Af Karl-Jürgen Müller – oversat af Bitten-Kirsti Nielsen.
Forleden kunne man læse, at 196 kampvogne (ud af 293), som vestlige regeringer allerede har leveret eller er i gang med at levere til Ukraine, kommer fra Tyskland. Hertil kommer tysk fremstillede kampvogne fra andre lande, som også er godkendt til eksport. Igen rejser sig her et uundgåeligt spørgsmål: Hvordan kan en tysk regering være i frontlinjen af en ny krig mod Rusland uden selv at være angrebet eller truet?!
Det er 80 år siden, Tyskland førte en udryddelseskrig mod det russiske folk med ekstrem brutalitet, og 80 år efter Stalingrad og Kursk. Nu fører Tyskland igen krig mod Rusland, denne gang gennem det ukrainske folk, hvor soldater giver deres liv i tusindvis i en kamp, som intet godt bringer med sig for Tyskland, men kun skaber krig og ødelæggelse. Det drejer sig om en krig, hvor mennesker med den samme historie, og som har levet fredeligt sammen i årevis, nu bekriger hinanden.
Det burde ikke have ændret sig
Mange er af den opfattelse, at Vestens krig mod Rusland bliver ført af USA, og at europæiske lande stort set ikke er andet end vasaller under pres, og at de (snarere modvilligt) deltager i denne krig mod deres egne interesser.
Den opfattelse skal man dog relativisere. De centraleuropæiske lande som Polen og de baltiske lande har helt klart en anti-russisk refleks holdning. Deres nuværende regeringer følger åbenbart krigens vej. I den sammenhæng rejser spørgsmålet sig, om den tyske regering er gået over til en optrapning af tysk stormagtspolitik og dermed af krigen – altså i egen interesse? Og betyder det så et famøst epokeskifte? En politik, som – og det må man indrømme – har taget form skridt for skridt siden den “tyske genforening med Berlin-republikken” – som i årene under den tidligere forbundsrepublik?
Her er nogle nøgleord om emnet:
Tysk politik som krigsførende stormagt i mere end 30 år.
Tysk kvælertag på dele af Jugoslavien, som var i økonomisk og politisk krise i midten af 1980’erne, deres banebrydende rolle i opdeling af landet (af etno-politiske og økonomiske årsager) og deres tidlige støtte til Kosovos* hemmelige terror-befrielseshær UCK.
Deres okkupationspolitik, som begyndte netop efter 1990 med deres “salamitaktik” i militarisering af Kosovo. Skridt for skridt gik de fra forsvar af landet til at føre en aggressiv krig, som stred mod international lov.
Tysklands banebrydende rolle ikke kun i forbindelse med EU’s udvidelse mod Øst (med den tyske kommissær Günter Verheugen), men også udvidelse af Nato.
Tysklands banebrydende rolle i EU’s såkaldte partnerskab mod Øst og dermed dets adgang til Ruslands nabolande – samtidig med en bevidst fordrivelse af Rusland.
Tysklands rolle i det forfatningsstridige regeringsskifte i Ukraine i februar 2014.
Tysklands falske medvirken i Minsk-aftalerne. Ikke et eneste alvorligt forsøg blev gjort på at finde en fredelig løsning i Ukraine, men derimod forberedelse af krig mod Rusland.
Det er ganske vist aldrig tyskerne som helhed, der svarer for disse kendsgerninger, ej heller alle tyske eliter ved magten. Kansler Kohl og kansler Schröder og et vigtigt parti SPD satsede ikke på en konfrontationen med Rusland, men på de økonomiske (og politiske) fordele ved et godt forhold til dette land og dets regering. Men drejede det sig i det lange løb ikke bare om sideløbende veje?
Krigsherrerne i Berlin – og deres damer
Forsøgene på at overbevise den tyske regering med argumenter har ikke båret frugt. Disse argumenter går hovedsageligt ud på, at Rusland fører krig til forsvar for Rusland, som står over for et krigerisk Ukraine og især et aggressivt Vesten, og at de ansvarlige i Ukraine skridt for skridt har oprettet – endda før 24. februar 2014 – et ekstremt nationalistisk diktatur, som intet har at gøre med “frihed”, “retsstat” eller “demokrati”.
For de sande krigsherrer og damer bor ikke kun i Washington, men også i Berlin. Anden verdenskrig viste allerede, at man betjener sig at fascistiske regimer for at føre krig. Hitlers anti-bolchevisme var ikke kun en tysk affære. Historien gentager sig i nye konstellationer.
Fordomme
Denne gang er det lykkedes for tysk politik at undgå en tofrontskrig, som det var tilfældet med første og anden verdenskrig. Det er lykkedes at bilde en stor del af den tyske befolkning ind (ved hjælp af misinformation og massiv propaganda), at man hjalp et lille land, som var blevet angrebet uden grund (“uden provokation”), og som bare kæmpede for et fredeligt folks frihed og demokrati. Alt dette mod en aggressiv totalitær supermagt, som foragtede folket.
Ifølge denne historie ønsker man kun fred og at undgå en eskalering, men man finder sig nødsaget til at gøre alt for, at “aggressor” taber sin “brutale og aggressive krig” (hvilket vil sige at man “arbejder for fred med endnu flere våben”).
At denne misinformation og denne propaganda kan have indflydelse på mange mennesker i Tyskland, er ligeledes forbundet med de gamle dybtliggende fordomme om Rusland og russerne, som i vid udstrækning blev udnyttet i vores land [Tyskland] – meget mere i den vestlige del end i den østlige del. De mange stemmer, som rejser sig mod krigen i det østlige Tyskland, og som næppe kommer fra “ekstremister”, viser, at urene går anderledes her.
Er der håb forude?
Den 8. april 2023 bragte RT DE et indslag med titlen: “Hvorfor Vesten fortjener et slag i ansigtet”. Stillet over for dette burde millioner af demonstranter i Vesten og især i Tyskland stille aktivt op bag en opfordring som den ved fredskonferencen i Berlin, hvor de krævede “dialog i stedet for våben – fred med Rusland”. Men tiden til at realisere en sådan bevægelse er ved at rinde ud.
Spørgsmålet om Tysklands rolle i Europa er af afgørende betydning. Det ofte stillede krav om, at Europa burde frigøre sig fra USA og følge en uafhængig vej i verdenspolitikken, giver kun mening, hvis denne uafhængige vej forstås som en vej med respekt for international lov, lige ret for alle stater og folk og samarbejde om fred.
I den forbindelse er det passende at stille nogle meget kritiske spørgsmål til tysk politik gennem de seneste 30 år. Disse spørgsmål rettes også til andre europæiske stater, men de stilles især til Tyskland, da dette land påberåber sig “leadership” i EU’s Europa, som ikke har vist nogen som helst finfølelse over for andre europæiske lande, i hvert fald ikke siden finanskrisen i 2008.
Mange husker endnu finansminister Steinbrück og hans bommert i 2009, hvor han foran kameraet truede Schweiz med at sende “kavaleriet”** samt tyske diktater under eurokrisen i 2010 (i stil med en Volker Kauder, formand for den parlamentariske gruppe CDU/CSU i Tysklands Bundestag, som i 2011 med tilfredshed udtalte: “Til den tid … taler man tysk i Europa”).
I denne kontekst må de tyske forhold efter al sandsynlighed undergå en fundamental ændring. Hvis de ikke gør det, vil Europa, selv om de frigør sig fra USA’s diktat, aldrig blive fredsformidler, en rolle som ville passe Europa bedre end den, Europa spiller for tiden.
—————
* Efter 1991 forblev Kosovo i Den Føderale Republik Jugoslavien, som udgjordes af Serbien og Montenegro.
** “Syvende kavaleri i Fort Yuma”. Der henvises til skattesag med Schweiz, hvor Steinbrück sammenligner Schweiz med indianere, der var blevet vækket af kavaleriet i Fort Yuma.