DE FORSAGTE

Kristendom

Af Ulrik Høy

Der er en type kristne, der er så forsagte, at hvis man sparker dem bagi, så vender de sig om og siger undskyld. Monstro danske biskopper tilhører denne kategori? Noget tyder på det. De skal i al fald ikke have noget klinket med en tænketank, der vil støtte forfulgte kristne rundt om i verden – den muslimske verden – for det er her, det foregår. Kristne forfølges, kirker sprænges i luften, og de mest uhyrlige overgreb finder sted hver eneste dag næsten upåagtet af danske medier, mere præcist; hedenske danske medier.

Man skulle ellers synes, at der var nok at se til for kristne biskopper i det fjerne og lykkeligt eskapistiske Danmark. Men sådan er det ikke. De vil simpelthen ikke blandes ind i noget og vil meget hellere læse Kristeligt Dagblad med uendeligheden af etiske dilemmaer, for her kan man snakke. Her kan man forholde sig uforpligtende til tidens store spørgsmål. Her kan man bilde hinanden ind, at det her er et ekstremt væsentligt, etisk dilemma. Med indlagt sorg, skyld, skam, længsel, depression, ensomhed etc. etc., kort sagt hele paletten af danske lidelser anno 2019.

Lidelser? Er det ikke snarere de populære plager i tiden, dem man kan hygge sig med, gyse lidt over og ellers er forskånet for.

Islam, jamen det er da dejligt, biskoppelig dejligt, at Danmark sådan får installeret en rigtig stor verdensreligion, som man kan gå i dialog med og iøvrigt støtte på alle mulige måder, med invitationer, venlige lader og biskoppelig imødekommenhed. Forfølgelser af kristne? Mord, nedbrænding af kirker, selvmordsbombere i trængsel? Puha, det er noget grimme noget, der ødelægger stemningen, men stemning eller ej, den ubekvemme realitet er faktisk en realitet.

Så hvorfor går danske biskopper ikke med i en tænketank, der konfronterer problemet i stedet for at glide af på det? Svaret er nok, at biskopperne er bange for at gøre problemerne større, end de er. De er sikkert også bange for reaktionerne. Tænk, hvis muslimerne bliver vrede på os og vil have konfrontation fremfor dialog? Huha, det ville være uhyggeligt, for hvad kan 1,4 milliarder muslimer fordelt på 57 muslimske lande ikke finde på, hvis man generer dem?

Det er der afgjort en pointe i, nok værd at overveje. For det ved vi jo, at krænker man de kristne, bliver de kede af det. Krænker man muslimer, bliver de rasende, og skønt de altid er rasende på hinanden, så er der lykkeligt overskud til at organisere raseriet, når krænkelsen kommer fra de vantro. Mafiøs i sin vælde er den muslimske vrede og aldeles global.

Det så vi under Muhammedkrisen, der jo virkelig var en øjenåbner, og det kan være den, der har ligget og lumret som en slet skjult dagsorden under den biskoppelige forsamling.

Lad os hanke op i historien og blive lidt klogere på, hvad det kan koste at være kristen.

Kaj Munk, præsten fra Vedersø blev ved med at udfordre den tyske besættelsesmagt, i skrift og tale, og han insisterede på det frie ord. Jeg vil sige de her ting, sagde han, og jeg vil sige dem i kirken, for Herrens ord skal have frit løb. “Uha nej, Munk, det skal De ikke, det er forbudt, man holder øje med Dem, og De har slet ikke helbred til det!”.

Hvortil Munk svarede: “Man har altid helbred til at blive slået ihjel”.

Få uger senere blev han opsøgt derhjemme i præstegården af en nazistisk dødspatrulje, kørt bort og skudt ned i Hørbylunde udenfor Silkeborg. Munk døde fra kone og fem børn, og hans død rejser næsten ligeså store dilemmaer, som dem der hærger Kristeligt Dagblad i det daglige.

I dag er det især uforsagte ateister, der tager skraldet fra islam, tapre folk som Lars Hedegaard, der bereder sig på de aktuelle forhold i Købehavn. Nys hjemvendte syrienkrigere med kone og børn skal som bekendt genhuses og hjælpes til rette, for det hører til den omsorgsdybe stats kæreste forpligtelse. På skatteydernes regning, naturligvis.

Hvem bringer det op i valgkamp 2019?