Af Ulrik Høy
Der er de gamle kunstnere og de unge kunstnere, der sætter deres kryds til venstre for midten. Det gør nu de fleste i dette land, og så er der dem, der sætter krydset ekstra langt til venstre.
De gamle kunstnere bor ude på landet, i Odsherred, de har atelier, staffeli, keramik, de har et fatalistisk midtpunkt i livssynet og lader sig hverken skræmme eller imponere.
De lever af pension, en smule legat, lidt royalty – de har beskedne fordringer og en grundindsigt i ret og vrang: når en løjser i habit får 12 millioner om året og 20 millioner i aftrædelse, så sætter det kryds helt sig selv. Nej, fanden rasme siger de gamle kunstnere og forfattere, det gider vi ikke se på. Vi gider ikke sjofelheden med rigdom lige op i masken, denne pralerigdom der skal dupere rakket. Vi gider det ikke, vi stemmer rødt, uanset hvad fanden de røde finder på. Her ligger troende og ateister på linje, for de rige har fået deres løn, som skrevet står, og nu er det nok.
De unge på Kunstakademiet stemmer også rødt. Ved det forrige valg fortalte en professor mig, at de holdt prøvevalg på akademiet, og at Enhedslisten fik absolut flertal. Den tomme, prangende rigdom med pralebiler i de københavnske gader, de unge studerende gad ikke se på det. Det er dårlig stil at vise sig frem på den måde. Dårlig opdragelse.
Den unge professor stemte selv rødt, sådan med radikal tvist, han var ansat på åremål og iøvrigt glad for al sport og kondiløb og maraton og dansk håndbold og ishockey i Herning. Ligesom vi andre bondefødte joggere fra Det søjyske Midthøjland.
De unge på Forfatterskolen? De stemmer rødt, kommunistisk rødt med strejf af hærværk og bukolisk drukkenskab helt i traditionen fra Johannes Ewald over Tom Kristensen til Frank Jæger. De unge på Forfatterskolen kom vældig i aviserne, men ærlig talt: hvis man ikke bare en gang imellem skulle svælge to flasker whisky og lægge an på sidedamen, hvad skulle man så?
Den gode lærer, der sysselsatte sig med sidedamen og de våde varer blev relegeret og er nu kustode og opsynsmand på Tom Kristensen-museet på Thurø. Her viser han rundt, når han ellers kan stå op. Bortset fra det så stemmer han rødt, for vi vil have revolution.
Går vi lidt tilbage i tiden, så stemte kulturfolket rødt. Kultureliten stemte rødt, og kulturmasserne stemte rødt. Det var tider, men tag ikke fejl. Farven er stadigvæk rød og fjendebilledet et knaldrødt tapet af fattigdom, klimakatastrofer og bomb Wall Street.
Venligboerne? De er her og der og alle vegne, de er venlige og ubønhørlige, og de står stærkt rundt omkring i skolegårde, præstegårde og landdistrikter. De står også stærkt i byerne og er klar til udrykning, når asylsøgerne banker på, og de nordafrikanske voldtægtsbrigader af unge mænd kræver deres ret.
Venligboere vakler mellem de Radikale, SF og Mette F., for hvem tager mod flest flygtninge. Det skal komme an på en prøve, for der er p.t. 800 millioner flygtninge, som ifølge konventionerne er kvalificeret til ophold i Danmark.
800 millioner, det er mange, men hvis vi rykker lidt sammen, så går det nok. I gamle dage kunne hele verdens befolkning stå på Bornholm, så mere indviklet er det ikke.
Farven er rød og blandingen af vildfaren empati og ægte gedigen afsky for banditter i habitter, gør farven blodrød. De krydser sætter sig selv.
Ja, og selv SF nyder godt af den røde bølge. Man er stadig lidt flov over Morten Lange, den kloge professor, der gik ind for atomkraft og nu ser undrende til fra det høje. Man kan dårligt trække vejret i bund her oppe i den forurenede himmel, så hvornår kommer SF til fornuft og går ind for ren energi, atomenergi? Det kan blive ny dag for professor Morten Lange, der nok var kommunist, men især lærd og kultiveret – og vittig – og den bedste parlamentariker på tinge.
Mette F? Hun er indtil videre kommet gratis til det meste og skal vel bare lade de andre dumme sig. For Venstre er trætte og anonyme, DF er bare træt i betrækket, Liberal Alliance er træt til døden – en smuk dyd i evangelisk lyrik – men næppe i dansk politik. Pernille Vermund virker lidt bryllupstræt, så hun skal også i omdrejninger, og de konservative er så diskret trætte, at man bliver helt nervøs. Findes de overhovedet?
Profetien tilsiger, at Lars Løkke kan trække nok så mange kaninfarme op af hatten, det er ikke nok. Danske Bank? Skandalen i Danske Bank er garant for de rødes valgsejr, for blandingen af rigdom, svindel og humbug – blandet op med de affejende og rutinemæssige benægtelser – kan enhver forstå. Det appellerer til alle. Fra enfoldige gemytter over hæderlige normalbegavelser til de kloge og indsigtsfulde. Tilsammen kan de konkludere, at Danske Bank tabte valget for Lars Løkke. Argumenter tæller ikke i denne sammenhæng, og lægger vi skandalen i Skat oven i, så har vi den perfekte opskrift på et tabervalg.
Det er da lige før, de røde kan blive hjemme.