(Foto: Claus Thomas Nielsen)
Præst Claus Thomas Nielsen fra Stauning i Vestjylland tror på Gud, men ikke på journalister. Mandfolket Nielsen giver de snakkende klasser tørt på og forklarer, hvorfor han tror der er et folkeligt oprør – et systemskifte – på vej.
“Ude i Vestjylland hvor den stærke blæst fejer fluerne ud af folks hoveder lever og prædiker en præst af den slags, man kun finder herude. Claus Thomas Nielsen hedder han, og han taler hårdt og kontant mod vore magthavere og deres idé om at udslette Danmark for evigt. Her er ingen salvelsesfuld fromhed – kun iskold analyse af den forfærdelige situation socialisterne og de liberale har bragt os i. Et rigtigt mandfolk.”
Sådan introducerer Hodjas Blog den danske præst fra Stauning i Vestjylland, der har forfattet et svigende angreb på den etablerede sammenkogte ret, Nielsen selv kalder for “det danske statsfinansierede medie-politiske kompleks”.
Læs med her fra Claus Thomas Nielsens Systemskifte 2017:
“Her i husstanden har vi – ligesom i så mange andre husstande i den vestlige verden – for en halv snes år siden smidt fjernsynet ud, vi abonnerer ikke længere på papiraviser, vi hører ikke radio osv.
Udover at det giver plads til vigtigere og mere æstetiske beskæftigelser, og udover at vi finder det lettere umoralsk ved sit forbrug at støtte det danske statsfinansierede medie-politiske kompleks, så er der ganske enkelt ingen af de store gamle medier der giver informationsmæssig mening. De har i løbet af de seneste 25 år, i takt med deres tiltagende statsfinansiering, udviklet sig til det, man med et nyopstået ord kalder fake-news medier. De bevæger sig i den samme skattesubsidierede falske virkelighed, hvori også EU-maskineriet, Slotsholmen, det internationale diplomati, FN og godhedsindustrien befinder sig.
Muligvis refereres vejrudsigter, sportsresultater og fiskerinoteringer fortsat nogenlunde troværdigt, men på alle de punkter der betyder noget i verden i dag – den demografiske katastrofe i Europa, befolkningsudskiftningen, den globale muslimske vækkelse, folkemordet på kristne i det meste af verden, Ruslands (deriblandt Putins) og Østeuropas begyndende genkristning, den totalitære overvågningsstat, den korrupte finansielle sektor, centralbankernes ukontrollerede seddeltrykning, analfabetiseringen af de lavere klasser, skabelsen af et nyt ikke-arbejdende proletariat, afskaffelsen af den almene dannelse, USA’s meningsløse og katastrofalt tabte krige i Mellemøsten, indførelsen af et gennemført postkristent og gnostisk menneskesyn i sundhedsvæsenet og i ægteskabslovgivningen, overførslen af den nationale suverænitet til transnationale organer, EU’s totalitære og udemokratiske kvælning af Europa osv. – på alle disse punkter har de, før i tiden ganske pluralistiske, danske medier ændret sig til ensrettede holdningsmaskiner, der kun for et syns skyld lader enkelte bloggere, der blidt modsiger avisens linje, blive tilbage.
Her i husstanden har vi det med andre ord ligesom basekommandanten i Dr. Strangelove, der gennem 10 år ikke har indtaget andre væsker end ren destilleret Bourbon, og som derfor er en af de ganske få perso- ner i den frie verden, der ikke er blevet mentalt fordærvet af det af kommunisterne snedigt forgiftede drikkevand. Fordi han kun drikker whisky, er han den eneste, der kan tænke klart. Således har vi det her i husstanden mediemæssigt, og heri deler vi hverdag med halvdelen af den amerikanske befolkning og med en langsomt voksende del af de europæiske befolkninger: Ukip-vælgerne, Sverigesdemokraternes vælgere, Marine Le Pens vælgere, Geert Wilders vælgere, de bittesmå, men mange forskellige og voksende, grupper af traditionelle kristne i Europa osv. Der er mange grupper, der i dag lever helt eller delvis under mediernes radar, og som bevidst vender ryggen til dem. Disse grupper er givetvis meget forskellige, på samme måde som Trumps vælgere er voldsomt forskellige, men vi har det tilfælles, at vi erkender os selv som værende i modsætning til det medie-politiske kompleks.
Sagen er jo i øvrigt, at det – i modsætning til i større lande – i disse år er aldeles meningsløst overhovedet at følge med i den daglige politik i Danmark. 90% af vores indenrigspolitik er deponeret i Bruxelles, og 99% af vores udenrigspolitik er deponeret i Berlin. Al indvandringspolitik handler f.eks. om, ved at tale om håndtryk, svømning, tørklæder osv., at camouflere at man intet vil gøre, som har den mindste indflydelse på befolkningsudskiftningens hastighed, da man ikke kan få tilladelse til dette i Berlin. Siden ”systemskiftet” i 2001 er den muslimske befolkningsandel blevet fordoblet. At dette er sket er en rent politisk beslutning, og at støtte en regering, der lader dette ske, er forræderi mod Danmark.
På trods af alt det ovenstående kan jeg ved enkeltstående uheld komme til at se lidt fjernsyn eller høre lidt på de statslige radiostationer. Det er sket to gange her i januar, hvor jeg havde glemt at tage lydbog med i bilen. Begge gange hørte jeg lange radiodebatter mellem angiveligt kendte mennesker. Det var mediefolk, skuespillere og politikere og den slags. De forskellige grupper var i øvrigt stort set umulige at skelne fra hinanden. Det skyldes formentlig at samtlige medlemmer af disse grupper i Danmark reelt har samme arbejdsgiver, jævnligt skifter rundt mellem faggrupperne, bor i samme kvarterer og bevæger sig i de samme lukkede sociale rum. At være politiker, journalist eller blot ”medieperson” har på et par årtier ændret sig fra et arbejde i den gennemsnitlige middelklasse til et højtlønserhverv. Og det skyldes en eneste ting, nemlig at de har givet sig selv fri adgang til statskassen. Det forklarer ligheden mellem dem, og det forklarer den overordentligt joviale tone, der hersker, selvom de forsøger at lade som om de er en smule uenige. Men det forklarer også deres komplette afkobling fra den virkelighed, de vestlige befolkninger lever i.
Begge de programmer jeg hørte handlede om den nyvalgte præsident i USA. Samtlige deltagere i programmerne var naturligvis dybt chokerede over, at det var en person, som ikke tilhørte deres egen politiker- og medieklasse, der var blevet valgt. De så derfor med meget bange anelser på fremtiden, forstod man. Ikke deres egen, naturligvis, men ”det internationale samfunds”. …
Aldrig før er det set, at man kan vinde et præsidentvalg, selvom man kun bruger det halve på valgkampen, og selvom man har 95% af medierne og det samlede magtapparat, hele finansindustrien, hele Hollywood og endda eget parti, imod sig.
Sådan noget kan, nøjagtig som Brexit, kun lade sig gøre, når det trækker op til et folkeligt oprør.
2017 kan blive systemskiftets år. Også i Europa.”