Af Erik Refner, senior.
SPIRITUALITET
[Klummer på NewSpeek er udelukkende udtryk for skribentens mening. NewSpeek er ikke nødvendigvis enig med skribenten]
Dette nummer i artikel-rækken ”Spiritualitet” havde jeg tænkt mig skulle være det første af flere afsnit om Sand Tilgivelse. Sådan blev det ikke eftersom spørgsmålet ”hvorfor skriver jeg egentlig alle disse artikler til NewSpeek” dukkede op en morgen, endnu inden jeg var helt vågen. “Godt spørgsmål”, som man siger, når man ikke aner hvorfor eller har brug for noget tid til at tænke over sagerne:
“Tja, hvorfor egentlig?”
Hvis du for 70-77 år siden – hvor jeg havde den tvivlsomme glæde at gå i “skole” – havde set mine skriftlige arbejder ud i det danske sprog, ville artikel-skribent nok være dit første helt klare fravalg. Resultaterne af mine ”anstrengelser” var rødmalede sider, som ikke blev overrakt mig af en venlig skolelærer-hånd, men derimod vrissent kastet imod mig i håbet om at ramme en eller anden reset-knap, der ville få mine hjerneceller til at fungere – måske lidt som når man giver et udtjent batteri et hårdt slag ned i bordet og får de sidste elektroner sat på ret kurs.
Den stakkels mand – skolelæreren – må have været ude af sig selv over manglende evner til at gøre noget ved mig. Vel, han vidste selvfølgelig ikke, at det blotte syn af ham på min allerførste skoledag havde vækket en ubøjelig beslutning i mig, dels at han var en løgnhals, og dels at jeg aldrig ville tillade ham at lære mig noget. En indædt form for stædighed, som jeg ikke tror, at dagens seminarer forbereder de kommende skolelærere på.
Forklaringer på mine skriverier?
Men tilbage til ”hvorfor” – hvad kunne være mulige forklaringer på mine skriverier i NewSpeek?
Penge, rigdom?
Forfængelighed, sætte mig selv op på en piedestal?
Berømmelse, komme på forsiden af ”The Rolling Stone”?
Kedsomhed, ikke andet at fylde min tid med?
Agiteren for en religiøs retning, måske en sekt der mangler medlemmer?
For at bringe lidt liv i de tomme kirker – med et eller andet?
For at depravere, pervertere og fordærve dig ligesom Frankfurterskolen?
Eller måske for at fortælle dig, at du er helt galt afmarcheret?
Alle disse forklaringer blev kasseret – men skriv til mig, om du ikke tror mig og ønsker en uddybende forklaring.
Derimod skriver jeg helt vederlagsfrit alle disse artikler for at give dig, som behøver det, et spark bag i og vise dig, at du altid har valg, at kun du – ingen andre end du – har magten over dit liv, beslutnings-magten om dit liv skal være ”lort og lagkage” eller lykkeligt og fredfyldt – selv når bomberne falder tæt omkring dig?
Vidste du forresten, at der engang var en jøde, der sad fire år indespærret i en tysk koncentrationslejr, uden en hadsk tanke i sit sind og i fuldkommen fred? At han forlod lejren ligeså fredfyldt, og at han efter krigen skrev en bog om sine oplevelser? Desværre har jeg glemt hans navn. Om du, som læser dette, kender ham – måske også bogens titel – vil jeg være meget taknemmelig for en mail fra dig.
Indre fred, fordi du er mere end din fysiske krop
Denne indre fred opstår ikke fordi du fornægter al ondskaben, som du ”ser” ude i verden eller i dit liv, ikke fordi du lukker af for alle dine sanser, ikke fordi du ved meget bedre selv, ikke fordi du synes, at alle andre er nogle idioter, ikke fordi du spadserer rundt med selvmorderiske tanker og allerede har købt din nødvendige ration cyankalium-tabletter, ikke af en eneste anden egoistisk grund, du kan diske op med, men fordi du forstår, at du er mere, meget mere end din fysiske krop, forstår at du i dig har en evig, en udødelig sjæl, og at denne sjæl indeholder den kundskab om, at du ikke er din krop, men derimod sandheden om, hvem du i virkeligheden er.
Min mormor, som omkring 1890 vandrede ad støvede grusveje 200 km fra Blekinge til København for at få noget at spise, da hun var blevet lidt træt af at æde træbark og græs, nåede at lære mig mange nyttige ting. Blandt andet sagde hun:
”Der er altid en vej. Lige meget hvilke vanskeligheder dit liv byder dig, findes der altid en vej. Du skal bare finde den. Jeg garanterer dig, den er et eller andet sted”.
Jeg har altid fundet ”vejen”
Hun havde selv bevist sine ord, og jeg vidste, hun havde ret.
Jeg har altid fundet ”vejen”, selv i de mørkeste stunder i mit liv. Altid. For jeg vidste den var der – et eller andet sted. Jeg behøvede ikke engang lede.
Blot åbnede jeg ”mit sind” og begyndte at gå uden mål og med, og selvfølgelig dukkede den op tilsyneladende ud af intetheden. Undertiden udmattede jeg mig selv med egne forsøg, men når jeg udslidt løb tør for ideer og gav op, tja så kom vejen ud af mørket, løsningen på mit problem, helt af sig selv.
Måske, tænker jeg nu, er det grunden til, at de som bare sidder stille af frygt for, at noget endnu værre skal ske dem, om de begynder at gå, aldrig finder ”vejen”, aldrig kan løse den ”gordiske knude”?
Hører du til dem, der bare gør, hvad du bliver fortalt og sidder stille af frygt, skulle du måske næste gang begynde at gå med et åbent sind uden andre tanker end ”der er altid en vej og jeg vil finde den”.
Du har intet at tabe, kun noget at vinde.
For vores synders skyld
Jeg ved, at kristendommen siger, at vi blot skal tro på Jesus, at Jesus blev korsfæstet for vore synders skyld, at han påtog sig vore synder, og vi derfor bare skal ”tro” på ham.
Gør vi det, lover præsten os, så har vi bestilt og betalt en billet til Paradiset, hvor vi sammen med ham vil leve et evigt, lykkeligt og super-fredfyldt liv.
For at blive sikker på at have fattet kristendommens forklaring på, hvad der menes med ”tro”, og lykken denne specielle tro vil bringe os, har jeg søgt på internettet med ordene: ”Jesus korsfæstet synders skyld”.
De tre første opslag med duckduckgo havde overskrifterne: For vore synders skyld – Hvorfor skulle Jesus dø? – Erkend din skyld og bliv fri, alle tre fra Kristeligt Dagblad.
Opslag på yandex giver andre resultater, men stort set med samme indhold som ovennævnte: Jesus blev korsfæstet for vores synders skyld, så at alle, der tager imod ham som sin personlige frelser, har evigt liv.
Jeg havde fattet galoppen: Jesus døde på korset, for at alle vi uægte sønner og døtre – som blot ”tror” på ham – kan blive frigjort for vores ækle synder og se frem imod et gennemført lykkeligt liv i et himmelsk Paradis.
Det er den ”tro”, jeg har forladt, og en af grundene til at jeg som 18-19-årig frasagde mig mit medfødte folkekirke-medlemskab og aldrig har forsøg genindmeldelse.
En anden af de mange årsager er desuden kristendommens ejendommelig ”tro”, at Jesus døde på korset. Vel sagtens en taktik for at skræmme os til tro ligesom vi tror på vaccine-producenternes trusler om død og ødelæggelse hvis ikke…. .
Langt tidligere end medicinalindustrien synes kirkens folk at have forstået, at vejen til fyldte pengekister enklest går via skræmmekampagner og gentagelser i et helt ulideligt omfang. Hvorfor fremhæver kirkerne for eksempel ikke det åbenlyst mirakuløse budskab, at Jesus netop IKKE døde. Han genopstod jo for pokker, og viste os, at han – og vi – ikke kan dø.
Og det der med at ”tro”. Hvad er det at tro? Hvad er det for en tro, vi bare skal tro på? Hvorfor gives der aldrig en forklaring på hvad ”de” mener med ”tro”? Er det for eksempel: ”Jeg tror, at svigermor kommer til middag på søndag”, ”tror du, at fru Frederiksen har ret”, ”jeg troede hun sagde …”, ”tror du det bliver godt vejr i morgen”?
De fleste ”tror” sikkert, at kirkerne mener ovennævnte type ”tro”. Men ”tror” du helt alvorligt, at vi – når vi slutter vores jordiske liv – vil vågne op i Paradiset til et evigt, lyksaligt liv, hvis vores ”tro” er af typen ”jeg tror svigermor kommer på til middag på søndag”?
Hvad mente Jesus selv med tro?
Det Ny Testamentes fire Evangelier – som for øvrigt er det eneste, der giver os en lille fornemmelse af manden Jesus – nævner mange gange ordet ”tro”. Men hvad mente Jesus selv med tro?
I Johannes-evangeliet 14:6 ”Jesus sagde til ham: »Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig.”
Om du skulle finde på at læse de fire evangelier og måske få lidt mere ud af det end en god historie, vær opmærksom på, hvad ikke mange er klar over: Jesus taler ud fra to niveauer: Fra et himmelsk synspunkt og fra det jordiske plan. Blandes disse ”niveauer” sammen, bliver det ren øllebrød.
OK: Hvad betyder ”ingen kommer til Faderen uden ved mig”?
Det Danske Bibelselskab forklarer sætningen »Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig” således: Det vil sige, at vejen til Gud går gennem Jesus, eller sagt med andre ord: Hvis man kender Jesus, kender man Gud.
Øhh, og hvad så? Hvilken glæde eller nytte har jeg af det? Hvad betyder det i det hele taget? ”Hvis man kender Jesus, kender man Gud”. Kender hvordan? Hvorfor taler disse mennesker altid ”i tunger” og uden praktiske anvisninger? En nærliggende tanke er naturligvis, at de ikke aner, hvad de taler om.
Jeg er overbevist om, at Jesus siger til os alle: Sandheden om dig findes ikke i denne verden, men tror du mig, så tager du mig som din model, for du indser, at du skal blive som jeg. Jeg fortæller dig i ord og i handling sandheden om, hvordan du skal gøre. Når du lykkes, i dette liv eller senere, da står Himmerigets port åben og byder dig velkommen den dag og den time, du vælger at gå Hjem.
At tro er at leve det
Denne form for ”tro” er overbevisning uden et gran af tvivl. ”To believe it is to live it” – at tro er at leve det. Det kræver imidlertid målrettethed, og at vi personligt præsterer et stykke arbejde, der er så forskelligt fra vores tro på fru Frederiksen og dronning Margrethe, som noget kan være.
Den gode nyhed er, at – enhver der ønsker det – også kan lære det. Faktisk er det meget enklere end at lære at cykle.
Som alt andet i denne verden er det et valg, valget for et liv i evindelig frygt eller indre fred med en bestilt og betalt billet Hjem.
At træffe valg, uanset form og indhold, kræver dog, at vi har generobret vores beslutningskraft – ”taken our power back” – som en af mine store læremestre udtrykte sig.
I og med vi beskylder alle andre for årsagen til vores fortrædeligheder, har vi givet afkald på vores beslutningskraft. Så længe vi gør det, ligger denne kraft underdrejet, for vi har gjort vores fred og lykke betinget af, at andre opfører sig ”ordentligt” og præcis sådan, som vi kræver, at de skal opføre sig, for at vi kan være glade og tilfredse.
Midlet er tilgivelse
Midlet, der retter op på alt dette er, hvad Jesus brugte sine sidste tre år på at lære os: Tilgivelse.
Herom næste gang i første afsnit af artikelserien ”Sand Tilgivelse”.
***
Du har mulighed for at stille spørgsmål til mig via email om ting, du ikke forstår eller gerne vil have uddybet. Den eneste betingelse er, at dine spørgsmål og mine svar kan offentliggøres i NewSpeek, hvis red. finder, at de har almen interesse.
Mailadressen kommer her: QAnewspeek@vivaldi.net og vil fremover være at finde under de tekster, jeg skriver om spiritualitet.