslettelse af Israel.

Når det danske Folketing bevilger penge til Palæstina, er der ingen krav om, at pengene ikke bruges til æresdrab eller terrorisme, promovering af had til Israel, finansiering af våben der bruges mod Israel, gravninger af terrortunneller, eller at de ikke skal ryge lige ned i lommerne på den korrupte palæstinensiske administration eller dennes bankkonti i Schweiz. Den danske støtte bruges til ikke alene anti-israelsk, men også antisemitisk propaganda i selvstyrets skoler og medier, hvor børnene og borgerne fyldes med formørket vrøvl om, at Jerusalem og Israel altid har været arabisk, og at jøder intet har at gøre i denne by eller i Israel. Både Hamas i Gaza og Fatah på Vestbredden modtager danske penge, som bruges på at hædre og belønne de terrorister og mordere, der sidder rundt omkring i israelske fængsler.

Antisemitismen i medierne

De danske medier har i vid udstrækning fungeret og fungerer fortsat som talerør for muslimsk, anti-israelsk propaganda. Medierne manipulerer med historiske fakta og dækker udviklingen i Mellemøsten på en måde, så Israel fremstår som alt andet end det demokrati, det er. Det er påfaldende, at mens medierne systematisk undlader at rapportere om palæstinensernes terroraktioner og krigsforbrydelser, kommer de med det samme på banen med anti-israelske overskrifter, når landet træffer sine fuldt lovlige og berettigede modforanstaltninger. Venstrefløjspolitikere og venstrefløjspressen, ikke mindst Politiken og Information, dyrker intenst had til Israel og jøderne. Under den sidste Gaza-konflikt nåede mediernes anti-israelske smedekampagne nye højder.

Muslimsk antisemitisme

Flygtningestrømmen har medført en kraftigt stigende antisemitisme i Danmark, idet muslimske flygtninge og migranter stammer fra kulturer, hvor intolerance og hadet til jøder er fast inventar. Den klassiske antisemitiske fremstilling af jøder som pengeelskende, grimme, onde mennesker med store næser og krumme rygge får jævnligt i dag spalteplads i de arabiske landes medier.

Hele den arabiske verden er gennemsyret af rendyrket jødehad. Hitlers “Mein Kampf” hitter på bestsellerlisterne. Beklagelser over, at Hitler ikke “fik gjort arbejdet færdigt,” er mainstream, og idéen om, at det er helt legitimt – ja endda prisværdigt – at dræbe civile jøder, promoveres systematisk, ikke mindst blandt palæstinenserne. Den arabiske antisemitisme er mest udtalt i Mellemøsten, men mange europæiske muslimer har taget denne primitive del af deres kultur med sig til Europa. Blandt danske muslimer er ordet ”jøde” et udbredt skældsord, og imamerne omtaler jøder som aber og svin. 24NYT kunne forleden afsløre, at en imam endnu engang har opfordret til at dræbe jøder fra talerstolen i en dansk moské.

Det aggressive muslimske mindretal gør, at Danmark er nødt til at bruge enorme summer på bevogtning af det lille velintegrerede jødiske mindretal. Den snigende og vedvarende islamisering af det danske samfund på alle niveauer og den sympati og tolerance, som det officielle Danmark udviser for det muslimske mindretal, har skabt en mental ghetto, hvor danske jøder lever et liv med angst, ydmygelser, chikaner og politibevogtning døgnet rundt.

Den tiltagende antisemitisme i Danmark kommer til udtryk i mange sammenhænge. Jødiske forretninger bliver smadret, og der begås hærværk mod jødiske skoler. Danske skoler fraråder jødiske forældre at vælge disse til deres børn. Danske jøder må dyrke deres religion og gå i skole under konstant politibevogtning. Mens Hizb-ut Tahrir kan samle 1.000 tilhængere i Nørrebro Hallen uden behov for politibeskyttelse, kan jøderne ikke holde Bar Mitzvah uden vagter. Fra officielt hold accepteres det, at der er dele af Danmark, hvor det er farligt at gå med kalot. Kors, tørklæder og burka kan man derimod uden fare færdes med overalt.

Eftersom de danske jøder er få og fredelige, er det nemt for politikerne at lukke øjnene for deres situation. Det jødiske mindretal gør sig jo hverken umuligt eller optræder truende. Da mange danske jøder er klar over risikoen forbundet med synlighed i offentligheden, holdes antallet af antisemitiske hændelser i Danmark kunstigt nede, fordi danske jøder undlader at vise deres religiøse tilhørsforhold offentligt af frygt for antisemitiske overgreb.

Truet minoritet

Jøderne, som har levet i Danmark siden 1500-tallets slutning, har integreret sig i det danske samfund og ydet deres bedste. De har bidraget flot til dansk kultur, handel, økonomi, journalistik, kultur og videnskab med fremtrædende personligheder som bl.a. tobaksfabrikanten og kunstsamleren Heinrich Hirschsprung, fysikeren Niels Bohr, Berlingskes redaktør Mendel Levin Nathanson og Politikens chefredaktør Herbert Pundik, samt politikere som Herman Bing, Isi Foighel og Arne Melchior.

På kulturens område findes en perlerække af store navne som humoristen Victor Borge, kritikeren Georg Brandes, sangerinden Raquel Rastenni, forfatteren og instruktøren Sam Besekow, musikfamilien Koppel, teaterinstruktøren Emmet Feigenberg, filminstruktøren Susanne Bier, forfatteren Samuel Rachlin, journalisterne Bent Blüdnikow og Martin Krasnik, skuespilleren Kim Bodnia, kunstneren Peter Brandes, arkitekten Arne Jacobsen, violinisten Nikolaj Znaider og mange andre.

De danske jøder er et smukt eksempel på en vellykket integration, hvor et mindretal bliver til en positiv del af samfundet, samtidig med at det har bevaret sin identitet. Alt tyder imidlertid på, at det snart er uigenkaldeligt slut med det jødiske mindretal i Danmark. For mange ældre danske jøder er det for sent at emigrere, men flere og flere unge jøder tager til Israel eller andre lande og vender aldrig tilbage. Ingen ansvarlige forældre vil byde deres børn et liv med angst, ydmygelser, chikaner og politibevogtning døgnet rundt. Det er en udvikling, der er i gang i al ubemærkethed. Det lille fredelige jødiske mindretal, som gennem årtier har leveret et bemærkelsesværdigt bidrag til det danske samfund, er på vej væk. Om 50 år er der ingen jøder tilbage i Danmark.

I stedet har Danmark fået et nyt, muslimsk mindretal, som bidrager med ghettoområder, analfabetisme, parallelsamfund, intolerance, social kontrol, kriminalitet, religiøs ekstremisme og i yderste instans terror. Et mindretal, som vender sig imod Danmark og er totalt uinteresseret i at tage del i det danske samfund.

Danmark har truffet sit valg.

W3Schools

Shares 141

Comments

comments