Af Lone Nørgaard.
Jeg får løbende opfordringer i forskellige udgaver (samtaler, mails, telefonbeskeder mv.) til at opgive mine ’konspirationsteorier’.
Når jeg påpeger, at jeg først og fremmest formidler, hvad der ligger fuldt tilgængeligt i bøger, artikler og diverse links på nettet – og efterlyser, hvori mine ’konspirationer’ består, får jeg ikke rigtig noget svar.
En del af forklaringen handler selvfølgelig om, at borgerne bliver udsat for massiv propaganda i det officielle corona-narrativ. Orienterer man sig alene i mainstreammedierne og godtager de statsbetalte organers fremstilling af virkeligheden, er der ikke noget beredskab at stå imod med.
Kritisk stillingtagen forudsætter, at opponent-røster kommer til orde, så argumentationerne i det samlede spektrum kan vurderes. Man kan ikke udelade halvdelen af stemmerne og derpå erklære videnskabelig konsensus. Det gælder i klima-debatten, og det gælder for corona-analysen.
For en udfoldet argumentation af propagandaens virkemidler – læs min modreplik til en artikel i Berlingske her.
***
Enhver må blive salig i sin tro, men de seneste mange måneder er min forundring blevet stadig større: Hvordan kan det være, at så mange mennesker blindt underkaster sig magthavernes diktater – om corona-pas, masker, holden afstand og hudnedbrydende spritning?
Når den røde tråd igennem mere end 1½ år har været en slingrekurs, hvor det i dag burde stå tydeligt for enhver med sin sunde fornuft og hukommelsen i behold, at indgrebene ikke handler om folkesundhed, men om magt og kontrol og overvågning.
Og hvor smittetal foldes ud og ind som en harmonika uden nogen sinde at blive sat i sammenhæng.
For hvad gør det, at der er 2 mio. smittede eller for den sags skyld 3, hvis de ikke er mere syge, end hvad en traditionel influenza fører med sig?
Hvornår dette vanvid stopper, ved kun Herren. Men jeg er tæt på at være derhenne, hvor jeg må erklære mig enig i dette Facebook-opslag:
”Hvis du kalder ‘The Great Reset’ for en konspirationsteori én gang til, så fortjener du virkelig at eje ingenting, ikke have noget privatliv og være lykkelig med dét.”