Af Per Brændgaard.
Vi lever i en tid, der normaliserer vanvid, kriminaliserer normalitet, belønner dumskab og udskammer kritisk tænkning. Vi er i kulturelt forfald.
Ligesom man kan tale om naturforurening, så bør vi også begynde at tale om kulturforurening. Der er efter min mening fire store og samspillende tendenser i tiden, der forurener kulturen og driver vores kollektive ånd i forfald.
Den første tendens er normaliseringen af vanvid. Den ser vi bl.a. tydeligt i den herskende holdning til transkønnethed, hvor det nu er blevet normalt at lade som om, at man har skiftet køn, selvom dette reelt er en vanvittig umulighed. Den “transkønnede” har samtidig ret til at være krænket, hvis nogen påtaler vanviddet, hvorved det individuelle vanvid spreder sig til et kollektivt vanvid og bliver en måde at opnå anerkendelse og magt via vanvid.
Den anden tendens er kriminalisering af naturlighed. Den tendens ser vi bl.a. tydeligt i MeToo-bevægelsen og domspraksis i visse voldtægtssager, hvor naturlig, heteroseksuel, maskulin adfærd nu reelt er blevet kriminelt. Det er bl.a. sket ved misbrug af sproget, hvor en mand nu kan blive dømt for “voldtægt” efter sex med samtykke uden vold, hvis kvinden bagefter føler sig krænket af mandens heteroseksuelle drift. Vi så også tendensen under coronaen, hvor det bl.a. blev kriminelt at ville trække vejret frit uden mundbind. Konsekvensen er, at mænd udvikler en generaliseret frygt for at gøre det, der faktisk føles naturligt, som ikke kun er at tage initiativ til sex med kvinder, men også at beskytte kvinder og børn mod overgreb fra en korrupt regering.
Den tredje tendens er belønning af dumskab. Dumskab er, når man skaber sig motiveret af dumhed. Den tendens ser vi f.eks. tydeligt i mainstream-fjernsyn, hvor især reality-programmer er baseret på mennesker, der bliver kendte og rige for at opføre sig dumt, mens et kamerahold følger deres dumme liv. Konsekvensen er, at hele samfundet bliver dummere, hvorved propaganda og bedrag lettere slipper igennem det intellektuelle filter, der til sidst slet ikke findes.
Den fjerde tendens er udskamning af kritisk tænkning. Den tendens ser vi f.eks. tydeligt i mediernes anvendelse af begrebet “konspirationsteoretiker” om enhver, der vover sig til at kritisere det herskende system eller påpege andre magtfaktorer i samfundet ud over det overfladiske politiske system. Vi så det også i mediernes behandling af fagfolk, der forholdt sig kritisk til regeringens coronahåndtering. Konsekvensen er, at selv dem, der ved, hvad der foregår, tier stille af frygt for at blive udskammet og udstødt.
Det er min opfattelse, at den kulturelle forurening er planlagt, da den baner vejen for de dybe samfundsændringer, som er nødvendige for, at den globale magtelite via bl.a. WEF og WHO kan forblive den globale magtelite i fremtiden. Der er således tale om en form for psykologisk krigsførelse fra den øverste magtelite mod folket. Modgiften er selvforsvar i form af åndelig robusthed og insisteren på et liv og samfund baseret på etiske værdier via folkefinansieret opbygning af civilsamfundet. Vi må tage magten tilbage fra de korrupte herskere ved at holde op med at støtte det syge system og skabe et sundt alternativ.