Det danske demokrati har været en fast bestanddel af min bevidsthed siden jeg var en ung mand. Ideen om at man kan stemme på et parti og få sine interesser opfyldt har i lang tid været kernepunktet for hvordan jeg selv – og mange andre, tror jeg – forstår samfundet.
Og er der ikke noget smukt ved denne tanke? At et folk vælger deres repræsentanter, og at disse på meningsfuld vis opfylder deres vælgeres ønsker? Men åh, det er bare ikke sådan at systemet fungerer, hvilket de sidste tyve år i dansk politik har demonstreret på efterhånden total vis. For i høj grad virker det til at demokratiet har spillet fallit overfor befolkningsudskiftningen, og at der i fremtiden formentlig vil blive behov for et helt nyt system hvis dette problem virkelig skal løses.
Er det en radikal pointe at ”demokratiet” ikke vil lykkes med at stoppe og/eller reversere befolkningsudskiftningen?
Næh, det tror jeg ikke. Hvis demokratiet virkelig kunne have stoppet det her problem så havde det gjort det allerede i 2001 hvor VKO overtog magten. I stedet er vi blevet spist af med diverse administrative småændringer lige siden, og intet lader til at noget rigtigt vil ændre sig. I stedet virker det til at stort set alle partier er blevet enige om at lade katastrofen fortsætte. Ja, faktisk virker det til at de ikke engang ”ved” at der findes noget der hedder familiesammenførsler og fertilitetsrater. Det er intet mindre end et galehus vi er vidne til i disse år.
Et folketingsvalg som ikke vidste hvad det ville
Der er mange faktorer man kan kigge på hvis man vil forstå hvorfor demokratiet ikke evner at stoppe befolkningsudskiftningen. I denne artikel vil jeg gennemgå en del af dem; hvilket er en vigtig opgave da det hjælper os til bedre at forstå det paradigme vi befinder os i, samt hvordan fremtiden kan udvikle sig.
Et godt sted at starte er vores nylige folketingsvalg. Selve demokratiets fallit går selvfølgelig ud over dynamikken i blot ét folketingsvalg, men hvert valg indeholder faktisk grundelementerne i demokratiets fallit, hvorfor det giver mening at se nærmere på det.
Lad mig sige det med det samme: Det her folketingsvalg var en opvisning i politisk impotens og journalistisk virkelighedsskabelse. De to ting afgjorde valgets narrativer, dynamik og endelige udslag. Hvilken chance har den dybere sandhed overfor en journalist-stand der skaber de virkeligheder de ønsker, og en såkaldt borgerlig blok der ikke engang ønsker at erkende de problemer der findes? Det er formentlig som jeg skrev ovenfor; at ”demokratiet” næppe kommer til at løse befolkningsudskiftningen.
En borgerlig blok der er gået i stå
For det første skyldes valgets udfald nok i høj grad at der ikke længere findes nogen reel forskel på venstrefløjen og den etablerede højrefløj i dansk politik. For helt ærligt: Hvad er meningen med en borgerlig blok hvis den blot fører venstreorienteret indvandringspolitik? – Det kan jeg sgu ikke blive begejstret over. Så hellere lade den borgerlige blok dø indtil den rekonstituerer sig rundt om en alliance der rent faktisk vil stoppe indvandringen, og ikke bare tale om det. Indtil da spilder de blot vores tid.
Dernæst, så er det jammerligt at være vidne til et enigt presse- og kommentatorkor der i årevis med pligtskyldig mine taler om en ”stram udlændingepolitik” når tusindvis på tusindvis af familiesammenførte udlændinge strømmer ind i landet – plus nu også en hel del indere og kinesere som vi næppe har det store til fælles med, men som under halve liberale sandheder kan komme til landet i form af ”arbejdskraft”. Stram udlændingepolitik. Jo tak, prøv at tage en tur ud af Frederikssundslinjen og fortæl mig om hvorvidt den etniske sammensætning ser anderledes ud i forhold til for ti år siden? – Du er en idiot, kære journalist. Helt ærligt, du er en idiot. Der findes ikke nogen stram udlændingepolitik. I stedet findes der en konstant udskiftning af det danske folk.
Hvad skal den almene vælger gøre overfor dette paradigme? – En hel hær af journalister og politikere der alle taler om en ”stram udlændingepolitik” mens tusindvis af mennesker årligt vælter ind over grænsen? – Den almene vælger der måske kun læser politisk indhold fem minutter om ugen, og bruger resten af sin tid på fodboldnyheder, mode eller realityshows? – Sådan en person tror vel oprigtigt på at der findes en ”stram udlændingepolitik”, og at socialdemokraterne nu også er garant for den. Propaganda virker desværre. Ikke på os, men på masserne.
Et system der ikke virker
Det er egentlig derfor jeg tvivler på at det demokratiske system ”nogensinde” vil løse det her problem. – Fordi dem der styrer dets narrativer og beslutninger enten ikke kan eller ikke vil indse at befolkningsudskiftningen stadig buldrer derudaf.
Personligt har jeg i mange år – måske altid – haft en lidt socialromantisk tro på at demokratiet og vores politikere på et eller andet tidspunkt vil besinde sig og indstille indvandringen når den etniske udskiftning er blevet for omfattende. En form for endelig forbrødring mellem den politiske klasse og det danske folk. Men selv denne tese er jeg efterhånden begyndt at tvivle på, eftersom det politiske system virker til at have en række indbyggede komplekser der faktisk modvirker denne udvikling.
Ja for det første så eksisterer de fleste politiske partier jo som et hierarki, hvor en eller få personer har magten og dikterer den linje som partiet har. Hvis andre i partiet er uenige med denne linje kan de komme i problemer, hvilket vi allerede har set flere eksempler på. Søren Pind talte f.eks. i tidernes morgen den førte indvandringspolitik imod – og fik en røffel for det. Rasmus Jarlov har problematiseret befolkningsudskiftningen – og er ikke blevet tilstrækkeligt belønnet for det. Konsekvensen bliver bare at det i højere grad i stedet bliver vanetænkere og karrierepolitikere der bliver hvervet til ordførerposter og ledende stillinger, hvormed et politisk parti simpelthen stopper med at udvikle sig. Venstre og Konservative de sidste tyve år er glimrende eksempler. DF også.
Bureaukrater versus patrioter
Dernæst eksisterer der også det systemiske problem at mange af vor ledende politikere nok er bureaukrater snarere end patrioter. Mange politikere i de ofte lidt ældre establishment-partier er ofte fedtspillende bureaukrater der primært arbejder for deres egen karriere, og som nægter at tage chancer på deres lands vegne. Tænk Søren Pape og Lars Løkke og du ved hvad jeg mener.
Patrioter er anderledes. En patriot sætter altid hensynet til sit folk og sit land over hensynet til sig selv. En patriot er også villig til at gøre det rigtige selvom det indebærer en risiko for ham selv og hans egen karriere. Men helvede fryser til is før typer som Løkke og Pape bliver patrioter. Og dem der efterfølger dem bliver formentlig desværre karrierepolitikere også, hvormed landets tiltagende deroute blot fortsætter. Som sagt; det er et indbygget problem.
Nye Borgerlige og Stram Kurs er skam ikke bureaukrater. Her har vi nogen personer der rent faktisk er ægte patrioter – eller på vej til at blive det. Men som alle nok kan forudse vil de og deres løsninger formentlig blive holdt udenfor det etablerede politiske spil, hvilket jo allerede er tilfældet.
”Demokratiet” bliver næppe løsningen
Det er egentlig derfor jeg er så pessimistisk på vegne af vores politiske system: Fordi det har indbyggede komplekser der forhindrer at tidens største problem bliver løst.
Nej, problemerne i politik virker nærmest uoverskuelige på nuværende tidspunkt: En befolkningsudskiftning der har kørt på i fyrre år. En politisk klasse der ikke vil anerkende det. En journaliststand der enten ikke ved eller lader som om det ikke eksisterer. Patriotiske partier der bliver holdt uden for magten. Og et demokratisk system som ser ud til at have indbyggede mekanismer der holder de rigtige løsninger udenfor magtens maskinrum.Nej, demokratiet bliver næppe løsningen.
Hvad bliver da løsningen? – For der findes vel en løsning, gør der ikke?
Tja, nu er jeg efterhånden nået den alder hvor jeg er ved at blive mere pessimistisk end optimistisk, og måske skal vi erkende at der ikke rigtig findes en løsning indenfor det demokratiske system, men blot en dårlig tilstand der bliver endnu værre – og et Danmark der i højere grad vil ligne Sverige alt imens journalister og politikere fløjter og kigger den anden vej – eller snubler over dem selv i bortforklaringer og fokus-forskydelser. Lad os håbe ikke vi kommer derud, men helt ærligt: Det er ikke umuligt, givet de udfordringer vi er oppe imod.
Tre mulige løsninger
Lad os derfor forsøge at kigge ud over det ”demokratiske” system efter mulige løsninger. For selvfølgelig findes der en teoretisk løsning på ethvert problem, uanset hvor usandsynlig den så end ser ud fra et umiddelbart perspektiv. Betragt derfor det nedenstående som et tankeeksperiment på landets vegne. En form for fremtidsteori hvis vi kigger tyve til tredive år ud i fremtiden:
Løsning #1: Et militærkup
Den første teoretiske løsning omhandler et militærkup. Måske vil vi på et tidspunkt simpelthen se at det danske militær ”får nok”; mister tålmodigheden og kører tanks og divisioner af soldater ind på Christiansborg og dermed indstiller det danske demokrati. En sådan begivenhed er måske svær at forestille sig lige nu, men absolut ikke umulig på den lange bane, og da slet ikke i lande som f.eks. Frankrig hvor situationen allerede er ved at eskalere endnu mere. Officerer er jo trods alt også bare mennesker som gerne skulle have en hverdag til at fungere for deres familier, hvilket i højere grad bliver sværere i takt med at befolkningsudskiftningen eskalerer. Det skulle ikke undre mig om en magtovertagelse på et tidspunkt kan virke ret appellerende på flere af dem.
Løsning #2: En folkelig opstand
Den anden teoretiske løsning er at almindelige danskere simpelthen på et tidspunkt får nok, og at de – næsten bogstaveligt talt – vælter en regering ved fysisk magt.
Jeg har personligt svært ved at se hvordan dette skulle ske, for den gennemsnitlige person finder det nok svært at sætte sig op imod en befolkningsudskiftning der bliver støttet af 80% af alle partier. Det kræver simpelthen en vis desperation at gå ned og kaste sten på Christiansborg og formentlig blive kvitteret med en bøde og fængselsstraf som konsekvens. Formentlig kræver det en helt anden situation, eftersom et oprør typisk først opstår når et folk intet har tilbage at tabe og dermed finder sig presset ud i en situation hvor et oprør er det eneste rationelle alternativ. Bevares, vi kan sagtens komme derud – men vi er der ikke endnu.
Løsning #3: Et patriotisk kup
Den sidste løsning tror jeg måske er den mest realistiske. Kort fortalt tror jeg at vi måske kan forvente at fremtidige patrioter en dag får nok af den eskalerende situation og at de i stor stil vælger at organisere sig og sætte ind mod landets folkevalgte politikere.
F.eks. kunne man forestille sig at de pågældende patrioter samler sig i en stor gruppe og laver et stormløb på Christiansborg hvor de simpelthen anholder de folkevalgte politikere og fremtvinger en forhandlingssituation med Hæren med det formål at nedsætte en ny regering der stopper befolkningsudskiftningen.
En sådan situation tror jeg faktisk har en reel chance for at lykkes, eftersom de fleste danske officerer er nationalkonservative af sindelag, og formentlig ligeså irriterede over befolkningsudskiftningen som vi herinde er. Hvis en stor gruppe på f.eks. tyve tusinde patrioter foretog et decideret stormløb på Christiansborg; belejrede bygningen og tilfangetog de ansvarshavende politikere – så kunne et reelt paradigmeskifte komme på tale.
Et kup er vel også det træk som patrioter og nationalsindede typisk har benyttet sig af, er det ikke? Revolutioner og folkelige opstande er venstrefløjens metoder – og ofte nogle rodede affærer. Et kup er højrefløjens metode – og ofte mere kontrolleret og mindre blodig end en egentlig revolution.
Når demokratiet udspiller sig selv
Selvom jeg anser løsning #3 foroven som den mest realistiske situation tror jeg næppe at den umiddelbare fremtid vil byde på den. I højere grad tror jeg at demokratiet først skal udspille sig selv – og fremstå som impotent overfor alle før en handling som den ovennævnte kan manifestere sig. Bevares, demokratiet er skam begyndt at knirke i sømmene for menigmand – men det er endnu ikke blevet eksponeret som en total fadæse. Om ti, tyve eller tredive år kan det dog se meget anderledes ud.
For har du ikke følt det selv, kære læser? Har du ikke selv mærket sorgen og afmagten vælde op i dig? Har du ikke selv mærket en brændende lyst til at ”gøre noget” – til at tage handling på dit lands vegne?
Personligt har jeg selv følt denne følelse utallige gange, og guderne skal vide at jeg ofte har leget med tanken om at marchere mod Christiansborg sammen med tusindvis af ligesindede for at afsætte en regering som jeg på ingen måde anser som legitim. Jeg ville gå i første linje, ville jeg, og kravle over barrikaderne i stormvejr såfremt situationen kaldte på det. Og mon ikke Borgens vagter blot pænt ville træde til side for titusindvis af patrioter som de allerede deler verdenssyn med – og som kommer for at afsætte en regering som de i deres stille sind afskyer? Jo, det tror jeg de ville. Ikke blot er tanken berusende – den er formentlig også rigtig.
Men det er som sagt en tanke blot, og vi er der ikke endnu. Hverken som land, folk eller politisk system. For først skal det blive værre før det kan blive bedre. Det ovenstående er blot for at pointere at der findes en teoretisk løsning på problemet. En løsning der rent faktisk løser det – og løser det permanent. Og det er ikke den værste tanke at bære med sig i de år vi går i møde som land og folk.
Med disse ord vil jeg ende dette indlæg, og ønske jer alle en rigtig god sommer. Vores sag kommer til at vinde i sidste ende. Men det tager tid, og det bliver formentlig ikke indenfor rammerne af det demokratiske system.
(Dette indlæg er skrevet af Realisten. NewSpeek kender skribentens navn).