Af Karsten Pultz, musiker, forfatter og videnskabsjournalist.
Professor Mattias Desmet har givet os indblik i den psykologi, der leder til masseformation og dermed til den situation, vi har lige nu, hvor en meget stor del af verdens befolkning fuldstændig har købt de officielle corona- og vaccine-narrativer. Jeg vil her supplere med mine egne tanker omkring coronapsykologien baseret på den britiske psykiater Iain McGilchrists bog ‘The Master and His Emissary: The Divided Brain and the Making of the Western World’.
McGilchrists gør op med de vrangforestillinger om hjernehalvdelenes egenskaber, som især er blevet udbredt gennem populærvidenskab. Vi skal glemme alt om, hvad vi tror, vi ved om hjernehemisfærernes egenskaber, som fx at venstre hemisfære (VH) er den rationelle – den nyeste forskning afliver nemlig komplet dette billede.
Den uheldige VH-dominans
Woke-agendaen samt hele coronamenageriet kan i mine øjne meget vel hænge sammen med den uheldige VH-dominans. Undervisning har længe favoriseret VH med det resultat, at det er déns måde at se tingene på, der i dag styrer verdens begivenheder. Jeg kan ikke gøre rede for en 500 sider lang bog i denne korte artikel, men blot nævne nogle af VH’s uheldige egenskaber og pege på den mulige forbindelse til den nuværende verdenssituation.
Ifølge McGilchrist er VH separeret fra virkeligheden og opererer i sin egen fokuserede verden af abstrakte, teoretiske scenarier, som kan være rigtige eller forkerte, hvilket kun kan afgøres af højre hemisfære (HH), der igennem erfarede sanseindtryk står i forbindelse med virkeligheden.
VH kan således uden problemer rumme irrationelle forestillinger som fx, at fordi COVID-19-vaccinerne ikke yder beskyttelse, er det de uvaccineredes skyld, at smitte stadig eksisterer.
At nogen kan komme på, at der eksisterer mere end 2 køn er tilsvarende en irrationel tanke, som kan finde accept i VH. McGilchrist beskriver det som, at ‘der i VH er en tøjlesløs villighed til at acceptere absurde ideer’.
VH er autoritetstro, påståelig, stædig og tror sig ufejlbarlig
VH er autoritetstro, påståelig, stædig og tror sig ufejlbarlig. Den afviser, at overveje om allerede tilegnet viden kunne være forkert. Den vil benægte fakta, hvis fakta er i konflikt med dens foretrukne billede af virkeligheden.
At tænke selvstændigt, veje for og imod, sætte sig i modstanderens sted, spille
djævlens advokat og være i tvivl er egenskaber, vi finder den anden hjernehalvdel, højre hemisfære, HH.
Det er spørgsmålet, om ikke de nuværende begivenheder i verden afspejler en overvældende mangel på netop disse egenskaber. Det er også værd, at overveje om ikke undervisning og medier har medvirket til at producere denne mangel. Hvornår har undervisning fx handlet om at lære at tænke selv?
‘Krigen mod virkeligheden’
‘Krigen mod virkeligheden’, som woke-bevægelsen og den forskruede politiske korrekthed repræsenterer, synes mig at passe med de egenskaber i VH, som dr. McGilchrist beskriver. VH ser fx ikke mennesker som individer, men opererer med kategorier og inddeling i ‘kasser’ og ser derfor mennesker som tilhørende definerede grupper.
Det kunne fx være dem, der er racister kontra dem, der ikke er – dem, der er vaccinerede, og dem, der ikke er. Kategorierne er sort/hvide og helt uden nuancer. HH derimod ser andre mennesker som individer med unikke karakteristika og forstår med sin sans for overblik, at intet kan forenkles til et sort/hvidt billede.
Regeringer, sundhedsbureaukrater og medier har med lethed drejet flertallets opmærksomhed hen på COVID-19 som eneste eksisterende fænomen værd at fokusere på. Jeg finder det sandsynligt, at dette skyldes dominans fra VH, som netop kun kan fokusere på én detalje ad gangen. HH, der altid ser det store billede, hvor mange aspekter og parametre tages i betragtning, ville ikke stirre sig blind på COVID-19 som et altoverskyggende problem, der kræver tilsidesættelse af alt andet. VH, som er kontrolfreak, har et laseragtigt fokus, der er muliggjort af dens løsrevethed fra virkeligheden. Den har også svært ved at give slip på en ting eller et fænomen, den først én gang har zoomet ind på.
Hele coronacirkusset er tydeligvis drevet af et uproportionalt fokus på kun én ting, hvor det store billede af mennesket som meget mere end en sygdomsbærende organisme i dag er forkastet. VH vil med sin reduktionistiske tilgang foretrække forsimplede overskriftsagtige forståelser som: COVID-19 er meget farlig, lockdowns og masker hjælper, alle mennesker bør vaccineres, etc.
VH ser ikke ting i sammenhæng
Kun HH vil opdage det mistænkelige i, at politikernes coronanarrativer hele tiden ændrer sig, for kun i kraft af det, McGilchrist kalder ‘den kontekstualiserende funktion af HH’, kan vi opdage uoverensstemmelserne. VH ser ikke ting i sammenhæng og kan derfor ikke få øje på den manglende sammenhæng i myndighedernes tiltag og forklaringer. VH er autoritetstro og vil adlyde ordrer, uanset at basis for ordrerne hele tiden ændrer sig.
VH besidder en overoptimistisk tro på sin evne til at opnå fuld kontrol over den fysiske virkelighed og vil således være parat til at se lockdowns, mundbindstvang og vaccinepåbud som helt rimelige tiltag, der med sikkerhed vil løse problemet. Modstridende informationer er for VH’s vedkommende angstfremkaldende.
Den foretrækker entydige unuancerede problemstillinger og løsninger. Den er angst for den debat og udveksling af synspunkter, som HH faktisk værdsætter, og den opfatter den åbenhed og mangel på skråsikkerhed, som HH besidder, som en direkte trussel. Den tvivl, der karakteriserer HH, og som får den til at konstant at søge ny information og revurdere sin position, betragter VH som en farlig svaghed.
‘Confirmation bias’
HH er altid villig til at overveje om dens standpunkt kunne være forkert, mens VH stædigt vil holde fast i, at den information, den først har modtaget, er den eneste korrekte. Denne egenskab, som på engelsk kaldes ‘confirmation bias’, tror jeg vi alle kender – også fra os selv. I et samfund med en stærk dominans fra VH bliver denne egenskab problematisk, da fejltagelser aldrig vil blive indrømmet og rettet. VH vil altid klamre sig til forklaringer, der passer dens eget foretrukne billede af virkeligheden, frem for forklaringer, der er i overensstemmelse med sandheden. Dette er fastslået ved kliniske forsøg.
Et forsøg hvor man kunstigt sætter den ene hemisfære ud af kraft, viser forskellen på de 2 hemisfærers forståelse af verden. Forsøgspersonenerne præsenteres for 2 præmisser og en konklusion:
P: Alle aber klatrer i træer
P: Pindsvinet er en abe
K: Pindsvin klatrer i træer
Med kun HH intakt, protesterer forsøgspersonen over den falske præmis. Den ved fra erfaring, at pindsvinet ikke er en abe. Med kun VH i funktion, svarer forsøgsperson, at ‘ja, konklusionen er korrekt!’ McGilchrist skriver: ‘I VH-situationen prioriteres systemet på trods af erfaringen. I HH-situationen prioriteres, hvad erfaringen har lært den’.
HH er ’bullshit-detektoren’
VH er altså fanget i systemers indre logik og løsrevet fra det, vi betegner som sund fornuft. McGilchrist kalder HH for ‘bullshit-detektoren’, der som i ovenstående scenarie applikerer sund fornuft. Coronatiltagene minder om forsøget. De er systemer, som besidder en indre logik, men som set i lyset af evidens (erfaring), burde være faldet for bullshit-detektoren.
Kliniske forsøg peger på, at hypnose er en tilstand, hvor HH er lukket ned og VH er overaktiv. Man kan derfor overveje, om det meste af verdens befolkning i dag lider af en deaktivering af HH, siden politikere, sundhedsbureaukrater og ikke mindst medier har formået at inducere en hypnoselignende tilstand hos et stort flertal.
Det er værd at nævne, at VH ikke besidder empati og ikke værdsætter musik, kunst, poesi og naturens skønhed. Værdsættelsen af disse residerer i HH. VH er optaget af detaljer, symboler, systemer, kategorisering, magt og kontrol over den fysiske virkelighed og forstår ikke begrebet ‘mening’. VH har ingen humor og forstår slet ikke ironi.
Coronahypnosen har frembragt et dehumaniseret samfund
Coronahypnosen har frembragt et dehumaniseret samfund, hvor absurde regler og systemer, løsrevet fra empirisk evidens, smadrer selve essensen af det at være menneske. Er man religiøst anlagt, vil man se det som en spirituel kamp mellem godt og ondt, og man vil måske være ligeglad med, om det videnskabeligt kan identificeres som VH-dominans.
Forståelsen for hemisfærernes forskellige syn på verden giver dog en håndgribelighed, som måske er lettere at forholde sig til, hvis man vægrer sig ved at se de nuværende begivenheder fra en religiøs vinkel.
Jeg kan i øvrigt anbefale Iain McGilchrists yderst interessante bog, som desværre kun findes på engelsk.