Af Jens Ellekær.
På trods af, at jeg ellers roser mig af en robust psyke, oplevede jeg noget af et chok, da det gik op for mig, at det danske landshold skal spille kvartfinalekamp i Baku i Aserbajdsjan. Aserbajdsjan som medlem af Det Europæiske Fodboldforbund og altså med en eller anden status som et europæisk land?
Det forekom mig i første omgang af være en dårlig vittighed. Landet bebos af muslimer, som siden Profeten Muhammed for 1400 år siden med det gode eller med det onde overbeviste mennesker i Arabien, at han gennem ærkeenglen Gabriel havde modtaget åbenbaringer fra Gud, har haft et antagonistisk forhold til Europa.
Min næste tanke var, at der er et behov for at definere Europa – som territorium og som kulturelt fællesskab. Og at der åbenbart er et behov for at anlægge eksklusive kriterier. I 1962 gjorde berberne i Algeriet det klart – lykkeligvis – at de ikke var europæere. Men det er jo ikke kun ikke-europæere, der skal afgøre, at det er, de er, men også os europæere, der skal afgøre, hvem der ikke er europæere.
Traditionelt anses Ural for at være grænsen
Traditionelt anses Ural for at være grænsen mellem den europæiske og den asiatiske del af den eurasiske landmasse, men denne bjergkæde udgør ikke en fuldstændig grænse mellem disse to forskelligartede verdensdele, og man kan ikke blot trække en linje videre mod syd og kalde det for grænsen, for det ville gøre lande som Kasakhstan, Usbekistan, Turkmenistan og Iran til delvis europæiske lande – hvad de på ingen måde er.
I det 19. århundrede ekspanderede Rusland i Centralasien, og det kom til The Great Game – Ruslands og Storbritanniens konkurrence om at opnå indflydelse i Afghanistan. Men russiske erobringer i Centralasien gør ikke disse områder til europæiske, lige så lidt som staterne i det tidligere Britisk Indien er europæiske lande.
Hvor trækker vi grænsen?
Gennem en næsten halvtreds år lang krig erobrede Rusland i det 19. århundrede også Kaukasus. Lev Tolstoj var med i fire år af krigen og berettede herom. Men heller ikke Tolstojs personlige indsats gør jo nødvendigvis Kaukasus til en del af Europa. Så hvor trækker vi grænsen?
For mig er der ingen tvivl om, at Europas østlige og sydøstlige grænse går vest om Kasakhstan og Det Kaspiske Hav og nord om Iran og Tyrkiet. Det bliver straks lidt mere tricky at fastlægge grænseforløbet i Kaukasus. Som allerede nævnt hører Aserbajdsjan til hinsides grænsen til Europa. Dele af Sovjetunionens efterfølgerstat, Rusland, bør – ud over områderne øst for Ural – heller ikke kunne henregnes til Europa: Jeg kan på ingen måder se et område som Tjetjenien som europæisk.
Hvad med Georgien og Armenien?
Men hvad med Georgien og Armenien? De er begge kristne lande og hører dermed til i den kristne kulturkreds, og de bør i hvert fald betragtes som en del af den europæiske periferi. Men som bekendt er Europas (EU’s) interesse for de to landes integritet nærmest ikke eksisterende.
Og hvad så med Aserbajdsjan, som gav anledning til disse overvejelser? Jeg håber ikke, at jeg fremover skal se det land som medlem af et ”europæisk” fodboldforbund eller af nogen anden europæisk organisation. I disse tider, hvor identiteter styrer, bør vi kristne europæere have ret til lidt eksklusivitet.