DEL 8 – VORES SPLITTEDE SIND
Af Erik Refner, senior.
SPIRITUALITET
[Klummer på NewSpeek er udelukkende udtryk for skribentens mening]
For at forstå sand tilgivelse er det nødvendigt at vide lidt om vores ”sind”, hvad det er, hvordan det fungerer og hvordan det er ”skruet sammen”.
Da sjæl er et ord med mange betydninger, bruger jeg som tidligere nævnt i stedet ordet ”sind”. Sindet er en ikke-fysisk eller åndelig del af ethvert menneske. Vores hjerner er modtagere ligesom en radiomodtager, der ikke producerer noget som helst, men blot modtager signaler udsendt fra et andet sted. Alle vore tanker og handlinger udgår fra beslutninger i vores sind.
Veldokumenterede nærdød-oplevelser, såkaldte ud-af-kroppen oplevelser (dvs. en bevidst og tidsbegrænset adskillelse af sindet fra kroppen) samt åbenbaringer, ville ikke være mulige, om ikke det forholder sig således.
Adskilte mennesker
Det er nok ikke nogen stor overraskelse, at vi mennesker oplever os selv som ”adskilt fra” alle andre mennesker. Vi klæder os forskelligt, sætter håret forskelligt, vore næser og hudfarve er forskellig, vi taler og tænker forskelligt osv. osv. Selv om vi alle er mennesker, findes der formentlig ikke to, der er totalt identiske. Selv kloner – som nogle mener ”videnskaben” har produceret i årevis – vil formentlig sætte håret en smule anderledes, når de om morgenen ser sig i spejlet.
Det synes at være meget vigtigt for os, at vi er forskellige, at vi er noget specielt og i hvert fald ikke som alle de andre. Vores kroppe er den ultimative demonstration af vores behov for at være forskellige, at vi er præcis ligeså adskilte og ensomme, som de fleste føler sig.
Oplevelse af at være adskilt bunder i, at vi tror vi har ”forladt” Gud, adskilt os fra vores Ophav. Hvordan denne adskillelse gik til, kan man naturligvis kun gætte om.
På det tidspunkt hvor jeg fik min åbenbaring havde jeg ingen anelse om alt dette. Jeg havde afskrevet Gud mange år tidligere og var i øvrigt af den opfattelse, at den officielle Kristendom var en værdslig pengemaskine og/eller en tand- og blodløs statsreligion uden mål og mening.
Min åbenbaring var en kolossal overraskelse
For at udtrykke det mildt var min åbenbaring derfor en kolossal overraskelse for mig. Skønt den for evigt står som mejslet i min erindring, havde jeg ingen anelse om, hvad det alt sammen betød. Oplevelsen var imidlertid mere virkelig og mere sand end noget, jeg nogen sinde havde kendt til. Vores fysiske verden var/er i sammenligning blot en uvirkelig drøm eller rettere et mareridt, vi endnu ikke er vågnet fra. Jeg havde ”set ned i” den fysiske verden og set, at den blot var en drøm, en illusion, en fejlagtig tro.
De bibelkyndige husker, at der i første Mosebog står: ”Da lod Gud Herren en tung søvn falde over Adam …. ”. Måske er det ingen tilfældighed eller et ”miss”, at der intet sted i hele den tykke Gud-inspirerede bog står at læse, at ”Adam” er vågnet fra sin tunge søvn?
Da jeg sad tilbage igen i min sofa – kastet ud af Paradis af min egen tro – var tankerne, som igen og igen kom til mig, at ligegyldigt om det skulle tage mig resten af livet, så ville jeg forstå og om muligt hjælpe andre til samme oplevelse. Nok unødigt at sige, men trangen til at genoptage mit ”elskede” job som rådgivende ingeniør er aldrig kommet tilbage igen.
Det næste års tid gik med utallige forsøg på at få mennesker, som jeg troede havde forstand på disse sager, til at give mig nogle plausible forklaringer; præster, officielle og uofficielle trossamfund, andre ”troende” af varierende valør, new-age guruer, i skrifter og i bøger etc. etc. etc. Ingen syntes at ane hvad jeg talte om – hvilket sikkert for en stor del kan skyldes mine mangelfulde forklaringer, da jeg sandt at sige havde vanskeligt ved at finde ord, der blot tilnærmelsesvis gav et billede af min oplevelse.
Min fætter viser vej
En solskinnende eftermiddag sad jeg i sofaen hos min kyndige fætter og beklagede mig over mine resultatløse anstrengelser. Da jeg løb tør for selvmedlidenhed, sagde han stilfærdigt: Kan du se den tykke, blåsorte bog dér henne i reolen? Det kunne jeg, og han fortsatte: Tag den med dig hjem og læs den. Og det gjorde jeg så.
Denne dag blev starten på de næste syv års studier som resulterede i, at det ”uforklarlige” blev forklaret og forstået og ikke mindst erkendt som så enkelt og ligetil, at ikke mange vil tro det, før de selv oplever det.
Bogen som blev min øjenåbner hedder ”A Course in Miracles”. Den er mig bekendt den eneste spirituelle lærebog beregnet for vesterlændinge, hvis hele liv er præget af Kristenkommen, i langt højere grad end vi selv aner.
Er du en ærlig, åndeligt søgende, ligegyldig hvorfra du kommer – fra enhver eller fra ingen religion – er ”A Course in Miracles” måske lærebogen, du har efterlyst.
Det er ingen let bog at gå til, men du er så heldig stillet, at du kan få en håndsrækning, hvis du læser ”En dansk introduktion til ACIM”. Send mig en mail og du får en pdf i din mailboks.
Adskillelsen
En kortfattet historie om hvordan vores adskillelse fra Gud kunne have foregået:
Gud og Hans Sønner er forenet som Ét i en åndelig tilstand af ren ubetinget Kærlighed. På et tidspunkt får en del af Guds Sønner den tanke, om der mon kan være mere end Alt.
Som tidligere forklaret, og som jeg selv oplevede da jeg under min åbenbaring fik tanken ”dette har jeg ikke fortjent”, kan dualitet ikke eksistere i Guds Rige. Ligesom jeg måtte den del af Guds Sønner (du og jeg) som hoppede på limpinden derfor adskille sig fra Kærligheden.
Så snart dette skete, opdagede disse Guds Sønner, at de havde taget grusomt fejl. De indser, at de med deres tanke ”mon der findes mere end Alt” har angrebet, læs: syndet imod Gud. Synd var dermed blevet en realitet for denne del af Guds Sønner og deres nyerhvervede tro på synd afføder som tidligere nævnt skyld, hvis tredje og uundgåelige slutresultat er frygt.
De adskilte Guds Sønner er således rædselsslagne af frygt, da de er overbeviste om, at Gud – som de tror de har syndet imod – nu kun er ude på at påføre dem deres velfortjente og nådesløse straf.
Selv om vi ikke kan vide, hvordan denne adskillelse skete, kan vi ikke desto mindre trække en lige linjen fra ovenstående historie til os selv i denne verden: Troen på synd, skylden over at ”træde ved siden af” og slutresultatet frygt, som i bund og grund er frygten for Guds straf – ethvert menneskes grundfrygt – er så uudholdelig, at langt de fleste af os har begravet den under tonsvis af projektioner: Det er ikke min, men din skyld.
Julenisse kontra sand tilgivelse
Formentlig til nogen overraskelse for de, som beskæftiger sig med julenisse-tilgivelse, giver denne praksis os skyld i stedet for at forløse os fra skyld.
Årsagen hertil er, at den gængse julenisse-metode ikke er tilgivelse, men derimod en undskyldning af personen, der har gjort os fortræd. Når vi specielt i nære forhold oplever at blive sårede, fornærmede eller ”ude af os selv” over noget som for eksempel vores partner siger eller gør, kan tanken om at tilgive dukke op. Vi indser måske efter moden overvejelse, at det nok er bedst for vores forhold at ”glemme” hele sagen. Vores ”tilgivelse” vil lyde noget i retning af dette: ”Jeg tilgiver dig for, at du gjorde/sagde ditten-datten, som gjorde mig virkelig ondt. Rent ud sagt sårede du mig så dybt, at jeg endnu ikke er kommet helt over det”.
Vi undskylder således partneren for at have gjort os fortræd. Dette er ikke tilgivelse, men en anklage imod en anden person, og hvad er anklager andet end angreb?
Da vi tror på synd, vil ethvert angreb uundgåeligt give os skyld. Vi tror, vi har tilgivet, men har i stedet givet os selv skyld. Har du oplevet denne form for ”tilgivelse”, husker du sikkert, at du efter endt ”tilgivelse”, stod tilbage med en uudtalt følelse af at blive angrebet?
Kirkernes julenisse-tilgivelse er ikke tilgivelse, som vores mester ønskede vi skulle tilegne os. At gøre os selv større end andre og agere så flinke, at vi vælger at se igennem fingre med et andet menneskes ”udåd” – slå en streg over det, glemme det skete – er ikke tilgivelse, men angreb.
Sand tilgivelse starter med at du til din tæer-krummende rædsel opdager, at du personligt har ansvaret for, hvad du ser, hvad du opfatter. og hvordan du fortolker, hvad dine sanser bringer til dig fra ”verden udenfor”. Ingen andre end du selv har ansvaret herfor – det er jo dig der både ser, opfatter og fortolker. Ingen gør det for dig, og ingen tvinger dig til at fortolke på en bestem måde.
Denne erkendelse er nødvendig, og hvad jeg tidligere har omtalt som at ”tage magten eller kraften tilbage til sig selv”. Først når vi gør dette, er vi i stand til at gøre en forandring for os selv og for verden. Det er millionvis gange lettere at ændre sin egen opfattelse frem for at ændre hele verden.
Når vi gennem sand tilgivelse får vores opfattelse ændret, vil verden automatisk ændre sig. Du vil med garanti aldrig igen se den verden, du oplevede inden. I stedet for at se alt igennem ”frygt-briller”, vil du se alt igennem kærlighedens briller. Verden som sådan ændrer sig ikke, men din opfattelse af verden ændrer sig totalt.
Som det siges i ACIM: “Forsøg ikke at ændre verden, søg i stedet at ændre din opfattelse af verden”. Og jeg siger: Hvorfor vælge en opfattelse, som gør dig ondt, i stedet for en opfattelse, som gør dig godt? Begge er blot et valg, og synes det ikke ganske masochistisk at foretrække førstnævnte?
Mere om sindet
Som sagt har vi adskilt os fra Gud og som sagt er vores grundfrygt angsten for at Gud vil straffe os fordi vi har syndet imod Ham.
Denne rædselsvækkende frygt fik de adskilte Guds Sønner (det vil sige du og jeg) til at splitte vores sind i to dele.
Vi lukkede så at sige porten til Guds Stemme som stadig findes i os og lavede i stedet et ”ego-sind” hvor Gud ikke kunne komme eller rettere hvor vi ikke er i stand til at høre Guds Stemme som konstant kalder på os om at vende Hjem og fortæller os, at synd blot er en fejl uden reel betydning, uden magt.
OBS: Når Jesus i Thomasevangeliet (jf. Del 07) siger “…. Himmeriget finde inde i jer ….” – og det samme i mange af det Ny Testamentes skrifter – så mener han, at Guds stemme (også kaldet Helligånden) til stadighed findes i denne del af ethvert menneskes sind.
Således består menneskes sind af to dele: Ego-sindet som fortolker alt ud fra synd, skyld og frygt og den anden del som kan kaldes Kristus-sindet. Fra Kristus-sindet kalder Guds Stemme på os konstant, at vi skal komme Hjem, at vi blot drømmer en fejlagtig og usand drøm og at denne drøm for længst er forbi og intet overhovedet er hændt i eller med Guds Rige.
Sindet har også en tredje del som kaldes beslutningstageren dvs. vores fri vilje til at beslutte for egoet eller for Kristus. Så længe vi oplever os som beboende en fysisk verden bruger vi vores fri vilje til at lade os styre fra ego-sindet og vi opfatter derfor alt igennem egoets frygt-briller.
Når vi tilgiver sandt vil vi i små glimt se verden igennem kærlighedens brilleglas. Disse ”små glimt” bliver langsomt men sikkert større og mere konstante. Endemålet er, at vi gennem tilgivelse får ”Kristus-vision” hvilket vil sige, at vi ser alt og fortolker alt ud fra Kristus-sindet og hverken synd, skyld eller frygt vil længere eksisterer.
Som sagt ændrer verden sig ikke en tøddel, men vores opfattelse og fortolkning af verden er total-forandret fra frygt til kærlighed. Vi behøver ikke længere lukke vores sanser for ”alt det onde som sker der ude i verden”. Vi behøver ikke længere fornægte og omfortolke alt hvad vore sanser bringer os. Vores mavepine og migræneanfald forsvinder. Vores fortvivlelse over død og ødelæggelser forsvinder. Vores tro på Guds straf, på verdens undergang, på ”stigende” CO2-niveauer, på ”dødbringende pandemier”, på hvad som helst ”de” vil have os til at tro på, forsvinder som dug for solen. ”De” vil ikke længere have magten over os, for vi har taget magten tilbage til os selv og nu endelig bruger vi vores fri vilje ret: Til at sanse og fortolke alt som kærlighed eller et (nød)råb om kærlighed, til at komme Hjem.
Tilgivelsens transformation.
Sand tilgivelse kan kort beskrives således: Vi tillader, at vores fejlfortolkninger bliver ændret for os – fra egoets frygt til Kristus-sindets kærlighed.
Når vi oplever at blive angrebet – såret, ude af os selv – er det udelukkende, fordi vi har tilladt at blive styret fra ego-sindet. Vi har helt bogstaveligt givet egoet magten over os.
Vi kan derfor ikke selv ændre vores opfattelse/vores fortolkninger af det, vi opfatter som uden for os, da vi jo i det øjeblik identificerer os 100% med egoet og ser alt gennem dets frygt-briller. Egoet vil desuden aldrig ændre sig selv, da det i så fald ville begå harakiri.
Vi behøver derfor en kraft udenfor egoet – en kraft som intet overhovedet har at gøre med egoet – til at formidle denne transformation fra egoets frygt til Kristus’ kærlighed.
Når vi praktiserer sand tilgivelse, bliver vi ikke uempatiske, som du måske kan tro. Tværtimod. Vi bliver medfølende, ikke medlidende.
Lad mig minde dig om Jesus’ sidste år i Palæstina, som på daværende tidspunkt ikke stod meget tilbage for vore dages vold, umenneskelighed og krig. Han gik blandt spedalske, syge og blinde, tiggere og prostituerede, men aldrig blev han ude af sig selv over al den elendighed, han så. Ikke heller helbredte han ethvert menneske, som vi – om vi var der – ville have anset for syg og i stærkt behov for helbredelse.
Sand tilgivelse gør os rolige og medfølende med ønsket om at hjælpe alle de, som selv ønsker at blive hjulpet, de som selv beder om hjælp.
Da Jesus nærmede sig Jeriko, sad der en blind mand ved vejen og tiggede. Han hørte, at en skare kom forbi, og spurgte, hvad der var på færde. De fortalte ham: »Det er Jesus fra Nazaret, som kommer forbi.« Da råbte han: »Jesus, Davids søn, forbarm dig over mig!« De, som gik foran, truede ad ham for at få ham til at tie stille; men han råbte bare endnu højere: »Davids søn, forbarm dig over mig!« Og Jesus stod stille og befalede, at manden skulle føres hen til ham. Da han var kommet derhen, spurgte Jesus ham: »Hvad vil du have, at jeg skal gøre for dig?« Han svarede: »Herre, at jeg må kunne se.« Og Jesus sagde til ham: »Bliv seende, din tro har frelst dig.« Straks kunne han se, og han fulgte ham og priste Gud. Og hele folket så det og lovpriste Gud. (Lukas 18, 35-43)
***
Du har mulighed for at stille spørgsmål til mig via email om ting, du ikke forstår eller gerne vil have uddybet. Den eneste betingelse er, at dine spørgsmål og mine svar kan offentliggøres i NewSpeek, hvis red. finder, at de har almen interesse.
Mailadressen kommer her: QAnewspeek@vivaldi.net og vil fremover være at finde under de tekster, jeg skriver om spiritualitet.