OVERBEFOLKNING: BETAL FATTIGE I OVERBEFOLKEDE LANDE FOR AT FÅ FÆRRE BØRN

(Foto: Overefolkning er den væsentligste årsag til fattigdom og en lang række belastninger af kloden)
Del artiklen her:

Overbefolkning fører til fattigdom, konflikter, klimaændringer og folkevandringer. Udviklingsbistanden skal målrettes problemets kerne, mener Nicolai Sennels.

Kommentar af Nicolai Sennels

Overbefolkning vil indenfor en overskuelig årrække føre til humanitære katastrofer af hidtil ukendte dimensioner.

Mens magelige vesterlændinge får alt for få børn til at kunne sikre deres egen alderdom og videreføre deres vigtige kultur, sker der en voldsom stigning i antallet af mennesker andre steder i verden.

I år 1800 levede der knap én milliard mennesker på jorden. I år 1900 var vi 1,6 milliarder. 60 år senere rundede vi 3 milliarder og i dag er vi 7,4 milliarder.

Dermed kan vi på kun en enkelt generation skabe den middelklasse, som er den uundværlige motor i ethvert vellykket samfund.

Indbyggerne i Johannesburg i Sydafrika hamstrer i disse dage desparat vand, fordi byen forventes at løbe tør for drikkevand til dens 10 millioner indbyggere i april 2018. Andre byer vil snart følge.

Problemet er, at børn mange steder i verden er den eneste mulighed for at sikre sin egen alderdom. Forældre i fattige lande får mange børn i håbet om, at i hvert fald et af dem klarer sig så godt, at han eller hun kan forsørge resten af familien.

Enorme folkevandringer

Kloden har begrænsede ressourcer, både når det gælder atmosfære, drikkevand og arealer til dyrkning og græsning. Overbefolkning betyder også, at der i mange lande er langt flere mennesker end jobs, og at store dele af befolkningen derfor er tvunget til at leve af kriminalitet eller i slum uden muligheder for at give næste generation bedre muligheder. Der opstår konflikter om plads og ressourcer og eftersom hungersramte mennesker af forståelige grunde (overlevelsesinstinkt) er dårlige demokrater – får religiøs ekstremisme alt for gode betingelser.

Faren fra fattigdom og krig sender millioner på folkevandringer mod Vesten. Som forskeren Brian Walsh fra Institute for Applied Systems Analysis in Laxenburg i Østrig siger: “Den nuværende migration er småting i forhold til, hvad der vil komme fremover.” Allerede indenfor ganske få år vil vi blive tvunget til at skulle vælge mellem blodige grænser eller at blive løbet over ende.

En win-win-løsning?

Den eneste langsigtede win-win-løsning er at rette udviklingsbistanden mod problemets kerne: Vi bør straks begynde at betale fattige i overbefolkede lande for at få færre børn. Derved vil de få råd til at brødføde og uddanne de et eller to børn, de får. På den måde vil man på en enkelt generation kunne skabe den middelklasse, som er den uundværlige motor i ethvert vellykket samfund.

Nobelprisvinderen Yunus har med opfindelsen af de såkaldte mikrolån bevist, at det er muligt at kanalisere selv ganske små beløb ud til områder langt fra alfarvej. Mikrolånene gives primært til kvinder, da de er mere udsatte og har vist sig at være bedre til at forvalte pengene.

Der gives på verdensplan ca. 968 milliarder kroner i udviklingsbistand årligt. Hundreder af millioner af børn og voksne i verdens fattigste områder lever for under 1 dollar (6 kr.) om dagen. For dem vil ganske få dollars om måneden gøre en enorm forskel. Hvis man tog bare halvdelen af verdens samlede årlige udviklingsbistand (500 milliarder kr.), ville 250 millioner kvinder eller familier kunne få 2000 kr. årligt – hvad der svarer til ca. 1 dollar om dagen.

Mange vil uden tvivl tage imod denne mulighed, for ingen ønsker at sætte en masse børn i verden, som skal leve i slum og fare, hvis man har mulighed for både at sikre sin egen alderdom og en bedre fremtid for de et eller to børn, man evt. vælger at få. Hvordan kvinderne får hjælp til at sikre sig imod at blive gravide, er en mindre detalje og uvæsentlig, sålænge det selvfølgelig sker frivilligt.

Man behøver ikke være psykolog eller hjerneforsker for at kunne regne ud, hvad der sker, når en aldrende, skrumpende befolkning med dødbringende droner og atomvåben trues på deres eksistens af milliarder af vandrende mennesker, hvis hjerner er styret af panik, sult og tørst.

Hvor kunne det dog være dejligt, hvis vi bare én gang kunne gøre det rigtige – og i rette tid!

Del artiklen her: